»Jeg vil gerne glemme de ting ...«

Abdul falder tilbage i stolen og lægger hænderne hen over den udspilede hvide t-shirt. Der er noget venligt og mildt over den tætte mand med de brune øjne. Tilsyneladende. For den afghanskfødte læge har lige afsluttet halvanden times dramatiske fortællinger fra Afghanistan og Rusland. Et ridt igennem dele af verdenshistorien set fra Afghanistan, en historie, der forekommer helt uvirkelig her på 14. etage af et velfungerende dansk provinshospital i Næstved.

Hidtil er samtalen forløbet nogenlunde uden skrammer. Men nu kæntrer det hele pludselig i en blanding af sprogforvirring og måske en kulturkløft:

Hvordan påvirker din baggrund dig så i dag?, vil jeg vide.

Først forstår Abdul ikke spørgsmålet. Jeg omformulerer et par gange, og til sidst svarer han:

»Jeg er optimist. Jeg tænker på fremtiden. Jeg tænker på, at mine børn skal have en uddannelse.«

Da jeg igen prøver at finde ud af, hvordan hans historie præger ham i dag - hvad han tager med sig fra sin fortid, når han møder op på afdelingen og ifører sig sit hvide, nyvaskede tøj, vender svaret i en ny retning:

»Nogle gange undrer jeg mig. Hvorfor man skal spilde sin gode tid i fængsel. Jeg kunne lave forskning. Det undrer mig.«

Han hentyder til tre års fængsel i Kabul under et fundamentalistisk Taleban-regime i 1997. Men jeg er stadig i tvivl, om han ikke forstår spørgsmålet, eller om jeg ufølsomt er vadet ind over privatsfæren hos den 47-årige familiefar til seks børn.

Nu smiler Abdul pludselig:

»Vi har en overlæge her. Han motiverer mig virkelig til, at jeg skal gøre mit arbejde så godt som muligt.« Pause og dernæst en ny sætning: »Jeg vil gerne glemme de ting.«

Abdul er på ingen måde dum. Han er uddannet skolelærer fra Afghanistan. Derefter har han syv års lægestudium bag sig fra Sct. Petersborg. Ud over sit modersmål, taler han flydende russisk og engelsk. Det kniber til gengæld med det danske sprog. Eller som Abdul selv siger, mens han grinende tapper sig med spidsen af sin pegefinger på sin mørke isse:

»Jeg er gammel. Der er ikke plads til flere ord.«

Pladsmangel på harddisken ændrer dog ikke ved, at Abdul er meget glad for at være i Danmark. For at være læge i Næstved. Han roser kollegerne for at være søde og rare og sine chefer for at være lige så rare og lyttende. Han smiler og siger, at han gerne ville være pædiater, men der er for mange andre, der også vil det, så nu tror han, at han vil være mediciner. »Det er også spændende. Jeg er optimist.«

Hvordan kan danske læger hjælpe læger med udenlandsk baggrund?

»Give mulighed for, at vi kommunikerer med patienterne. Hvis vi deltager aktivt, så kan vi bedre lære det sproglige og det faglige. Ellers kan vi komme til at putte os og lukke munden, fordi man er bange for at sige noget forkert. Min overlæge siger: ,Hvis du har tid, så tal med patienterne`. Man kan ikke lære sprog fra bøger, men kun hvis man kommunikerer.«