Jens oplever stor taknemmelighed fra de indsatte for, at han faktisk lytter

Den unge mand gør sit yderste for at holde temperamentet i ro. Det er tydeligt. Den tatoverede højre arm hviler på hjørnet af skrivebordet med hånden slængt ud over kanten.

Det er den, det handler om. Hånden.

»Min hånd er helt smadret. Jeg kan sgu da ikke lave julestjerner«. Han gentager det flere gange. Nogle gange roligt. Andre gange med stemmen hævet. Han når sågar at selvtrue med, at han formentlig vil gå ned i sin celle og brække begge sine arme for at få en sygemelding.

Vi er i Kolding Arrest. Skråt over for den frustrerede mand sidder læge Jens Vestergaard roligt, let tilbagelænet i sin kontorstol og lytter. Lader manden tale ud. Inden han afdæmpet og flankeret af sygeplejersken forklarer, hvorfor han på grund af nye vejledninger simpelthen ikke har mulighed for at give den indsatte en sygemelding fra julestjerneværkstedet.

Det er tredje patient denne onsdag formiddag i starten af oktober. Egentlig var Jens Vestergaard i 2021 på vej på pension. Han havde rundet 70 år, så alderen var til det – og nogle ville gerne købe hans almene praksis i Nyborg. Men da Kriminalforsorgen rakte ud efter ham, først som konsulent, siden som fuldtidsansat afdelingslæge, var han alligevel ikke helt færdig.

Derfor sidder han nu i det lille konsultationsrum, som – hvis man ser bort fra tremmerne ved vinduet højt placeret oppe under loftet – kunne have ligget hvor som helst. Men det ligger altså i Kolding Arrest, som fra det øjeblik, vi til lyden af klirrende nøgler er blevet lukket ind bag den tunge, sorte gitterdør, emmer af klassisk fængselslokation. Den aflange, åbne, højloftede fængselsgang med den stejle jerntrappe op til øverste etage og det udspændte net mellem etagerne. Det er til at se, at her har været arrest i 103 år.

For enden af gangen, forbi celle 53, 54 og 55, ligger konsultationsrummet. Her er Jens Vestergaards dag startet ud med en hårdt plaget mand i 30’erne med stærke smerter i ansigt og ben og store, tydelige, røde ødemer på begge ben. Der bliver bestilt ultralydskanning og væsketal. Herefter en mand i 20’erne med brændende og kløende udslæt på brystkassen. Han havde faktisk en tid hos hudlægen, men så blev han anholdt, som han selv forklarer. Formentlig en virusinfektion, vurderer lægen.

»Det har egentlig overrasket mig, hvor meget det at sidde med de enkelte patienter her faktisk føles som min gamle hverdag som praktiserende læge«, forklarer Jens Vestergaard til Ugeskrift for Læger, som har fået lov at følge med over fra undersøgelsesbriksen.

»Jeg havde nok på forhånd en eller anden fordom om, at det ville være mennesker, som det ville være svært at skabe en kontakt med. Sammensætningen af klientellet er jo noget anderledes. Men relationen til patienten, den fornemmer jeg faktisk er rigtig meget det samme«.

Især en ting fremhæver han dog som anderledes i stillingen som afdelingslæge, hvor han foruden Kolding Arrest også dækker arresterne i Vejle, Haderslev og Sønderborg samt Renbæk Fængsel: tiden.

»Det er en stor fordel, at jeg i Kriminalforsorgen ikke arbejder under det samme tidspres. Og det giver mig en stor faglig tilfredsstillelse, at jeg inden for mine 37 timer faktisk har tid til også at sidde derhjemme og nørde i gamle patientjournaler for at finde svar på komplekse problemstillinger. F.eks. om problemer med polyfarmaci. Som erfaren almenmediciner i fængslet kan jeg bedre varetage indsatte, som har flere kroniske sygdomme, frem for at de bliver sendt til flere specialambulatorier, hvor det kan være svært at koordinere og samarbejde om ,den hele patient’«, forklarer Jens Vestergaard, der tydeligt kan mærke på de indsatte, at de sætter pris på, at han har god tid.

