»Jeg vil først og fremmest gerne have lukket sagen«

»Da patienten gik ned ad gangen, så drejede han mod venstre og snittede dørkarmen. Det kan jeg se helt tydeligt for mig«, fortæller overlæge og akutmediciner Jakob Greve Carlsen.

Det er mere end to år siden, men de ti sekunder har han spillet for sit indre øje igen og igen, selvom han nok allerhelst slet ikke vil tænke på det.

Patienten så Jakob Greve Carlsen i august 2017. Når han stadig tænker på ham, er det fordi der i slutningen af 2017 lå en tyk kuvert i postkassen fra Styrelsen for Patientsikkerhed. En klagesag med Jakob Greve Carlsens navn på.

Selvom han har været læge siden 2002, er det første gang, han oplever, at han optræder med navns nævnelse i en klagesag.

»Det var træls. Det var træls længe«, fastslår overlægen med rod i sit nordjyske ophav.

Det er svært at sætte ord på det, for følelserne er mange. Bebrejdelse, medfølelse, vrede, frustration, forståelse, nederlag.

»Det kom, da jeg åbnede kuverten, uden at jeg helt kunne finde ud af hvad eller hvordan. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Tankerne kører hele tiden, jeg vender forløbet igen og igen og så alle de her følelser over hele spektret«, beskriver Jakob Greve Carlsen.

Siden den første kontakt for mere end to år siden har han fået ni mails fra først Styrelsen for Patientsikkerhed og siden Styrelsen for Patientklager i sin e-Boks.

»Der går lige nogle dage, hvor jeg går rundt om mig selv og skal tage mig sammen til at åbne dem. Jeg skal nok gøre det, men jeg skal lige samle mod til det. Jeg tror, jeg har pakket det væk, men så kan det pludselig blive træls igen. Det har ramt mig, og så tænker jeg, at jeg nok ikke er den eneste, der har haft det sådan. Måske kan andre læger bruge min historie«, siger han.

Ventetiden slider

De første 18 måneder hørte Jakob Greve Carlsen ikke meget til klagesagen andet end flere mails om, at fristen for sagsbehandling ikke kunne overholdes. I starten fik han hjertebanken, og tankerne begyndt at køre, når han vidste, at der lå en mail og ventede, men med udsættelserne faldt der mere ro på.

»Når der er gået noget tid, så er det nemmest at lægge låg på og prøve at komme lidt videre, for ellers er det for hårdt. Jeg sidder da og bliver helt udmattet bare ved at sidde og snakke lidt om det i en halv time«.

Fakta om klagesagen

Patienten kan ikke gå uden støtte og beskriver føleforstyrrelser, nedsat hørelse og styringsbesvær i den ene side af kroppen. Han bliver derfor set ved vagtlæge, der har konfereret med vagthavende neurolog. Det fremgår af journalen, at det vurderes, at symptomerne skyldes forværring af en neurologisk lidelse, som patienten allerede er i udredning for, men at patienten er skeptisk over for diagnosen og ønsker yderligere skanning. Han henvises derfor til DAT-SPECT.

Da han bliver set af Jakob Greve Carlsen i akutmodtagelsen senere samme dag, er patienten i bedring, men peger desuden forbi næsen i neurologisk test og beskriver samme symptomer som ved vagtlægen. Det vurderes igen til at være forværring af neurologisk lidelse, og der konfereres med neurologisk bagvagt også med henblik på mistanke om blodprop i hjernen. Dette er dog ikke præciseret i journalnotatet. Jakob Greve Carlsen har opfattelsen af, at han skal ses ambulant en af de følgende dage, hvor der skal foretages skanning, og udskriver til hjemmet. Der kommer til at gå tre uger, før patienten får DAT-SPECT, der påviser en blodprop i hjernen. Patientens hustru klager over det samlede forløb, forkert diagnose stillet undervejs og over, at lægerne ikke har udvist tilstrækkelig omhu.

