Jeg var for meget...

JOURNAL

Navn: Jørgen Lange Thomsen

Alder: 59 år

Bopæl: I en 350-kvadratmeter villa i Odense centrum.

Familie: Gift med Susanne Larsen, der er afdelingslæge på onkologisk afdeling, Odense Universitets hospital. Har otte børn, heraf fire fra tre tidligere forhold. Snefrid, halvandet år, Linnea 10 år, Amelie 12 år, Cæcilie 14 år, David 17 år, Jens 22 år, Elsebeth 27 år, Anders 32 år.

Titel: Professor ved Institut for Retsmedicin, Syddansk Universitet, Odense.

Uddannelse: Lægevidenskabelig kandidateksamen ved Københavns Universitet. Speciallæge i patologisk anatomi og cytologi. Engelsk specialistanerkendelse i retsmedicin.

Karriere: Medicinsk afdeling, Sundby Hospital ('70). Kirurgisk afdeling, St. Elisabeth Hospital ('72). Adjunkt, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet ('72). Patologisk Anatomi, Bispebjerg Hospital ('76). »Lecturer«, The London Hospital Medical College, department of forensic medicine ('78), Patologisk Afdeling, Hvidovre Hospital ('79). Patologisk Institut, Frederiksberg Hospital ('80). Lektor, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet ('82). Institutleder ved Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universiet, Odense ('92). Professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet ('96).

Har i en årrække været med i Amnesty Internationals lægegruppe, hvilket har bragt ham rundt til en lang række lande verden over.

Har skrevet bogen »En retsmediciner fortæller«, 2002.

Interesser: Litteratur. Især digte. Fx: Lord Byron, Emil Aarestrup og Sophus Claussen.

Han står under lysekronen i hallen og spejder op ad den snoede trappe. På armen sidder Snefrid og kigger samme vej som sin far.

Hun må vide, hvad der skal til at ske. For hun sidder altid på fars arm. Men hun bliver tilsyneladende siddende helt rolig.

Så skyder Jørgen Lange Thomsen underkæben frem, spænder sin læbe og puster hårdt. Det øredøvende pift drøner rundt i det store majestætiske hus nær Odense centrum.

»Så er der mad«, råber han stadig spejdende op ad trappen. Der bliver helt stille.

Snefrid sidder fuldstændig uberørt. Nu drejer hun hovedet mod faren. Jørgen Lange Thomsen kigger ned mod Snefrid og ser mildt ind i de klare blå øjne. Så næsten hvisker han: »Vi skal spise«.

Der findes mindst ni ting, som Jørgen Lange Thomsen elsker højt: Sine otte børn og sit job.

»Jeg føler altid, jeg har været det, jeg skulle være over for mine børn. Det har jeg ikke været over for mine koner. Jeg har ikke været nogen særlig god mand, tror jeg. Men jeg har altid været der for børnene«, siger han.

Også denne eftermiddag. Som så ofte før har Jørgen Lange Thomsen forladt sit kontor ved 15-tiden for at hente datteren i vuggestuen. Når børnene skal lægges i seng, tager han tilbage på kontoret for at gøre arbejdet færdig.

Tre piger på 14 år, 12 år og 10 år kommer ned ad trappen og slår sig ned om det lange spisebord.

Jørgen Lange Thomsen har også fire ældre børn. Med tre andre kvinder. Det ene barn bor hos moren, og de andre er flyttet hjemmefra.

Alt det ved man efter en aften i selskab med retsmedicineren.

Røg på en trisse

Jørgen var selv et usædvanlig kvikt barn. Det havde Jørgens klasselærer fortalt forældrene flere gange. Og i sommerferien mellem femte og sjette klasse kom klasselæreren på besøg i familiens lille lejlighed i Københavns nordvestkvarter. Læreren havde et forslag: »Jeg synes, Jørgen skal på Sorø Akademi.«

Jørgens mor var stolt af sin dreng og havde desuden andre børn at tage sig af. Så kort efter var Jørgen til optagelsesprøve på kostskolen. Han kom ind, og i sjette klasse var lille Jørgen flyttet hjemmefra.

Det var tidligt. Men Jørgen Lange Thomsen husker det blot som »meget bedre end at være derhjemme«.

Barndomshjemmet er et af de få områder, som den høje retsmediciner ikke har lyst til at gå i detaljer med. »Det bliver lidt for meget«, siger han.