»Jeg oplever, at de indsatte er meget, meget taknemmelige, fordi de kan mærke, at der er nogen, som interesserer sig for dem og går ind i deres problematikker. Det har de ikke altid været vant til og har måske ikke altid følt, at der var ,plads til dem’ i det almindelige sundhedsvæsen«.

Den unge mand fra indledningen af denne artikel ender også med at sige tak. For Jens Vestergaard og sygeplejersken lover at undersøge en løsning.

»Alvorlig risiko for patientsikkerheden«

Det var som led i større, strukturelle forandringer i forhold til den måde, man driver sundhed på i Kriminalforsorgen, at Jens Vestergaard blev ansat som afdelingslæge.

Hen over de seneste fem år er der blevet opbygget egentlige sundhedsenheder med sundhedsfaglige ledelser med overlæger og oversygeplejersker. En i Kriminalforsorgen Vest og en i Kriminalforsorgen Øst, der dækker landets fængsler og arrester på hver sin side af Storebælt. De sundhedsfaglige opgaver er blevet hjemtaget. Hvor man tidligere i høj grad har brugt lokale, praktiserende læger – også travlt optaget af ,egne’ patienter – og sygeplejersker fra vikarbureauer, så er de i dag ansat af de to overordnede sundhedsenheder i Kriminalforsorgen.

Det var nødvendigt.

For sundhedsbetjeningen i fængsler og arrester har igennem årene modtaget kritik fra blandt andet Folketingets Ombudsmand, Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) og Europarådets ekspertkomité for tortur. Da STPS i 2019 gennemførte tilsyn i 20 fængsler og arrester, endte 12 af tilsynene således ud med påbud på baggrund af større eller kritiske problemer, »som udgjorde en alvorlig risiko for patientsikkerheden«.

»Vi slog blandt andet ned på problemer med at få sine journaler med sig, når man blev overflyttet eller løsladt, fordi sundhedspersonalet kun var der på bestemte tidspunkter, og der manglede procedurer for, hvordan det så skulle ske. Sådan et brud på kontinuerlig behandling ser vi ret alvorligt på«, siger Charlotte Hjort, der er enhedschef for Tilsyn og Rådgivning i STPS.

Derudover blev det blandt andet konstateret, at der blev opbevaret afhængighedsskabende medicin uden CPR-numre – i strid med lovgivningen, at der var store mangler i forhold til skriftlige instrukser til f.eks. fængselsbetjente, når de skulle udføre sundhedsfaglige opgaver, og at de mange steder slet ikke havde adgang til relevante oplysninger eller til at foretage dokumentation, når de f.eks. arbejdede med medicinhåndtering.

»Det var kun på sygehuse, at du måtte have medicinskabe med fælles indkøbt medicin. Men vi kunne se, at man havde lavet lagre i strid med lovgivningen. Det er et eksempel på, at man nogle gange gør ting, som ikke er lovligt – men med en fornuftig grund. Og det mundede da også ud i, at man fik lavet en bekendtgørelse, som tillader fælles medicindepoter i begrænset omfang i Kriminalforsorgens institutioner, som vi mener er patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt«, siger Charlotte Hjort.

Omfattende indsatser både lokalt og nationalt gav resultater. Så da STPS i 2022 opgjorde vurderingerne fra i alt 65 tilsynsbesøg i alle landets fængsler og arrester i 2019-2022, så tallene noget anderledes ud. Mens 12 af de første 20 tilsyn var endt i større eller kritiske problemer, var resultatet af de efterfølgende 45 tilsyn, at kun fire havde større problemer.