Sagsforløbet er anonymiseret for at beskytte både patienten, de pårørende og de involverede læger.

Efter halvandet år kom vurderingerne fra de sagkyndige, en neurolog og en overlæge fra en akutmodtagelse, og det rippede op i alt det, som Jakob Greve Carlsen havde forsøgt ikke at tænke på.

»Det kom tæt på igen. Jeg blev ramt af følelsen af ikke at være god nok, især da jeg læste vurderingen fra den sagkyndige, der har erfaring fra arbejde i akutmodtagelse. Det kom tæt på. Det var ikke en, jeg kendte, men det kom tættere på. Jeg troede ellers, jeg havde pakket det lidt væk, men det fik flere følelser frem«, fortæller Jakob Greve Carlsen.

Han kigger igen ud ad stuevinduet, som han har for vane, når han ikke kan finde de næste ord. Det kommer ikke naturligt til ham at tale om, og allerhelst vil han slet ikke tale om det.

»Det er jo forkasteligt, at der er gået så lang tid, og der tænker jeg særligt på de pårørende. Det er ikke i orden. Det har sikkert også store konsekvenser for dem, de går også og venter. Jeg synes godt nok, det er længe«, siger han og fortsætter:

»Jeg vil først og fremmest gerne have lukket sagen. Det er ikke anstændigt længere. Få lukket, kom videre, ikke mindst for familiens skyld«.

Han har gennemgået sagsforløbet igen og igen, og det dukker op til overfladen igen, hver gang der er den slags mails i e-Boks.

»Når jeg ser ham for mig gå ned ad gangen på vej hjem, så kan jeg huske, at jeg igen tænkte, det kunne være en blodprop. Men han skulle ikke i trombolyse, neurologerne ville ikke have ham, og jeg havde forståelsen af, at han skulle til en CT- eller DAT-SPECT-skanning et par dage efter, så det gav ikke mening at beholde ham«, forklarer Jakob Greve Carlsen, hvordan han umiddelbart husker tilbage.

»Jeg er ked af, at der gik tre uger, men det ville ikke have gjort en forskel. Jeg synes, jeg gjorde det fagligt godt nok. Jeg havde mistanke om blodprop i hjernen og snakkede med neurologerne, men de ville ikke have ham. Det fik jeg ikke skrevet i journalen. Jeg kan da godt af og til tænke, at jeg kunne have beholdt ham, men det ville ikke have ændret noget helbredsmæssigt for patienten«.

Taler ikke om det

Det er ikke kun Jakob Greve Carlsen selv, der er ramt af klagen og den lange ventetid på en afgørelse, for selvom han prøver at skille tingene ad, så lykkes det ham ikke helt.

»Jeg prøver at holde min kone ude af det og ikke sige alt for meget, men hun kan jo tydeligt mærke det på mig. Jeg fortalte hende, da jeg havde fået en klage, og at det kunne godt være, jeg var påvirket af det. Og det var jeg jo i lang tid. Jeg var irritabel og sagde ikke ret meget, og hvis jeg gjorde, så vrissede jeg af min kone«, fortæller Jakob Greve Carlsen om de private omkostninger.

Hvorfor vil du holde hende ude af det?

»Fordi jeg synes, det er svært at sætte ord på, særligt i starten, hvor følelserne kørte rundt i hovedet. Jeg ville gerne holde hende ude af al min frustration og vrede. Og så er jeg nok også lidt den der tarzantype, der gerne vil hjælpe folk og tage en masse på mig. Og hvis jeg ikke kan klare det, så prøver jeg alligevel. Jeg er ikke vant til nederlag, og det er sådan, det føles. Som læge skal jeg kunne klare sådan noget, fordi jeg har et ansvar, og så skal jeg også kunne tåle at tage nogle tæsk«.

