»Jeg var meget i tvivl om, hvilken slags læge jeg ville være«

Hvornår vidste du, at du ville forske?

»Da jeg var ved at være færdig med min introstilling i almen medicin, var jeg meget i tvivl om, hvilken slags læge jeg ville være: gastroenterolog, klinisk farmakolog eller praktiserende læge. Mit store forbehold ved en fremtid i praksis var, at man ikke rigtig opnår den her snævre ekspertviden, hvor man kan blive en af Danmarks bedste til et eller andet. Samtidig har jeg et meget stærkt nørdegen.

Men for mig blev forskningen en unik mulighed for at kombinere en rolle som generalist i almen praksis med mit ønske om at være specialist. Det har jeg ikke fortrudt. Jeg har flere gange oplevet, at mit kliniske arbejde i praksis rejser en masse spørgsmål, som jeg savner svar på i litteraturen; her kan forskningen hjælpe mig med at finde de svar, jeg søger – samtidig med at jeg tilfredsstiller min nysgerrighed. Jeg er også blevet enormt tiltrukket af den stærke tværfaglige tilgang i de almenmedicinske forskningsmiljøer, hvor vi, der har lægefaglig baggrund, arbejder sammen med bl.a. antropologer og folkesundhedsvidenskaber, som kan give os indsigt i andre aspekter af almen medicin«.

Hvilket øjeblik i din karriere har haft den største betydning for dit arbejdsliv?

»Det var et klinikophold i begyndelsen af kandidatdelen på medicinstudiet hos en meget erfaren praktiserende landlæge på det sydvestlige Fyn. Det imponerede mig, at han på samme tid havde en stor og bred klinisk viden og en meget individualiseret tilgang til hver enkelt patient. Det var et vendepunkt for mig og inspirerede mig til for første gang til at kunne se mig selv i rollen som praktiserende læge.

Hvad er det ved almen medicin, der tiltrækker dig fagligt?

»Almen medicin kombinerer meget brede kliniske problemstillinger med en patientcentreret tilgang og en stærk kontinuitet. Man møder de samme patienter igen og igen og opbygger som patientens læge en relation, som man kan bruge i sit kliniske arbejde. Jeg er også fascineret af, at vi i almen praksis møder en stor kompleksitet og ser mange patienter med uspecifikke symptomer. Vi har ofte en høj grad af diagnostisk usikkerhed og er nødt til at træffe beslutninger på baggrund af begrænset information. Det er både spændende og udfordrende«.

Hvad har optaget dig mest forskningsmæssigt?

»I almen medicin forsker man inden for et bredt felt, som involverer alle mulige sygdomme og problemstillinger. Min forskning har ført mig ad forskellige veje, men noget af det, jeg især har haft fokus på, er gastrointestinale symptomer og behandling samt kræftudredning i almen praksis. Jeg har også forsket i lægesøgningsadfærd, hvor jeg har prøvet at se på, hvad der kan påvirke patienters lægesøgningsadfærd«.

Hvad er det største videnskabelige gennembrud inden for dit speciale i den tid, du har været læge?

»Digitaliseringen og adgangen til de store befolkningsbaserede registre. Det har jo revolutioneret forskningen, især nu hvor der også er adgang til data fra almen praksis. Nu kan vi følge patientforløb over mange år og koble informationer på tværs af sektorerne. Det gør det muligt for os at se konsekvenserne af de kliniske beslutninger, vi træffer, og det giver os bedre muligheder for at forstå sygdomsudvikling og prognose«.

Hvad er den største myte eller misforståelse om dit speciale?

»Det er klassikeren med, at almen medicin er enklere og nemmere end de øvrige specialer. Det er mest i befolkningen, at jeg af og til møder den opfattelse. Blandt kolleger oplever jeg derimod, at praktiserende læger nyder stor respekt. Læger kan godt gennemskue, at vi i almen praksis arbejder med uklare symptomer, patienter med flere samtidige problemer og en høj grad af diagnostisk usikkerhed. Det kræver en meget bred medicinsk viden, kombineret med evnen til at træffe beslutninger på et ofte ufuldstændigt grundlag«.

Hvilket spørgsmål inden for dit speciale ser du allerhelst, at man realistisk set finder et svar på?

»Mit speciale er jo bredt, og det er da heller ikke nogen enkeltsygdom, jeg lige tænker på. Det, jeg er mest optaget af lige nu, er alt det, der – på godt og ondt – foregår omkring almen praksis i forbindelse med sundhedsreformen. Det er vigtigt, at vi får svar på, hvordan vi udvikler og organiserer almen praksis på en bæredygtig måde, så de praktiserende læger kan udfylde en endnu mere central plads i sundhedsvæsenet og fortsat være fagligt velfungerende med en høj behandlingskvalitet og nogle fornuftige arbejdsvilkår«.

Hvad er den største forskel på dit speciale, fra du startede, til i dag?

»Patienterne bliver ældre, og de har flere forskellige sygdomme, som vi bliver bedre til at behandle. Den udvikling ser vi, samtidig med at sundhedsvæsenet bliver specialiseret, og der bliver lagt flere opgaver fra sygehusene ud til praksis. Det stiller større krav til de praktiserende læger, men har jo også gjort almen praksis endnu vigtigere som tovholder for patienterne.

Hvordan ser du dit speciale udvikle sig i de næste ti år?

»Jeg forventer, at ny teknologi som kunstig intelligens og avancerede dataanalyser kommer til at spille en større rolle i den diagnostiske støtte og risikovurdering, når vi sidder med patienterne i almen praksis. Jeg tror også, vi vil få langt mere avanceret diagnostisk udstyr i almen praksis, end vi har i dag. Det gør ikke læge-patient-relationen mindre vigtig. Tværtimod. For jo mere teknologi vi får, des større bliver behovet for, at vi som læger kan tolke informationerne og sætte dem ind i en menneskelig og klinisk sammenhæng for patienten«.

Hvilken videnskabelig artikel ville du ønske, at du havde været med til at skrive?

»Det er det danske registerstudie i New England Journal of Medicine fra 2002, som fandt, at der ikke er nogen sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme. Resultaterne har i høj grad været meget brugbare for os i almen praksis, når forældre har været i tvivl og tøvet med at lade deres børn vaccinere. MFR-studiet er et virkelig godt eksempel på, at registerbaseret epidemiologisk forskning kan få en kæmpestor betydning for folkesundheden«.