ET DØGN MED - Daniel Hägi-Pedersen er forskningsansvarlig overlæge på Næstved Sygehus’ anæstesiologiske afdeling og har en travl tirsdag med at bedøve patienter til knæalloplastik.
6.30 Jeg står op og laver morgenmad til vores to drenge på to et halvt og fem år. Vi spiser sammen, og jeg gør de sidste ting klar, så de kan komme i institution. Det er min kone, der afleverer dem i dag. Jeg cykler af sted til sygehuset.
8.11 Programmet er stramt i dag, så vi havde en kort morgenkonference. På baggrund af en oplevelse, vagten havde, nåede vi dog at diskutere de etiske spørgsmål omkring stillingstagen til genoplivning. Jeg går direkte fra konferencen til den første stue, hvor jeg skal lægge en spinalanæstesi på en af vores knæalloplastikpatienter. Dermed er dagen skudt i gang, for jeg skal bedøve otte patienter i dag – to gange fire knæaalloplastikker på hver sin stue.
8.30 Jeg skal også lige ned på fødegangen og lægge en fødeepidural. Bagefter har jeg en snak med min forskningskollega om en artikel, vi har i gang i, om delirium. Jeg gennemgår også en fondsansøgning, vi arbejder på, om penge til et stort multicenterstudie om smertebehandling efter alloplastikoperationer.
10.00 Nr. to knæpatient skal startes. Derefter går jeg ud til præmedicin-samtaler med nogle patienter, der skal forberedes på anæstesi. Vi har en ret hurtig produktion, så der kommer patienter, som skal opereres både i morgen og om nogle dage. Mellem samtalerne er der tid til at se på mine forskningsresultater.
11.50 Nummer tre patient skal startes op på den ene operationsstue, og et kvarter senere går jeg til et hurtigt møde i vores overlægeforsamling, hvor jeg er kasserer og bestyrelsesmedlem. Vi taler om nogle fejl i lønudbetalingerne og om nogle indbetalinger til overlægeforsamlingens pulje, som har en mindre underskud, der skal rettes op. Det foregår, mens vi holder frokost. Mødelokalet ligger på 15. etage, hvor udsigten over byen er fantastisk.
12.20 Mens jeg spiser, bliver jeg kaldt til starten på den næste rygbedøvelse: Nr. tre patient på leje 2. Patienten insisterer på spinalbedøvelse, fordi hun har oplevet kvalme og opkastninger efter andre bedøvelser. Vi har svært ved at finde et mellemrum. Jeg kalder en kollega, som også prøver, men efter flere forsøg og en halv time må vi opgive og lægge patienten helt til at sove. Tidsplanen er skredet. Det sinker stuen, så vi forsøger at indhente det.
13.45 Vi starter den sidste spinalbedøvelse på den første stue, og ved totiden bliver der plads til at arbejde med administrative ting til næste dag: Programlægning, fordeling af læger og så videre.
14.30 Jeg bliver kaldt til skadestuen til anlæggelse af venflon med ultralydshjælp Derfra går jeg til den anden stue for at starte dagens sidste rygbedøvelse. Bagefter går jeg en runde på opvågningen for at se til mine patienter. Så klæder jeg om og cykler hjemad.
16.30 Hjemme arbejder jeg lidt og leger med børnene, indtil min kone skal af sted til et møde. Hun er ph.d.-studerende og intensivsygeplejerske og skal sammen med sine kolleger skrive et debatindlæg om sygeplejens status. Så er jeg alene med drengene. Jeg laver mad, og vi spiser. Så smører vi madpakker og leger lidt igen, inden vi går i bad.
19.10 Børnene er puttet.
20.10 Nu sover den sidste, og jeg er stadig alene, så jeg tager mit forskningsarbejde frem igen og skriver på min artikel. Jeg skal også skrive mødeinvitation til områdebestyrelsen for daginstitutionerne i Næstved kommunes område øst, hvor jeg er valgt ind.
22.10 Min kone kommer hjem. Vi snakker lidt om hendes debatindlæg. Jeg giver min mening om, hvad de har skrevet, og vi snakker om, hvad der eventuelt kan ændres. Derefter går vi til ro og slukker lyset for den dag.