Hvert fængsel – hver sin sundhed

Det var ikke mindst muligheden for at være med til at »tegne nogle streger på et næsten blankt stykke papir«, som tiltrak Bertel Vinten Understrup. Han er ortopædkirurg og var egentlig overlæge på Odense Universitetshospital, da han i 2020 fik stillingen som overlæge i Kriminalforsorgen Vest. Med base i Nyborg Fængsel har han det lægefaglige ansvar for de 29 fængsler og arrester, som er beliggende i Jylland og på Fyn.

»Jeg tror ikke, at man tidligere har været helt opmærksom på, hvor stor en opgave det egentlig er at regulere sundhedsområdet, hvor indsatte har de samme rettigheder, som gælder for alle os andre«, siger Bertel Vinten Understrup.

»Et af de afgørende problemer har været, at man har haft om ikke 29, så tæt på 29 forskellige [i Kriminalforsorgen Vest] bud på, hvordan den her opgave har skullet løses. Der har jo også tidligere været fastansatte læger og sygeplejersker på de større steder, men de har refereret til en fængselschef. Så det har været op til den enkelte institution. Det har betydet enormt stor forskel på tilgængelighed og behandlingstilbud på de enkelte matrikler, hvilket også har givet en masse usikkerhed hos de indsatte i forhold til, hvad de kunne forvente. For der er altså ret stor forskel på, om der er en fast sygeplejerske, du kan gå til, eller om der kommer en læge en gang imellem som din primære sundhedsperson«.

Noget af det første, han som overlæge tog fat i, var netop at få fastansatte sygeplejersker på alle matrikler. Ikke alle ugens dage alle steder. Men faste sygeplejersker. Det har i sig selv aflastet fængselsbetjente fra at håndtere medicin – et af de områder, hvor man modtog hård kritik fra STPS. Det primære fokus var altså at få sundhedsfagligt personale på alle matrikler. Egentlig havde Bertel Vinten Understrup frygtet, at det kunne blive vanskeligt at rekruttere især læger, men det viste sig nemmere end frygtet. Og lige nu er der i sundhedsenheden i Kriminalforsorgen Vest ansat ni læger til seks årsværk, 48 sygeplejersker samt sekretærer og speciallægekonsulenter inden for dermatologi, psykiatri og ortopædkirurgi.

»Det havde stor betydning, at vi kom i mål med de efterfølgende tilsyn, at vi kunne rekruttere eget sundhedspersonale og havde en sundhedsfaglig ledelse. Men det er gået hurtigere, end vi måske havde regnet med«, siger Bertel Vinten Understrup.

»Organisatorisk vil jeg sige, at vi er på plads med en meningsfuld struktur, og normeringerne er formentlig også, hvor de skal være. Men vi mangler stadigvæk at få det til at være helt ensartet, f.eks. i forhold til synlighed. Der er nogle kulturforskelle opbygget gennem mange år. Det tager tid at ændre.

Men rent sundhedsfagligt synes jeg faktisk, at vi er nået til et niveau, hvor vi godt kan sammenligne os med almen praksis og kan tilbyde det samme til vores indsatte som i det omkringliggende samfund. Med nogle gradbøjninger selvfølgelig, for der er selvfølgelig nogle begrænsninger og vilkår, som spiller ind, når man er indsat i et fængsel eller en arrest«.

Misbrug, psykiske problemer og smertestillende

I Kolding Arrest er Jens Vestergaard klar til næste patient. Dagens fjerde, der bliver afhentet i celle 27.

Det er en mand midt i 40’erne. Indsat i Kolding Arrest i går fordi han var udeblevet fra afsoning i Renbæk Fængsel, fortæller han til lægen. Han har voldsomt ondt i halsen, dårlig mave, kvalme, sover ad helvede til og veksler mellem svedeture og kuldegysninger. Som han sidder der uroligt over for Jens Vestergaard med fødderne trådt halvt ned i sine sneakers og med hænder, der ofte febrilsk klør rundt i ansigtet, er der lægefagligt sådan set ingen tvivl. Han har abstinenser efter et 20 år langt misbrug af mere eller mindre alt.