Tidslinje

• August 2017: Jakob Greve Carlsen er på arbejde i akutmodtagelsen. En af de patienter, han ser den aften, har en række neurologiske symptomer. Efter at have undersøgt patienten og konfereret med neurologisk bagvagt, sender han patienten hjem, da han har opfattelsen af, at patienten skal skannes én af de følgende dage.
• Oktober 2017: Brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed (senere Styrelsen for Patientklager) om en klage over det samlede behandlingsforløb. Han får mulighed for at kommentere forløbet.
• December 2017: Kvittering for udtalelse om forløbet
• December 2017: Jakob Greve Carlsen får en SMS om, at der er brev i hans e-Boks fra STPS. Det viser sig at være informationsmateriale, som er sendt til alle læger.
• Januar 2019: Brev om, at sagen ikke har kunnet færdigbehandles
• April 2019: Brev om, at sagen ikke har kunnet færdigbehandles
• September 2019: Brev om, at sagen ikke har kunnet færdigbehandles
• September 2019: Sagkyndig vurdering fra neurolog
• November 2019: Brev om, at sagen ikke har kunnet færdigbehandles
• November 2019: Sagkyndig vurdering fra akutmediciner
• December 2019: Kvittering for bemærkninger til vurdering foretaget af akutmediciner
• Januar 2020: Klagen bliver afgjort og Jakob Greve Carlsen får udtalt kritik

Hvad med dine kollegaer, har du talt med dem om det?

»Nej, det har jeg ikke«.

Du siger, det kan være svært at forklare for din kone, men ville du ikke kunne tale med dine kollegaer, der måske har prøvet noget lignende?

»Jo, de kunne nok tale om det faglige og sagsgennemgangen, men det synes jeg ikke, jeg har haft brug for«.

Så man taler ikke med sine kollegaer om det følelsesmæssige?

»Nej. Det tror jeg ikke«.

Taler man ikke om sine fejl?

»Nej, jeg tror ikke, kulturen er til det, hverken til at tale om følelser eller fejl. Vi er blevet bedre til at tale om det og være åbne, men frygten for at begå en fejl, der kommer en klage ud af, fylder enormt meget hos især de yngste kollegaer. Jeg synes også, det er svært at tale om. Jeg har nogle gange prøvet at tale om det mere nære, men så har jeg kunnet mærke, at det skulle jeg ikke«.

Hvis der nu kommer en patient til dig, en skolelærer, der har fået en forældreklage over interaktion med et barn, og det påvirker hende psykisk. Hun bliver vred, irritabel og tænker over det hele tiden. Ville du ikke råde hende til at tale med nogen?

»Jo. Både professionelt, men også familien«.

Hvorfor tager du så ikke din egen medicin?

»Jeg ved det ikke. Jeg tror, det handler om kulturen, og om at det er så svært at sætte ord på. Det er jo ikke noget, vi lærer i vores fag. Vi lærer at kommunikere det helt stringent faglige i korte sætninger uden fortællesprog. Kort og hurtigt, næste. Men jo, jeg ville da råde til at få snakket om det igen og igen, så længe det fylder«, indrømmer Jakob Greve Carlsen, selvom han indtil nu har undgået at tale ret meget om den situation, han er i.

»Det kommer over i det private, når man får en klage, det går over nogle faglige og professionelle grænser. Det er jeg ikke god til at takle. Jeg kunne tale med nogen i Lægeforeningen eller netværket, så mulighederne er der, men det er svært«, forklarer han og uddyber:

»Du kan måske også fornemme, at jeg mister tråden og taler om følelser og stemninger, men har svært ved at sætte ord på. Det faglige er meget nemmere«.

Læger er også mennesker

Så hvorfor stiller en læge, der helst ikke vil tale så meget om tingene, op til et interview, der handler om den klagesag, han allermindst vil tale om? Fordi han håber, at hans historie kan hjælpe andre, siger han.

»Jeg håber, at nogen kan bruge det her, så de ikke går med følelsen af at være den eneste. Vi laver fejl og kan ikke nødvendigvis håndtere dem perfekt. Vi er også mennesker«, siger han.

