»Jeg skal se til en soldat, der ligger syg på stuen«

05.45. Min alarm vibrerer, og jeg hopper i træningstøjet. På det her tidspunkt er vi kun nogle få, der vover os ned i det danske gym, så der er god plads. Alle ansatte i forsvaret skal en gang årligt bestå en fysisk test for at sikre et rimeligt niveau af kondition og styrke, og man er selv ansvarlig for at holde formen ved lige.

07.00. Et hurtigt bad og på med uniformen. Et kort smut på »kuffen« [KFUM’s soldatermission har et missions-»soldaterhjem«] til en halv kop kaffe og en snak med et par af soldaterne, som også sidder og vågner og kigger dagens første nyheder. 

07.45. Appel for de forskellige enheder, hvor chefen og/eller næstkommanderende gennemgår dagens program og kommer med fælles beskeder. Det giver et godt overblik over, hvor de forskellige grupper befinder sig i løbet af dagen. 

08.00. Morgenmad i DEFAC’en [Dining Facility], inden sygeplejersken og jeg går på MED CENTER, hvor vi har konsultationstid hver formiddag. Der er ingen tidsbestilling, og soldaterne kan derfor komme »dumpende«, hvis de har brug for en snak ­eller for at få kigget nærmere på noget. Da alle før missionsstart er helbredsgodkendt, er det som oftest småskavanker som udslæt, overbelastningsskader og luftvejssymptomer – så en slags »almen praksis light«. Vi har ­basalt udstyr og medicinpakning, så vi kan klare de fleste ting in-house. Ellers kan vi låne os frem eller få hjælp i lokalområdet.

Vi deler MED CENTER med hhv. briter og estere, så når der er ­roligt, mødes vi som regel til lidt hyggesnak, vender nogle af de patienter, vi har set, og ser på, hvad vores enheder hver især har på programmet. Vi forsøger også at mødes til sociale arrangementer et par gange om måne­den, da det også bidrager til det gode internationale samarbejde både på basen og på øvelserne.

11.30. Videoopkald med hærens kommandolæge derhjemme, hvor vi kort vender, hvordan det står til, ved behov konfererer vi om patienter eller snakker om praktiske problemstillinger, som skal tages op i den hjemlige struktur. 

12.00. Frokost i DEFAC’en. Afhængigt af tidspunktet kan der være lidt ventetid, da største­delen af basen spiser her. Maden er udmærket, om end lidt ensformig og med noget begrænset udvalg af frisk frugt/grønt i forhold til, hvad vi er vant til derhjemme.

13.00. Kollektiv taskepakning, så vi er klar til at tage på øvelse om et par dage. Det er en balancegang mellem, hvad der er need-to-have og nice-to-have, da der jo er begrænset med pakkeplads. Jeg er godt hjulpet af de kolleger, som har mere »grøn« erfaring og kender de gode trick til pakningen. Når vi er på øvelse, er jeg og sygeplejersken en del af forbinderpladsen, en pansret vogn beregnet til behandling og transport af sårede.

14.30. Jeg smutter på en gåtur på basen med et par kolleger, som hører til en anden enhed. Det ­giver god mulighed for at høre om de andres opgaver og lære hinanden at kende, mens man både bliver luftet og motioneret. De fleste i missionen er udsendt i seks måneder, mens jeg som læge kun er udsendt i tre måneder. Man når derfor at lære mange nye mennesker rimeligt godt at kende, da vi jo bor og arbej­der tæt sammen.

16.00. Møde i enheden, hvor der bliver evalueret på de sidste par ugers aktiviteter, og planen for de kommende uger gennemgås.  Mulig­hed for uddybende spørgsmål og input til programmet.

18.00. Aftensmad i DEFAC’en, som regel efterfulgt af en kop kaffe på »kuffen«. Lægetelefonen ringer, og jeg skal hen og se til en soldat, der ligger syg på stuen. Når vi bor så tæt, fylder potentiel smitte og risikovurdering en del, så flest muligt – helst alle – til alle tider er kampklar. Vi har haft et par tilfælde af COVID-19, og det fylder stadig en del i Estland i forhold til derhjemme.

Da vi kun er mig og en sygeplejerske som sundhedsfagligt personel, er det os, der skal rådgive ledelsen i sundhedsfaglige spørgsmål og evt. tale med vores internationale kolleger, hvis vi ser forhold, der kan påvirke helbredstilstanden på basen – eksempelvis dårlig håndhygiejne i de fælles faciliteter på basen.  

19.45. Aftensang på »kuffen« for dem, der har lyst, efterfulgt af kaffe/kage. Ofte ser vi en film eller tv sammen –hvis vi kan blive enige – alternativt kan man sidde med en bog, spille diverse brætspil, PS eller bare snakke med de forskellige kolleger fra diverse faggrupper, som man har under udsendelsen. Jeg er soldaternes læge, men vi bor også sammen, og nogle gange skal jeg lige kigge på en betændt storetå midt i aftenkaffen.

22.00. Jeg er landet på min køje, hvor jeg læser lidt og sender et par beskeder hjem. Vagttelefonen ligger altid inden for rækkevidde, da jeg jo er lægen. Heldigvis er det kun sjældent, at der er akut sygdom eller skader, men med mange mennesker og ­meget potentielt farligt udstyr og maski­neri er der altid en ­risiko. I aften er der dog roligt, så jeg sætter alarmen til i morgen og siger godnat til de andre på stuen. 1

Ovenstående er ikke specifikke patientbeskrivelser, da de er så få på basen, at det vil være genkendeligt. Anne Krogh Leensbak har i stedet eksemplificeret, hvilke problematikker hun ser. ­