Jørgen boede i en lille toværelses lejlighed med sine fire yngre søskende og sin mor. Faren, som var ufaglært og arbejdsløs, var flyttet, da Jørgen var otte. Moren var sygehjælper og arbejdede ude. Ikke sjældent blev hun væk til langt ud på natten.

Det bekymrede Jørgen. Han elskede sin mor højt, og var bange for, at hun var bortført.

»Jeg forestillede mig, at jeg skulle ud og finde hende«.

Senere fandt han ud af, at hun ikke var bortført. Men formodentlig på værtshus, mens Jørgen og hans søskende ventede i hjemmet. Når moren kom hjem ud på natten, havde hun ofte en mand med.

Moren havde ikke mange penge. Derfor sendte hun af og til børnene ud på gaden for at samle cigaretskod op. Hun havde et lille trick med at putte cigaretskod ind i en trisse til sytråd. Så sugede hun på trissen, som et cigaretrør.

Der var heller ikke meget mad i hjemmet. Derfor var Jørgen radmager, da han startede på Sorø Akademi i sjette klasse.

Faktisk var han så tynd, at han blev sendt op på det lokale sygehus for at få ekstra rationer af blandt andet kakao og æg.

Driller naboerne

Middagen er spist og pigerne er forsvundet op på førstesalen igen. Jørgen Lange Thomsens kone, Susanne, som er afdelingslæge ved Odense Universitetshospital, har stået for madlavningen. Nu hjælper Jørgen Lange Thomsen med at rydde op. Så godt man nu kan, når man samtidig skal have Snefrid på armen.

Ude i køkkenet er der ét stort vindue. Det giver frit udsyn til naboen, Adventkirken. Kun fem meter fra køkkenhåndvasken bor de kristne mennesker, der tror på Kristi snarlige genkomst og lægger stor vægt på puritansk og sund levevis.

Jørgen Lange Thomsen ser lumsk over på kirkebygningen, hvor man kan se skikkelser i vinduerne.

»Nogle aftener står jeg herude og tager en flaske«. Jørgen Lange Thomsen stiller sig i profil til vinduet og løfter en usynlig flaske mod munden.

»Hæhæ«, griner han svagt.

Den er god nok. Professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet, Jørgen Lange Thomsen, står i køkkenvinduet og drikker øl, for at drille de troende naboer.

»Det har vel noget med frihedstrang at gøre. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal«.

Det har naboerne nu heller aldrig gjort. Men det holder ikke Jørgen tilbage. Og det har det aldrig gjort.

»Drilleri er til syvende og sidst en frihedstrang. Jeg har prøvet at analysere det, fordi jeg selv har været meget drillende. Man vil overskride nogle grænser. Man vil gøre, som man vil. Det er sådan, jeg opfatter det hos mig selv«.

Udenfor

Jørgen var glad for at gå på Sorø Akademi.

»Jeg fik regelmæssigt ma d og rent tøj. Nogle interesserede sig for, om jeg var der eller ej. Der var skrappe regler. Hårde straffe. Det trivedes jeg med. Og jeg var dygtig. Så jeg havde det godt«.

Mærkelig nok. For Jørgen mærkede også for første gang i sit liv, hvordan hans facon kostede tæsk. Både verbalt og fysisk.

»Jeg har en medfødt trang til at hævde mig. Jeg fik mange bank på den regning. Jeg er en kværulant. Jeg driller. Er altid modsat«.

Hvert år blev der delt flidspræmier ud på Sorø Akademi. Det var som regel eleven med de højeste karakterer i hver klasse, der fik flidspræmien. Jørgen fik de bedste karakterer i sin klasse. Men aldrig nogen flidspræmie.

»Lærerne syntes også, at jeg var for meget«.

Efter bestået studentereksamen valgte Jørgen medicinstudiet. Ikke for at frelse verden. Men snarere fordi læger tjener gode penge.

»Jeg kunne i øvrigt heller ikke se nogen alternativer. Jeg havde ikke selvtillid til at søge ind på universitetet. Jeg skulle ikke være ingeniør, teknik var jeg ikke interesseret i. Jeg har heller ikke talent for noget som helst praktisk. Så var der lægestudiet. Det var mere interessant. Også fordi der er noget mytisk ved læger. Jeg havde indtrykket af, at de vidste noget om livet. Noget som jeg ikke vidste.«

Medicinstudiet gav aldrig Jørgen Lange Thomsen den indsigt i tilværelsen, som han havde håbet. Til gengæld indså han, at han var anderledes.

»Jeg følte mig socialt mindreværdig med alle de der kloge, veltilpassede og afslappede mennesker, der havde den der trygge baggrund. Jeg følte hele tiden, at jeg skulle være bedre end de andre for at blive accepteret.

