Skip to main content

Jeg vidste faktisk ikke, at her er så dejligt

Fynsk brunsviger, hestevogne og Carl Nielsens barndomshjem. Unge lægefamilier fra Odense Universitetshospital var en søndag på landet. Formålet var at få dem til at flytte til landsbyerne syd for det kommende nye hospital.

Der er ikke langt til noget som helst fra de små hyggelige bysamfund lige syd for Odense. Men her er solskin, plads og frisk landluft! Og det var det, arrangørerne ville gøre de unge lægefamilier opmærksomme på.
Der er ikke langt til noget som helst fra de små hyggelige bysamfund lige syd for Odense. Men her er solskin, plads og frisk landluft! Og det var det, arrangørerne ville gøre de unge lægefamilier opmærksomme på.

Kirsten Winding, winding@kirstenwinding.dk

16. sep. 2013
3 min.

landligt  Der var hygge og udflugtsstemning lige fra morgenstunden, da de 53 tilmeldte børn og voksne blev hentet i bus på Kløvervænget, hvor de bor i de boliger, der tilbydes til unge læger under uddannelse på Odense Universitetshospital, OUH.

Allerede i bussen begyndte arrangørerne at dryppe informationer om det attraktive landsbyområde, der ligger kun ni kilometer syd for det kommende nye OUH. Her koster både byggegrunde og huse omkring en tredjedel af villaerne i Hunderupkvarteret tæt på det nuværende OUH. Men afstanden til det nye OUH bliver omtrent den samme.

»Det er simpelthen oplagt for os at gøre de unge læger opmærksomme på de fordele, der kan være for dem ved at flytte herud«, forklarer Johanne Holten, der er udviklingskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kvadratmeterprisen taler sit eget tydelige sprog: I Hunderup er den 29.000 og i Årslev 12.000 kr.

Gruppen af unge lægefamilier, der bor i lægeboligerne ved OUH, er en ekstra oplagt målgruppe for de hyggelige små lokalsamfund som Årslev – Sdr. Nærå og Nr. Lyndelse – Nr. Søby. De unge læger skal nemlig flytte ud af deres lejligheder, når de afslutter deres uddannelse.

»Det nye OUH bygges lige midt imellem landsbyerne og det gamle OUH, så kommunen må bare lave denne charmeoffensiv. Hvordan skulle de unge lægefamilier ellers opdage, hvor dejligt og familievenligt der er her«, spørger Johanne Holten.

Ideel beliggenhed

Der var da også skruet helt utilsløret op for charmen på den gratis søndagstur. De 53 voksne og børn fik lov at opleve Nr. Lyndelses lyksaligheder fra hestevogn, der var kaffe og fynsk brunsviger i Carl Nielsens barndomshjem, og i den lokale SFO afprøvede børnene legepladsen, mens forældrene kunne få sig en snak med lederne af de lokale skoler og daginstitutioner. Så gik turen videre i bus til Sdr. Nærå, hvor en lækker frokostbuffet fremstillet af råvarer fra lokalområdet stod klar i aktivitetshuset. Der var ponyridning og popcorn over bål og rig lejlighed til at snakke med lokale dagplejere og aktive borgere fra området.

»Jeg vidste faktisk ikke, at her er så dejligt«, udbrød Anders Linnemann, der er færdiguddannet som speciallæge i pædiatri om halvandet år. Til den tid skal han og hans familie finde en ny bolig.

»Man ser jo ikke området her, når man kører forbi på motorvejen«, uddyber han.

»Men her er jo egentlig alt det, vi behøver. Og så ligger det tæt på motorvejen, hvilket kan være en vigtig detalje, da jeg endnu ikke ved, hvor jeg får fastansættelse«.

»Vi så faktisk på hus i Årslev for et par år siden«, fortæller en anden deltager, Lisbeth Skovmand, der har en introstilling på Psykiatrisk Afdeling på OUH. Hun deltog i turen sammen med sine to yngste sønner, Lasse på fire og Asger på seks. Hendes mand havde sovedag efter en nattevagt, og deres ældste søn på otte havde andre planer den dag.

»Knasten for os er, om vi vil flytte de to ældste fra den skole, de er startet på i Odense. Det kan blive afgørende for, om vi vil flytte på landet«, forklarer hun.

»Men lige meget hvad, så er det her jo en hyggelig udflugt sammen med vores venner, naboer og kolleger. Det kan aldrig skade!« tilføjer hun.

Arrangørerne ser på det på nøjagtig samme måde:

»Vi vil bare gerne vise vores dejlige kommunes mange muligheder frem for en så oplagt målgruppe som de unge læger her«, siger Johanne Holten. »Hvad der kommer ud af det, vil først vise sig på længere sigt«.