Indimellem kan man godt være usikker på, om det nu var den helt rigtige diagnose, der blev stillet. Hvis det ikke er, vender patienten som regel hurtigt tilbage i systemet, fortæller Maria Holmboe.
En anden underskriver på opråbet er Maria Holmboe. Hun er i første del af sin hoveduddannelse i affektivt team på ambulatoriet på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Esbjerg. Her følger hun til dels egne patienter, men hun overtager også patienter fra andre læger.
Efter udredningsgarantien på en måned er trådt i kraft, er presset på lægerne vokset, fortæller hun. Indimellem kan man godt være usikker på, om det nu var den helt rigtige diagnose, der blev stillet. Hvis det ikke er, vender patienten som regel hurtigt tilbage i systemet.
Hun har selv oplevet at overtage en patient, som i første omgang havde fået stillet diagnosen socialfobi. Men hun syntes mere, at det så ud til, patienten havde en form for autisme. Og det er næsten aldrig muligt at vurdere, hvilken type autisme det er, udelukkende på en enkelt samtale, fortæller hun.
»Jeg var derfor nødt til at starte angstbehandling op, idet familien var kommet med den forventning og havde ventet længe på at få medicinsk behandling. Jeg fandt den mest optimale løsning, jeg kunne, hvor mor og patient ikke blev skuffede, og jeg følte, at hun fik en relevant behandling. Men hvis vi havde kendt slutdiagnosen på det tidspunkt, havde det nok ikke været førstevalget«.
Et af de store problemer er det såkaldte ydelsesregnskab. Lægerne måles på, hvor mange ydelser de leverer pr. dag, og i Region Syddanmark er gennemsnittet kun to ydelser pr. psykiater pr. dag.
Problemet med at måle arbejdsindsatsen på den måde er, at arbejdet kun måles som en ydelse, når barnet deltager i samtalen, forklarer Maria Holmboe. Det vil sige, at de mange telefonsamtaler med pårørende ikke tæller med i ydelsesregnskabet, og en samtale ansigt til ansigt med en mor tæller heller ikke. Men det er ikke altid hensigtsmæssigt, at barnet er med til alle samtaler. Måske gavner det ikke behandlingen, at det sidder og lytter til, hvordan moren og psykiateren taler om det.
»Det er frustrerende, at vi på den måde måles på kvantitet frem for på kvaliteten af vores arbejde«, siger Maria Holmboe. »For vi arbejder jo, fra vi kommer til vi går, tit har vi ikke engang tid til at spise frokost«.
»En anden stressfaktor er, at vi tidligere var to om samtalerne med patienterne«, tilføjer hun. »Det var rart, at man var to om at vurdere patienten, inden man skulle stille diagnose. Nu er vi alene om at snakke med patienten og tage noter samtidig. Det lægger et større pres på den enkelte læge, og selvom vi konfererer med hinanden, inden vi stiller diagnose, giver det flere fejlmuligheder«.
Mange af hendes kolleger er utilfredse. Fem overlæger har søgt væk fra afdelingen siden 2013, og to yngre læger i uddannelsesstillinger er stoppet i børne- og ungdomspsykiatrien og er gået over i almen praksis, mens hun har været der.
»De følte sig meget pressede og reagerede på lægemanglen og strukturen. Det betød, at vi mistede to forvagter, og kun er to tilbage nu. Det har øget presset på os ekstremt ved sygdom eller ferie«, siger Maria Holmboe, som overvejer alvorligt, om hun vil blive i børne- og ungdomspsykiatrien:
»Som arbejdet er tilrettelagt nu, synes jeg ikke, det er tilfredsstillende. I pressede perioder overvejer jeg et andet speciale, selvom jeg er meget interesseret i faget. Jeg føler mig tit utilstrækkelig og stresset og ville ønske, at jeg havde en større arbejdsglæde«, siger hun. À