Jeg tror ikke, at der var nogen, der kunne se forskel. Det følte jeg bare. Jeg følte, de havde en viden og en erfaring. Der var en maskepi - næsten en konspiration. Der var noget, jeg var udenfor. Det er lige på grænsen til det paranoide. Men det var grunden til, at jeg skulle råbe lidt ekstra højt for at blive hørt og accepteret. Jeg har derfor været frygtelig at have med at gøre. Det tror jeg virkelig«.

»Det hele er facader«

Den 59-årige professor parkerer familiens Kia med syv sæder uden for Winsløvparken. Det er navnet på den medicinske del af Syddansk Universitet, der er placeret i tilknytning til Odense Uni-versitetshospital.

Klokken er lidt over otte, da Jørgen Lange Thomsen kører sit kort igennem låsen ved Retsmedicinsk Institut. Lidt senere end normalt.

Han henter noget post, blandt andet nogle kapitler til en ny lærebog i retsmedicin. Han skal selv skrive nogle kapitler, og nu har han fået et par kapitler fra en kollega til gennemlæsning. »Det var godt«, mumler han, mens han går ned ad den tomme gang.

Kontoret virker ikke stort. Der er lavt til loftet, og reoler i begge ender. Desuden står der både sofa, mødebord og skrivebord i rummet. På den ene væg hænger billeder af børnene og på en anden væg tegninger, som børnene har lavet. Han sætter sig ved skrivebordet, som næsten er ryddet. Professoren kan ikke lide at have udeståender. Han kigger alvorligt frem for sig.

»Jeg elsker mit arbejde højt.«

Han læner sig ind over bordet.

»Retsmedicinen passer til mig. Det at komme bag virkeligheden. At være sandhedssøgende«.

Han kalder sig selv skizotym. Han tror på, at der er en virkelighed bag den virkelighed, vi går og ser. Også hvad angår mennesker.

»Det hele er facader«.

Den opfattelse er aftaget en del med årene, men hans mistro til verden omkring ham lever stadig. Jørgen Lange Thomsen opfatter sit arbejde som en nedbrydning af facader. Det handler om at komme bag virkeligheden.

»Vi skal ned til the real thing. Vi ser mennesker, hvor de er, som de er. Det er stærkt stimulerende«.

Et besværligt karriereforløb

I virkeligheden var det et tilfælde, at Jørgen Lange Thomsen blev retsmediciner, som vel at mærke ikke kun består i at obducere lig. Men også i at undersøge personer, der har været udsat for voldtægt eller impliceret i en ulykke.

Kort efter at Jørgen havde knoklet sig gennem medicinstudiet, blev hans kone gravid. Den 26-årige Jørgen tænkte, at han ville søge en forskningsstilling for at få tid til sin søn og få tid til at forske.

Den anden opslåede forskerstilling fik han. Det var på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Arbejdet var spændende, men det skulle vise sig, at nissen fra Sorø Akademi og medicinstudiet var fulgt med.

»Jeg var både forfængelig og ambitiøs. Ingen måtte være bedre end mig«, konstaterer Jørgen Lange Thomsen med en lethed, som slet ikke måler sig med erkendelsen.

»I lægefaget skal man helst lade de gamle tro, at man synes, at de er fantastiske. Selv om man ikke synes det. Og det har jeg altid haft det utrolig svært med. Jeg har altid haft det svært med au-toriteter. Og hvis jeg bliver gal eller føler mig truet - om det har været rektor, overlæger eller hvad det nu var - så har jeg bare sagt min mening. Jeg var bare for meget simpelthen. Derfor har jeg haft et meget besværligt karriereforløb«.

Jørgen Lange Thomsen har præsteret at smide en stak papirer i hovedet på en overlæge.

»Han truede med at ville ødelægge min karriere«.

En anden overlæge sagde, at han ville gøre, hvad han kunne for, at Jørgen Lange Thomsen aldrig blev til noget.

Professoren løfter øjenbrynene, så de trækker sig sammen. Som to udråbstegn mod himlen.

»Vi stod og obducerede. Jeg havde virkelig ikke generet nogen ... ikke mig bekendt«.

For en sjælden gang skyld er der en lille tøven i den store stemme.

»Jeg har fået den reaktion op gennem mit voksenliv adskillige gange. Jeg har været for meget. Og det ved jeg, at jeg har været. Pågående og selvhævdende. Demonstreret at jeg syntes, jeg var fantastisk. Og jeg har aldrig bedt nogen om hjælp. Det skal man gøre. Jeg har altid syntes, at det måtte jeg hellere selv klare. Jeg tror, det var det, han har følt sig truet af«.

