Der går en lige linje fra gymnasietiden i 1980’erne, hvor hun var uddannelsespolitisk aktiv, gennem alle årene i Yngre Læger til nu, hvor Lisbeth Lintz træder af som formand for Foreningen af Speciallæger og Overlægeforeningen og til som formand for Akademikerne (AC). Eller rettere: De går to parallelle spor: Det fagpolitiske og det lægefaglige. Fra tiden som indigneret medicinstuderende i starten af 1990’erne til det, der blev afskedssignaturen som overlægeformand: OK21 og den nye ledelsesstruktur for landets overlæger. Og parallelt med det et lægeliv, som siden 2009 har været som speciallæge i geriatrien og med de gamle patienter og deres pårørende, som hun elsker at arbejde med.
Men nu var tiden kommet til at vælge et af sporene, og når muligheden bød sig til at blive AC-formand – en »once in a lifetime-mulighed«, som hun kalder det – var det ikke så svært. Jo, Lisbeth Lintz kommer i den grad til at savne både patienter, kolleger og sundhedspolitikken – »vildt meget«, understreger hun. Men nu siger hun fuldtids-goddag til noget andet, hun holder lige så meget af, for Lisbeth Lintz er med egne ord »et forhandlingsmenneske«. Og det er ikke mindst hendes forhandlingserfaring fra de mange år i Lægeforeningerne, hun sætter i spil, når hun som AC-formand skal stå i spidsen for forhandlingen af de centrale overenskomstaftaler, der er rammen for alle offentligt ansattes overenskomster – og dermed altså også overlægernes.:
»Jeg synes jo, det er en af jordens sjoveste opgaver at forhandle overenskomster«, siger hun og medgiver, at det nok virker nørdet:
»Det er rigtig svært at forklare – men det er noget med at kunne se muligheder. Man prøver at finde den allerbedste løsning i det univers, der nu er, og som altid også rummer nogen, der har andre dagsordener. Derfor er det tit sådan, at det, man umiddelbart tænker, er den optimale løsning, ikke kan lade sig gøre. Så må man starte forfra – ofte igen og igen – og nogle gange ender man med løsninger, som viser sig at tangere den vildt gode ide, man startede med, fordi man simpelthen får tingene gennemarbejdet så meget. Det er en massiv drivkraft«.
Nu lyder du lidt som en forsker …
»Den parallel er ikke helt ved siden af. Jeg har selv forsket en smule som yngre, men netop det med at nørde sig ned i noget og sige: Hvordan gør jeg det her på den allerbedste måde for det allerbedste resultat – jeg tror, det er det samme engagement og det samme drive«.
Da Ugeskrift for Læger taler med Lisbeth Lintz, er hun helt symbolsk på vej hjem fra en af sine sidste arbejdsdage som overlæge i geriatrien på Holbæk Sygehus. Hjem til familien i Espergærde, der blev taget med på råd, inden hun i efteråret meldte sig som kandidat til AC-formandsposten og dermed lagde op til et farvel før tid til posten som overlægernes formand.
Når hun kigger sig tilbage på sin formandstid, har hun kun én rigtig fortrydelse: corona.
»Det har påvirket vores arbejde og vores muligheder helt, helt gennemgribende – både som overlæger og som forening. Mange af ting, vi i starten af min periode planlagde, har vi ikke kunnet gennemføre på grund af nedlukningen. Vi har fundet alternative måder at gøre tingene på – men det er klart, at det har fyldt meget med to års pandemi i en formandsperiode, der nu kun bliver på fire et halvt år«, konstaterer hun.
»Jeg synes jo, det er en af jordens sjoveste opgaver at forhandle overenskomster«Lisbeth Lintz
Ellers er det arbejdet med visionspapiret »Fremtidens overlæge« og forhandlingen af OK21, der vejer tungest – og begge afspejler en grundlæggende ambition, siger Lisbeth Lintz:
»Da jeg stillede op som formand, ville jeg gerne arbejde for, at vi overlæger rankede ryggen. Og jeg synes, vi har fået en anden gejst og står fastere på, at det er os, der er de faglige garanter i sundhedsvæsenet og kan gøre en stor forskel. Vi er blevet bedre til at være med til at forme fremtiden i det danske sundhedsvæsen i stedet for bare at være reaktive. Det har vi blandt andet gjort med ’Fremtidens overlæge’, som er vores vigtige bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud«.
På samme måde er OK21 og den nye ledelsesstruktur et konkret redskab, der kan være med til at sikre kvalitet og stabilitet ude på afdelingerne, mener Lisbeth Lintz. Igen er der en parallelitet i tingene:
»Vi har rykket os i forhold til at se os selv som de ledere, vi er i sundhedsvæsenet. Det hænger jo sammen – OK21-resultatet afspejler det, vi har arbejdet på og italesat i en årrække, og som var en vigtig del af processen med ’Fremtidens overlæge’. Så der har ligget en meget tydelig linje, som vi har fulgt«.
Fortrydelser ud over corona? Nej, egentlig ikke – selvom Lisbeth Lintz da gerne ville have haft, at foreningen i hendes formandstid havde været endnu tydeligere i sin kommunikation og endnu bedre til at nå ud til alle Overlægeforeningens medlemmer.
Og nå ja, så er der det med timingen i hendes fratræden som formand – det er ikke svært at fornemme, at OK21 og den nye ledelsesstruktur har været et hjertebarn, Lisbeth Lintz gerne ville have tilbragt endnu mere tid sammen med:
»Man er jo aldrig færdig. Hvis jeg selv havde kunnet bestemmer fuldstændig på minuttet, hvornår jeg var klar til at flytte videre til noget andet, så ville jeg gerne have været med til fuldt ud at implementere ændringerne i OK21. Der er stort arbejde, der er i fuld gang, og det ville jeg gerne have fulgt fuldstændig til dørs«.