Og det skal især de yngste læger huske. De KBU-læger, der starter hver tredje måned og tænker alt for meget på Svendborgsagen og på, hvordan de kan være fejlfri.

»For patienternes skyld er vi nødt til at komme videre. Vi kan ikke blive ved. Det skal de unge læger lære. Mange af de yngre læger har rigtig stort potentiale til at være gode læger for patienterne i mange år, men de skal have lov til at udvikle sig, og det får de ikke, hvis de er så bekymrede for at lave fejl.«

Det handler om patienterne og om den skade, som den defensive medicin risikerer at gøre. Man kan være for forsigtig, og det kommer ingen til gavn.

»Mens prøvesvarene bliver set igennem igen, kommer der to patienter til. Den ene bløder og bliver ved med at bløde, og der er ingen til at stoppe det, før han falder om. Venteværelset bliver fyldt, imens man laver defensiv medicin, og det går ud over alle de andre patienter. Jeg vil gerne være både åben og korsfæstet for den sags skyld, hvis det kan være med til at trække i den anden retning«.

Har du gjort dig tanker om, hvad der sker, hvis klageren får medhold?

»Nej, jeg har slet ikke sat mig ind i det«.

Hvorfor ikke?

»Fordi jeg desperat forsøger at holde det væk. Jeg vil ikke vide det, det må komme, som det kommer. Hvad hjælper det? Sæt nu jeg bliver mere nervøs af det. Nej, jeg forsøger at lægge det væk og komme videre«.

Ved du, hvornår du får svar?

»Snart. Men det har de skrevet de sidste mange gange«.

Her kan du få hjælp

Du kan få både lægefaglig og juridisk bistand i klagesager hos Lægeforeningen, som opfordrer til, at du henvender dig hurtigst muligt, hvis du har modtaget en klage. Læs mere om mulighederne for hjælp på Laeger.dk/klagesager
Det Kollegiale Netværk for Læger. De frivillige læger i netværket hjælper med »både små og store problemer af enten arbejdsmæssig eller privat karakter«. Både du og dine pårørende kan henvende sig, og hjælpen er gratis. Du kan finde direkte kontakt til netværksrådgivere i din region på Læger.dk, eller du kan ringe til netværkets sekretær på telefon 35 44 82 23 eller mail til netvaerket@dadl.dk.

Afgørelsen

To dage efter at Ugeskrift for Læger har talt med Jakob Greve Carlsen, får han igen besked om, at der er post fra Styrelsen for Patientklager. Efter en dags ventetid og mental forberedelse åbner han sin e-Boks: Sagen er afgjort. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udtaler kritik og vurderer, at Jakob Greve Carlsen agerede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

»Øv« er Jakob Greve Carlsens allerførste tanke, da han læser afgørelsen.

»Jeg havde vel et lille håb om, at jeg alligevel ikke blev fundet under normen for faglig standard. Det er da lidt træls at have hængende på sig. Ikke god nok«, funderer han, selvom han overvejende tænker, at han ikke ville have gjort det anderledes i dag.

Men næsten lige så hurtigt, som han mærker skuffelsen, indfinder lettelsen sig, fortæller overlægen.

»Overraskende hurtigt kunne jeg mærke lettelsen helt fysisk. Og det er stadig det, jeg primært kan mærke«.

Afgørelsen kan begrunde, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan indlede en tilsynssag. En mulighed, der som regel kun bruges i tilfælde af, at lægen får kritik med indskærpelse eller har være involveret i flere klagesager. En mulighed, som Jakob Greve Carlsen ikke vil tænke på.

»Jeg tror ikke, jeg vil tænke mere over det næste skridt. Det værste har været, at jeg dømte mig selv fra starten, og jeg vil ikke spekulere over, hvad der kan ske. Jeg er glad for, at sagen er afsluttet, og jeg håber, at patientens familie har det på samme måde«.