Jeg ville ønske, at jeg selv havde spurgt noget mere

Mit ældste barn blev født to og en halv måned for tidligt. På det tidspunkt var jeg tæt på at være færdiguddannet læge og havde i egne øjne mange erfaringer fra sundhedsvæsenet at trække på. Men da Malthe blev indlagt på neonatalafdelingen - og jeg med - var det starten på et forløb, som gav mig en helt ny viden om, hvordan det også kan være at have sin daglige gang på et sygehus.

Efter en måned blev min søn diagnosticeret med en hjertefejl - åbentstående ductus - og det var nødvendigt at operere. Selve indgrebet gik godt, men Malthe måtte efterfølgende overføres til intensivafdelingen.

I den situation oplevede jeg, hvordan ens verden fuldstændig ændrer karakter. Småting, som man ellers ikke ville hænge sig i, kan slå en ud, fordi man forsøger at holde sammen på sig selv. Jeg kunne f.eks. blive urimeligt irriteret på en sygeplejerske, fordi hun brugte bestemte vendinger, når hun talte om min søn.

Alle afvigelser i behandling og pleje registreres nøje. Alt bliver tolket ind i ens egen situation. Er det nu godt? Er det nu skidt? Hvorfor har de ikke gået stuegang, som de plejer? Hvorfor trækker det ud med anæstesitilsynet, når nu vi havde en aftale? Er der noget, de ikke fortæller os? Selv om omstændighederne er svære, er det vigtigt at være overbevist om, at behandling og pleje er den bedst mulige.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden har udviklet en spørgestøtte for patienter. Spørg løs hedder den, og informationsmaterialet er målrettet til den situation, som patienter og pårørende oplever, når de skal tale med lægen eller andre sundhedsprofessionelle. Den ville jeg gerne have haft i hånden dengang for 16 år siden.

Spørg løs er et nyttigt materiale. Det er indlysende, at trygheden er større, når man får svar på sine spørgsmål, og man kan give sit informerede samtykke på et reelt grundlag. Men den lægger også op til en dialog, som kan give den professionelle nyttig viden. Det er alt andet lige nemmere for læger og andre at tage højde for bekymringer og usikkerheder, som de har kendskab til.

Spørgsmål kan også bidrag til bedre patientsikkerhed. Patienter og pårørende er bogstaveligt talt med under hele forløbet. Hvis medicineringen ændrer sig uden forklaring, kan der være en god grund, men der kan også være sket en fejl, som kun opdages, fordi patienten spørger. Derfor er det vigtigt, at vi som sundhedsprofessionelle skaber rammer, der gør det legitimt at spørge.

I dag er min søn rask, og jeg er meget taknemmelig for den kompetente behandling, som han fik. For mig personligt har forløbet efterladt en stadig tydelig erindring om, hvordan sygdom her og nu kan ryste fundamentet under mennesker, og hvor vigtigt det er for dem, at vi som professionelle kan rumme både de store og små spørgsmål, som de har brug for at stille.