Arbejdet kommer til at kræve stor ledelsesmæssig fokus og vilje fra alle parter til at ville det, konstaterer hun og er meget tilfreds med, at Overlægeforeningen og Danske Regioner er enige om ambitionerne bag aftalen og gennem møder med de regionale topledelser har fået sat ord på den fælles vilje, ambition og retning, der skal lægges energi i. Lisbeth Lintz er heller i tvivl om, at det »kræver rigtig meget arbejde fra kolleger i hele overlægegruppen« – men hun er fortrøstningsfuld, fordi hun mener, det i høj grad er lykkedes at lave en aftale, der er fleksibel og kan tilpasses virkeligheden ude i klinikkerne.
At det endte sådan, tilskriver hun de grundige forberedelser og det faktum, at formændene i lægeforeningerne selv arbejder klinisk, så det er ikke så vanskeligt at forstå, hvad medlemmerne gerne vil have.
»Som forhandlingsmenneske er det altid en fornøjelse at nå til et sted, hvor man kan sige, at »det her resultat kan jeg sælge til mit bagland, for det vil de synes er et godt resultat, og så opleve, at det synes de også … at man har ramt inden for skiven«, siger Lisbeth Lintz – og så lever hun med, at hun ikke kan være med hele vejen gennem implementeringen.
Med sig fra de mange år i lægeforeningerne tager hun ud over en solid forhandlingserfaring også en vished om det afgørende i dialog og samarbejde – noget, der bliver godt brug for som formand for AC, hvis alle skal føle sig hørt og kunne se sig selv i løsningerne i en organisation, der har 28 medlemsforbund. Og ambitionen er også eksternt at styrke samarbejdet med det andet store hovedforbund, FH, og at placere AC’s kerneområder – forskning, udvikling og uddannelse – centralt politisk, så AC-medlemmerne kan stå stærkt i en grønnere og mere bæredygtig samfundsudvikling, siger Lisbeth Lintz.
Men hvor store og lokkende de kommende udfordringer end er, så bliver savnet af patienterne, lægelivet og -faget og det fagpolitiske arbejde i lægeforeningerne stort – det er hun ikke i tvivl om:
»Der er masser af ting, jeg vil savne. Men jeg er jo heldig – jeg forlader noget, jeg ved er godt og holder meget af, og går til noget, jeg ved er godt og holder meget af«, siger Lisbeth Lintz.
Selv synes hun, det er svært at sige, hvordan de mange år i de to parallelle spor har ændret hende:
»Jeg synes jo, jeg altid har været højaktiv. Jeg bruger meget det her udtryk med ’at være med til at forme fremtiden’ – og for mig er det lidt svært at skelne, hvornår jeg er med til det, og hvornår det arbejde har påvirket mig. Men selvfølgelig har det udviklet mig, for jeg har masser af erfaringer nu, som jeg bestemt ikke havde, da jeg var nyuddannet læge, selvom jeg stod med min indignation over forholdene og mit engagement og min lyst til at gøre noget ved tingene. Og selvfølgelig bliver man formet af de valg, man foretager. Det kan godt være, man følger noget, der ligner en lige linje, men der bliver jo lagt lag på«, siger Lisbeth Lintz.
»Det at lære at forhandle gør jo også, at man får en større forståelse for, hvad der er muligt at få igennem, og så bliver man … ja, det er svært at sidde at sige for sådan en som mig, der ikke er kendt for at være blød og rund, men hvis man sammenligner mig med, sådan som jeg var, da jeg startede i starten af 1990’erne, jamen, så er jeg blevet mere blød og rund, selvom jeg også stadig er skarp og tydelig. Og så har jeg i hvert fald lært – og det er virkelig tillært – tålmodighed. Det vi i forhandlings- og organisationssammenhæng kalder det lange seje træk. Der tror jeg nok, jeg har fået noget med mig, som jeg nok ikke var så opmærksom på som yngre – at lade være med at tabe tålmodigheden, bare fordi man møder nogle forhindringer. Forhindringer er til for enten at kravle eller springe over, finde en vej uden om eller for den sags skyld grave sig neden under.
Og hvad med lægegerningen – hvad har du gjort dig af tanker om at forlade lægehvervet for nu?
»Det havde jeg gennemtænkt grundigt, inden jeg overhovedet begyndte at lufte mine tanker om mit kandidatur. Jeg har arbejdet så mange år nu med to spor – det kliniske arbejde og det politisk-organisatoriske arbejde – og jeg holder enormt meget af begge dele. Jeg var bare kommet til et sted, hvor jeg måtte vælge, om jeg ville det ene eller det andet, og så kom den her once in a lifetime-mulighed. Den griber jeg, tænkte jeg, og så var jeg også så heldig at blive valgt. Men ja, det er et fravalg af noget, jeg elsker og har holdt af i små 30 år, og så må vi se, hvad tiden bringer. Jeg bilder mig ind, at hvis jeg virkelig savner lægehvervet så meget, så kan jeg jo vende tilbage, og hvis jeg ikke kommer til at savne det, så kommer sundhedsvæsenet sikkert heller ikke til at savne mig. Der kommer jo nogle andre og tager over der, hvor jeg siddet både klinisk og politisk«.
Efter Lisbeth Lintz’ fratræden er næstformand Susanne Wammen konstituret som formand for FAS og Overlægeforeningen frem til repræsentantskabsmødet i maj, hvor der bliver afholdt ordinært formandsvalg.
Faktaboks
