05.40 Vækkeuret ringer. Op, i bad og afsted på cyklen. Det er tid til cykellygter nu.
07.00 Jeg møder på stationen sammen med redderne og det afgående vagthold. Vi får en kop kaffe og ser hinanden i øjnene. Der er noget social kapital i det.
Jeg føler mig rigtig godt tilpas i vagterne i det præhospitale. Der er en anden kultur hos redderne; en mere rå tone, som jeg trives med. Det er heldigvis ikke så råt som før i tiden, og i dag er det acceptabelt at sige fra, når det bliver for råt, ligesom det også er acceptabelt at sige, at en tur var hård, og at man har behov for at vende den med kollegerne bagefter. Det er vigtigt at prioritere. Den samme udvikling har vi heldigvis også haft inden for anæstesien.
07.30 Efter morgenkaffen tæller vi bilen og taskerne op, så vi er sikre på, at alt udstyr er klart og brugbart. Lægebilen bliver kun kaldt ud, hvis den sundhedsfaglige visitator på AMK [Akut Medicinsk Koordinering] har vurderet, at et 112-opkald kræver en A-kørsel. Jeg er som læge god til dem, der er rigtig syge, mens lægeassistenten, som er uddannet redder, er meget bedre til de knap så syge.
09.22 Dagens første kald. En praktiserende læge har ringet 112 fra et lokalt plejehjem, fordi en ældre kvindelig beboer er mere fjern i kontakten, end hun plejer at være. Da vi kommer derud, er hun stadig lidt fjern, men kan fint vækkes. Målinger af blodsukker og ketoner er normale, og da bilen fra FAM [Fælles Akutmodtagelse] når frem, overtager de behandlingen som en egentlig surrogatindlæggelse i hendes eget hjem på plejehjemmet. FAM-bilen i Odense sparer mange ældre skrøbelige plejehjemsbeboere for indlæggelse på en travl akutmodtagelse.
10.00 Kører en tur i Netto og på sygehusapoteket og henter medicin. Spiser frokost på stationen.
12.33 En yngre mand i kramper på sin arbejdsplads. Han har tidligere været i behandling for komplekse fokale kramper med sekundær generalisering, som han nu har igen. Han er ude af kramperne, da vi når frem, men han er postiktal og kan ikke huske noget fra anfaldet. Sendes med ambulance til FAM og udskrives senere med midlertidigt kørselsforbud.
14.40 Teenagepige med udbredt nældefeber og hævet tunge. Det er ikke kritisk, men jeg giver hende injektioner med antihistamin og binyrebarkhormon. Vi kan ikke finde en oplagt udløsende årsag. Det er lidt af et detektivarbejde, og hun bliver indlagt på børneafdelingen natten over. Hun får noget smertestillende den næste morgen, og tyve minutter efter har hun nældefeber igen. Så det smertestillende var den udløsende årsag. Hun havde også taget smertestillende dagen før, men der fik hun først den allergiske reaktion mange timer efter. Det er noget, vi ofte ser. Immunforsvaret bliver typisk primet første gang, og så kommer den allergiske reaktion meget hurtigere anden gang.
17.30 Spiser takeaway.
18.29 Dødfundet ældre medborger i eget hjem. Sidst set fire dage tidligere. Skriver ligblanket og krydser ligpletter og dødsstivhed af. Venter på politiet.
18.55 I bilen på vej tilbage starter jeg Teams op på telefonen og deltager i et fællesnordisk møde i SSAI [The Scandinavian Society for Anaesthesiology and Intensive Care Medicine]. Jeg gennemførte selv den toårige uddannelse i Critical Emergency Medicine sidste år og er nu med i styregruppen, der skal finde nye kandidater i de fem nordiske lande. Vi skal vælge 24 deltagere ud af 40 meget kvalificerede ansøgere.
19.00 Afbryder mødet efter fem minutter, fordi vi bliver kaldt ud til en midaldrende kvinde med migræne. Sønnen har ringet 112, fordi han ikke synes, at han kan komme ordentligt i kontakt med hende. Hun har det rigtig skidt, har meget ondt i hovedet og føler, at hun sveder, selv om hendes hud er kold. Jeg har selv migræne, kender symptomerne og har fuld forståelse for hende, men hun er klar og tror da heller ikke selv, at det er en hjerneblødning.
19.01 Da jeg er derude, bliver jeg kaldt ud til en selvmordstruet og til en person med kramper. Jeg skal vælge, om jeg prioriterer migrænen, den selvmordstruede eller kramperne. På vej ud til den selvmordstruede får vi besked om, at redderne i ambulancen og politiet har styr på det og ikke har brug for lægeassistance, og vi kører i stedet ud til ham med kramperne. Men redderne i ambulancen er først fremme og har styr på det. Afmeldt igen.
Vi bliver kaldt ud til en del, hvor ambulancen er kommet først, og det viser sig, at redderne kan klare det uden læge. Derfor er der en del afmeldinger. Det er et finmasket net, som sikrer, at vi ikke overser noget potentielt alvorligt.
19.30 Tilbage på stationen; fortsætter SSAI-mødet.
20.50 Udkald til knivstikkeri. Politiet er der. Det er heldigvis ret overfladisk og ikke så alvorligt. Han er nærmere blevet snittet end stukket.
21.05 Mens vi er der, bliver vi kaldt ud til insulinchok hos ældre herre. Hustruen har ringet 112, da hun kommer hjem og finder ham bevidstløs i sengen. Han er velkendt i tjenesten og har endnu engang taget for meget insulin uden at spise noget. Vi giver ham sukker i drop, og lige så snart han kommer til sig selv, står hustruen klar med smurte madder og proteindrik. Hun har også prøvet det før. Som de andre gange vil han heller ikke denne gang med på sygehuset – trods flere opfordringer.
23.17 Endnu et kald. Så tilbage og i seng.
00.56 Vi når lige at vende os i sengen og er så småt ved at falde hen, da vi bliver kaldt ud til en lille pige med pseudocroup. Hun har dagen før fået fjernet mandler og fik et lignende anfald, da hun vågnede af anæstesien. Hun er træt og sidder og hænger lidt. Vi giver hende inhalationer med budesonid. Hun bliver indlagt til observation, og vi kører tilbage og prøver at få sovet lidt.
06.15 Vækkeuret ringer.
07.00 Overlevering til næste hold, afleverer radioer og nøgler og cykler hjem. Børnene er taget i skole, og min kone er af sted på arbejde. Jeg sover sjældent så godt på vagter, som jeg gør hjemme, så en lille formiddagslur trækker.
Fakta
