Jeg vil gøre noget for mine landsmænd

»Hørning Lægepraksis« står der på skiltet på den stille villavej. Her ligger pæne, danske parcelhuse med pæne danske græsplæner. I et af husene er der en lægepraksis. Specialelæge i almen medicin Mohamed Farah tager imod iført lyseblå skjorte og et varmt smil.

Vi har et spørgsmål til ham: Hvad får en læge i en travl solopraksis med 1.300 patienter, uddannet i Danmark, og som har familie, til gang på gang at møde op i Gjellerup i Århus for at bruge sin fritid på somaliere og andre flygtninge i bydelens sundhedscenter? Hvad driver ham? Hvad er baggrunden for denne indsats, som ingen kræver det af ham eller betaler for?

»Da jeg som ung valgte at blive læge, var det fordi, jeg gerne ville gøre noget for det folk, jeg tilhører. Jeg forlod mit hjem i det sydlige Somalia og rejste til hovedstaden Mogadishu for at starte på universitetet. Husk på, at der i Somalia er et meget stort behov for læger. Der er vel kun én læge pr. 10.000 indbyggere«, siger Mohamed Farah

Udenfor på den stille danske villavej kører en bil forbi. Der er middagspause i Hørning Lægepraksis, og der er ikke mange lyde. Det var der dengang i Mogadishu, da borgerkrigen gjorde tilværelsen farlig for Mohamed Farah og hans familie. De måtte flygte, og formålet med at blive læge smuldrede. Han kunne ikke hjælpe. Han måtte væk. Endte i Danmark. Det var i 1991.

»Jeg gik hurtigt i gang med at lære intensivt dansk. Jeg vidste, det var nødvendigt, hvis jeg skulle færdiggøre mit lægestudium«, siger Mohamed Farah.

I 1998 var han færdiguddannet som læge, men allerede under studierne kontaktede han Dansk Somalisk Forening.

Han holdt foredrag for landsmænd, og de kom til ham med spørgsmål, som de på grund af sprogproblemer ikke kunne stille til deres egen læge. Mohamed Farah blev almenmediciner, for han vil gerne følge sine patienter kontinuerligt, som han siger. Han fik sin solopraksis, men der manglede stadig noget.

En dag hørte han om en undersøgelse, der viste, at flygtninge og indvandrere har langt flere livsstilssygdomme som diabetes end etniske danskere.

»Det gik op for mig, at her kunne jeg gøre en indsats. Her kunne jeg gøre en forskel. Her kunne jeg gøre noget for mine landsmænd, bare i Danmark i stedet for i Somalia«, siger han og fortsætter:

»Jeg har et ben i hver lejr. De synes, det er underligt, at man kan dø af at spise forkert eller for meget. De kommer fra et land, hvor man kan dø af at ikke at kunne spise, fordi der ikke er mad nok. Det forstår jeg. Jeg kan fortælle om diabetes på vort eget sprog. Jeg kan fortælle om forebyggelse. Jeg kan gøre noget for at ændre deres madvander, så de undgår diabetes«.

På opslagstavlen hænger der en tegning. »Fra Alexander til Mohamed« står der. Vi er på besøg hos en praktiserende læge i en by mellem Skanderborg og Århus. Vi havde et spørgsmål. Vi fik svaret.

Han traf engang i sit fødeland en beslutning om at gøre noget for andre somaliere. Det er den beslutning, han nu fører ud i livet. I sit nye land.

Den blå bog

Mohamed Farah, 51 år, cand.med. i 1998 fra Århus Universitet, speciallæge i almen medicin 2004, praktiserende læge i egen praksis i Hørning, frivilligt arbejde i Gjellerup siden 2009.