Egne ambitioner, pligtopfyldenhed og pres udefra førte til angst, stress og depression for medicinstuderende Liv Buk. I dag er hun bedre til at tale om det svære, før det går galt, men hun er blevet nødt til at skrue ned for forventningerne.
Der var en fælles forståelse af, at det faglige var i centrum for de medicinstuderende på Københavns Universitet, og det var en god oplevelse for Liv Buk, der i folkeskolen og gymnasiet var vant til at stikke lidt ud fra mængden med sit store fokus på det faglige. Bagsiden af det var et studiemiljø, hvor kampen om at være den dygtigste stod i vejen for at dele, når man ikke var god til det hele eller syntes noget var svært.
»På studiet var mange perfektionistiske mennesker samlet, og vi prøvede alle sammen at leve op til indre krav og ydre krav som 6 års-reglen, fokus på CV-optimering og forskning under studiet. Det gav ikke plads til ret meget andet, og jeg kom til at føle mig meget alene om at synes, at det var svært«, fortæller Liv Buk.
På 3. semester blev hun ramt af angstanfald og stress, og selvom hun fik hjælp og kom igennem bacheloren, pressede hun stadig sig selv så hårdt, at hun på 7. semester blev ramt af en depression.
»Jeg gjorde alt muligt for at aflede mig selv fra det tankemylder, jeg konstant befandt mig i, men til sidst var jeg nødt til at reagere på den grundlæggende tristhed, jeg følte. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, kunne ikke sove om natten, og min dagsrytme var blevet vendt helt på hovedet«, fortæller Liv Buk.
Til sidst ringede hun til sine forældre, der kom og hentede hende. De fik hende til lægen, og i en periode boede hun hos dem. Når hun ikke skulle tænke på andet end studiet, kunne det nogenlunde hænge sammen og hun fik afsluttet 7. semesters-eksamen, inden hun var sygemeldt i et halvt år.
Dengang havde jeg kun én strategi: at presse mig selv endnu hårdere, for i mit hoved var der ikke andre muligheder end 100 pct.
Ny tilgang
Liv Buk har været rask i to år, men sygdommen spiller stadig en rolle hver dag, når hun træffer valg om ikke at ende der igen. Det betyder, at hun griber studiet helt anderledes an, end da hun som 20-årig startede på medicinstudiet.
»Jeg hverken kan eller vil ofre så meget for medicinstudiet. Dengang havde jeg kun én strategi: at presse mig selv endnu hårdere, for i mit hoved var der ikke andre muligheder end 100 pct. Nu ved jeg, at det handler om det modsatte, og at jeg skal sørge for at planlægge huller i kalenderen«, fortæller Liv Buk og fortsætter:
»Det er en evig kamp at holde perfektionismen og ambitionerne i tjek, når man færdes i et miljø, hvor man kun taler om succeserne. Men jeg er så meget gladere i dag, hvor jeg er opmærksom på balancen mellem studiet og resten af mit liv. Det minder jeg mig selv om, når jeg mærker presset, og så giver valget sig selv«.
I dag ærgrer hun sig over, at hun ikke noget før stoppede op og mærkede efter, hvad hun kunne holde til. Hun ville ønske, at hun og hendes medstuderende havde været bedre til at tale sammen i starten, så det ikke havde føltes så ensomt at kæmpe.
»Nu, hvor jeg er på 12. semester, taler vi lidt mere om, hvordan vi har det, og samtaler om søvnbesvær og hjertebanken er ikke ualmindelige. Det er ikke bare en lille gruppe af studerende, der har et problem, det er hver anden, der oplever så stort et pres, at de får psykiske problemer, og jeg ville ønske, at der var nogen, der greb ind over for det«, siger Liv Buk.
Et andet indblik
Når Liv Buk er færdig med medicinstudiet, drømmer hun om at blive psykiater, og der håber hun, at hendes eget forløb vil være med til at give hende et bredere perspektiv at trække på, når hun sidder over for en patient.
»Jeg har prøvet at være på den anden side af bordet og ved, hvor svært det kan være både at bede om og at få hjælp. Jeg har selv oplevet stigmatiseringen af mennesker med psykiske lidelser, og hvor svært det kan være at turde dele det med ens omgivelser, selvom det er så vigtigt«, siger hun.
Det er ikke længe siden, at Liv Buk har stået over for fordommene om psykiske lidelser, og derfor er det vigtigt for hende at være med til at nedbryde barriererne.
»Jeg fortalte en ældre læge, at jeg gerne vil være børne- og ungdomspsykiater, og så sagde han, at det skulle jeg passe på med, for ’alle psykiatere har selv en diagnose’. Det er den slags, der gør det vanskeligt at tale om at have det psykisk svært, heldigvis er jeg sikker på, at man sagtens kan blive en god læge, selvom man f.eks. har haft en depression«, slår Liv Buk fast.
Hver anden medicinstuderende har psykiske problemer
