»Jeg var lige ved at få tårer i øjnene over, hvor dumt det var«

Det var under et møde i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, at bægeret var tæt på at flyde over. Sundhedsstyrelsen med direktør Søren Brostrøm i spidsen afviste at skrue tilstrækkeligt op for dimensioneringen af uddannelsesstillinger i almen medicin. Lægemanglen lurede forude, men styrelsen holdt fast i sine fremskrivninger og tilbød kun en brøkdel af de nødvendige stillinger.

»Jeg var lige ved at få tårer i øjnene over, hvor dumt det var. Jeg sagde til Søren Brostrøm, at vi var nødt til at skrue op, fordi lægemanglen ville blive enorm. Men Sundhedsstyrelsen ville ganske enkelt ikke«, erindrer Gunver Lillevang.

Dramatikken nåede et højdepunkt, da styrelsens direktør opfordrede hende til ikke at piske en stemning op.

»Han sagde til mig, at jeg ikke skulle kravle op i et træ. Men jeg svarede, at jeg overhovedet ikke kravlede op i noget træ. Det var bare simpelthen så dumt, at man ikke reagerede i tide«.

Anekdoten indfanger kernen i Gunver Lillevangs virke: Hvis noget vigtigt trænger til at blive gjort, forsøger hun at gøre noget ved det. Der har hun for eksempel gjort ved helt på egen hånd og uden forhåndskendskab at skrive mails til samtlige folketingsmedlemmer, da overenskomsten for almen praksis blev opsagt tilbage i 2013. Og i tilfældet med Søren Brostrøm? Ja, der tog hun vejen gennem Folketinget og skiftende sundhedsministre, så Sundhedsstyrelsen til sidste bøjede sig.

Nu hædres den 57-årige praktiserende læge fra Roskilde for sine mange kampe for almen praksis. Gunver Lillevang modtager Mahlerprisen for sit arbejde for faget og uddannelsen gennem mere end 20 år. Reform af speciallægeuddannelsen, arbejdet med målbeskrivelsen, politisk fokus på rekruttering og lægedækning samt brobygning internt i et splittet almen praksis er blandt højdepunkterne.

Mentalt Stratego-spil

Beder man Gunver Lillevang se tilbage på sine mange fagpolitiske kampe, fornemmer man hos hende en forundring over, hvor meget det har vist sig muligt at flytte. Hun kalder sig selv »ikke en helt gennemsnitlig« lægepolitiker.

Hun arbejder ikke bevidst strategisk, men må også erkende, at hun nok er strategisk tænkende uden at have tænkt over det.

»Jeg har et mentalt Stratego-spil med 3.000 brikker, og så holder jeg øje med, hvornår jeg kan flytte en brik, eller hvornår der åbner sig en dør«, forklarer hun.

En af dem var under en drøftelse med daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V). Dimensioneringen på hoveduddannelsesstillingerne var kommet på plads, men Gunver Lillevang havde opdaget en kritisk flaskehals: Antallet af introstillinger fulgte ikke med, hvilket ville bremse fødekæden til specialet.

»Jeg sagde til hende: 'Det er superfedt, at dimensioneringen nu passer. Men hvis du ikke skruer op for antallet af introstillinger, får du dem aldrig besat'. Et døgn efter fik jeg besked om, at der blev skruet op. Det var 160 ekstra stillinger over natten«, fortæller Gunver Lillevang.

Politiker stillede spørgsmål

Man skal ikke tale længe med Gunver Lillevang for at opdage, hvad hendes superkraft er: Relationsdannelse. På Christiansborg har hendes evne til at skabe alliancepartnere – også uventede for hende selv - skabt mærkbare resultater. Under en behandling af sundhedsloven i Folketingssalen fulgte hun med på Folketings-tv hjemme fra praksis, mens ministeren svarede på spørgsmål.

»Jeg skrev til Lise-Lott Blixt på Messenger: 'Hallo, nogen burde altså spørge ministeren om det her'. Fem minutter efter rejste hun sig op i Folketingssalen og stillede mit spørgsmål direkte til ministeren næsten ordret. Det var fantastisk at opleve«, fortæller Gunver Lillevang.

Men hendes tilgang til mennesker har også sat aftryk internt i almen praksis. Under krisen i 2013 trådte Gunver Lillevang til som samlende figur. Hun stillede op til PLO’s repræsentantskab på tre klare mærkesager: Skaffe flere praktiserende læger via ændret dimensionering, genfinde og formulere fagets kernefortælling og -værdier samt gøde fællesskabet internt blandt praktiserende læger.

»Vi var ved at splitte over i to halvdele. Jeg gik til valg på at forsøge at være brobygger, for vi bliver nødt til at være på samme hold«, husker hun om den svære tid i specialet.