Mindreværd og menneskefjern

Jørgen Lange Thomsen har siddet på sit kontor og talt en times tid. Der er noget forkert ved det hele. Han har gentaget, at han er selvhævdende og »for meget«. Men den hudløse erkendelse bliver ikke fulgt op af nogen udglatning eller retfærdiggørelse. Hvordan kan det så være rigtigt?

»Jamen, jeg har arbejdet meget med mig selv for at forstå mig selv. Nogen gør det tidligere end andre. For mig var det en ret sen erkendelse. Jeg begyndte i 40-års-alderen med at analysere mig selv. Hvorfor gjorde jeg sådan? Hvorfor tænkte jeg sådan? Jeg er så kommet til den erkendelse, som jeg nu har gjort rede for, og så er jeg også kommet til den erkendelse, at jeg ikke gider besmykke mig selv mere. Jeg vil hellere være vellidt end hadet. Men jeg prøver ikke at skjule mine dårlige sider. Jeg prøver at arbejde med dem, så jeg kan få dem væk. Derfor taler jeg også åbent om dem«.

Jørgen Lange Thomsen ser frem for sig. Øjnene slår ud til den ene side. Flere gange. Ikke i nogen bestemt rytme. Men pludseligt og i voldsomme ryk.

Det er nystagmus, som Jørgen Lange Thomsen er født med.

Professoren er også tilbøjelig til at tro, at hans kantede og til tider provokerende facon til dels er medfødt. Arvet efter faren.

»Han ville altid være den bedste.« Og måske lidt efter moren, som på trods af sine mange mænd var »reserveret og lidt overlegen«.

En tredje årsag er den fattige og barske opvækst.

»Jeg har nok altid troet, at andre kunne se, at jeg kom fra det rene lort, ik'? Og var anderledes end dem. Det gik jeg og troede. Det kunne de jo ikke. Det ved jeg nu. Men det troede jeg altid. Og derfor skulle jeg gøre noget ekstra. Jeg skulle hævde mig«.

Alle er ens

En anden brik til forståelsen af Jørgen Lange Thomsen er hans menneskesyn. Den 59-årige retsmediciner har i mange år ikke brudt sig om andre mennesker. Han tror, at alle er udstyret med en falsk facade. Bag denne findes en anden virkelighed. Tidligere troede han, at der var noget selvtilstrækkeligt inde bagved. »En fornemmelse af, at hvis man kom i en kritisk situation, så kunne man ikke stole på den person«.

Sådan er det ikke mere. I dag møder han ikke andre mennesker med skepsis. Og han er heller ikke så drillende eller selvhævdende mere, mener han.

Underligt nok hjalp det at blive retsmediciner.

»Ja, det er jo paradoksalt, for i retsmedicinen ser man netop folk slå hinanden ihjel. Men man ser også afskedsbrevene, hvor folk rørende og smukt beskriver, hvorfor de nu er døde. Så hænger der en seddel på døren, hvor der står: ,Nu skal du ikke blive forskrækket, når du kommer ind. Jeg hænger her`. Det er smukt, ikke?«

Klokken er snart halvti, og stilheden bliver pludselig larmende. En næsten uhørlig pibetone kommer fra et ubestemmeligt sted på kontoret og arbejder sig ind i øregangene. Døren står åben ud til korridoren på det retsmedicinske institut. Af og til får vinden en metalplade til at klapre.

»De ulyksalige drab, som jo netop ofte er mellem elskende. Hvor de elsker så meget, og så går det galt«.

Jørgen Lange Thomsen stopper et øjeblik og kigger indtrængende frem.

»Jeg er med til at afdække et lag, som vi allesammen er omgivet af. Et lag af virkelighed. Når det er væk, så kommer det menneskelige frem. Og jeg har opdaget, at vi allesammen er ens. Mødet med alle de mennesker, eller skæbner, har hjulpet mig til at blive klogere på mig selv og til at holde af mennesker«.

Det hjalp også at blive professor. I 1996 fik Jørgen Lange Thomen titlen efter 24 år i retsmedicin.

Et smil trænger sig på. Så giver han efter og griner et kort, dybt »høhø« og slår ud med hænderne:

»Folk synes, jeg er dygtig, fordi jeg er professor. Så behøver jeg ikke at hævde mig selv mere. Der er ikke så meget at bevise mere«.