Missionen lykkedes. For Gunver Lillevang står perioden som et bevis på, at dialog kan forandre det meste.

Tvang forvandlet til pligt

En anden af hendes sejre var, da almen praksis blev mødt af politiske krav om ’tjenestepligt’, som skulle tvinge yngre læger ud i yderområderne. Her satte Gunver Lillevang sig ned med den daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og forklarede, at tvang ville ødelægge rekrutteringen og skade fagets omdømme uden at hjælpe patienterne. Tjenestepligten – eller ’praksistvangen’ - blev droppet, men politikerne krævede stadig en form for ’pligt’, så her greb Gunver Lillevang chancen og fik flettet et 15 år gammelt almenmedicinsk ønske ind i aftalen: At omlægge hoveduddannelsen og øge tiden i almen praksis fra to til to et halvt år. Resultatet blev døbt ’praksispligt’ og flyttede hundreder af uddannelseslægers årsværk ud i praksis.

»En af de sjoveste lobbygevinster, jeg har opnået«, siger Gunver Lillevang.

»Pludselig fik vi det, som vi i årevis fagligt have ønsket, i stedet for noget, der ellers var rigtig giftigt«, smiler hun.

Vander andre mennesker

Gunver Lillevangs engagement stammer hendes livssyn, fortæller hun. Når hun ser på tværs af det, hun gør, er overskriften den samme.

»Mit motto handler om at forsøge at vande andre mennesker. Det er det, jeg bruger min energi på«, forklarer hun.

Filosofien har dybe rødder i hendes liv og fritidsliv. Gunver Lillevang fejrer i år sit 50-års spejderjubilæum. Spejderbevægelsen har været med til at forme hendes syn på ledelse, fællesskab og samfundspligt fra en ung alder.

»Hele fidusen ved at være spejder går ud på at tage ansvar for sig selv, for andre og i samfundet. Mit mangeårige arbejde med uddannelse af spejderledere står på et stærkt fundament af værdibaseret ledelse. Det handler om at skabe grobund for, at andre mennesker kan udvikle sig og blomstre«, fortæller hun.

Maraton – ikke sprint

Det er også dét, der driver hende som praktiserende læge i klinikken Lægerne ved Røde Port i Roskilde.

»Det er her, jeg er tæt på patienternes hverdag. I konsultationen handler det om empowerment – at lytte til patienterne og hjælpe dem med at leve det bedst mulige liv, når tilværelsen slår krøller«, siger hun.

Erfaringerne fra klinikken tager hun med ind i det politiske, hvor der stadig er rigeligt at kæmpe for: Forsat fokus på den almenmedicinske kerneopgave og beskyttelsen af almen praksis mod opgaveglidning fra sygehusene uden medfølgende ressourcer samt styrkelsen af trivsel og det kollegiale fællesskab i almen praksis.

Hendes engagement kommer dog ikke uden en pris. Svimlende arbejdstimer, fravalg i privatlivet og personlige omkostninger følger med, bekræfter hun.

»Det har kostet blod, sved og migræne. Jeg er ret ansvarsfuldt anlagt, og når jeg bliver dynget til med vigtige opgaver, kan jeg komme til at prioritere andres behov så højt, at jeg glemmer mig selv. Så siger kroppen fra«, fortæller hun.

Batterierne lader hun op i sit familieliv, spejderliv, og med en bevidst prioritering af hverdagsglæden. På en plakat på væggen i hendes hjem står der nogle kloge ord om ’happiness’. Hun peger på plakaten:

»Den minder mig om, at glæden ikke er et mål, man når engang i fremtiden, men en måde at leve på hver eneste dag. Glæde er utrolig vigtigt for mig«, fortæller hun.

Døre åbner sig

Glæden er også vigtigt at huske, fordi Gunver Lillevang har erfaret, at fagpolitisk arbejde aldrig er et hurtigt sprint, men en langvarig udholdenhedssport.

»Mine kampe har alle været maratoner. Man kan sjældent fixe noget på et eller to år. Det tager tid at overbevise andre og flytte brikkerne«, siger hun.

Til unge læger, der overvejer at gå ind i det fagpolitiske arbejde, har hun et råd, der lyder som den korte bane. Men det fører til den lange.

»Start i det små. Glæd dig over en samtale eller et like på dit opslag på sociale medier. Start med det lille skridt, og så ved man aldrig, hvornår en dør åbner sig«, siger hun.

At døren til Mahlerprisen skulle åbne sig, havde hun for eksempel ikke set komme. Men anerkendelsen vækker både glæde og taknemmelighed hos hende.

»Det er den fineste anerkendelse, man overhovedet kan få, fordi den kommer fra egne kolleger. Jeg er enormt glad for, at mine kolleger anerkender det arbejde, jeg har lagt i vores speciale«, siger hun.