Sygeplejersken måler hans blodtryk, og han får lagt en abstinenssænkende pille under tungen med besked om ikke at drikke noget det næste kvarter.

Ikke just en atypisk patient, når man er læge i fængselsvæsenet.

»På forhånd var jeg lidt bekymret for misbrugsbehandlingen, og hvordan jeg skulle håndtere det. For det har jeg ikke så stor erfaring med som praktiserende læge. Men jeg har jo oplevet, at det er lagt så meget på skinner med behandlingsvejledninger, så det sjældent giver anledning til konflikt. Den typiske indsatte med et misbrug kommer også fra at have haft tilknytning til et misbrugscenter, og det viderefører vi selvfølgelig i videst muligt omfang«, siger Jens Vestergaard.

Foruden alle de klassiske sygdomme og symptomer a la forstuvede ankler, hudsygdomme og hovedpine er det misbrugsbehandling og langt flere med psykiske problemer, som stikker ud i den noget yngre og noget mere mandsdominerede patientgruppe, end han tidligere har været vant til. Og så måske patienternes tilgang til og ønsker om smertestillende medicin.

»Det hænder jævnligt, at en indsat ønsker morfinpræparater og fortæller mig, at det er det, de plejer at få. Ofte har de jo fået de præparater illegalt, inden de kom i fængsel – og det er desværre også muligt at skaffe i fængslet, om end til en noget højere pris. Her kan jeg jo ikke gøre så meget andet end at forklare, at det kun sjældent er i tråd med behandlingsvejledningerne«, siger Jens Vestergaard.

Føler du dig nogensinde utryg i konsultationerne med de indsatte?

»Nej, det gør jeg faktisk ikke. Selvfølgelig er der enkelte situationer, hvor en indsat bliver frustreret og ikke kan styre sine følelser. Men så må man sige, at de går for vidt, og bede dem om at gå. Sådan nogle episoder kan man jo også have som praktiserende læge uden for murene«, siger Jens Vestergaard.

»Og ellers har vi en telefon med overfaldsalarm. Så myldrer det ind med folk. Men jeg har aldrig haft behov for at bruge den«.

En grundsten for resocialisering

Linda Kjær Minke har igennem mange år færdedes i det danske fængselsvæsen. Hun er sociolog, professor MSO på Juridisk Institut, Syddansk Universitet, og siden 2012 forskermedlem af Det Kriminalpræventive Råd.

Altså, et rigtig godt bud på en, der kan svare på, hvilken betydning lægetilgængelighed og patientsikker sundhedsbetjening har for, hvordan vi som samfund resocialiserer de mennesker, som midlertidigt bor i vores fængsler og arrester. Så det spørger vi hende om.

»For at gøre en lang historie kort så er det fuldstændig grundstenen i forhold til resocialisering. Det er helt fundamentalt for alt det arbejde, der skal bygges ovenpå, at man seriøst tager sig af alle de somatiske og mentale problemstillinger, som mange indsatte har, når de kommer ind – eller udvikler undervejs. I virkeligheden lige efter Maslows behovspyramide«, siger Linda Kjær Minke.

Den lange historie, hun referer til, er hendes indledende nedslag i egne vidnebeskrivelser og indsattes fortællinger gennem årene, siden hun i 2006 påbegyndte sin ph.d.-afhandling om fængselskultur: lemfældig omgang med medicinhåndtering, indsatte med frygt for, at de ikke fik den rigtige medicin, symptomer, der ikke blev taget alvorligt og udviklede sig til langt værre tilstande, og indsatte, som generelt oplevede, at såvel somatiske som psykiske lidelser først og fremmest blev mødt med irritation fra personalet.

»Og vi har altså at gøre med en population, hvor rigtig mange netop på grund af levevilkår og en kriminel tilværelse med misbrug og et liv i overhalingsbanen netop har hårdt brug for sundhedsbetjening. Så det er en population, hvor sundhedspersoner er meget, meget vigtige brikker i resocialiseringen«, siger Linda Kjær Minke.

Og det er blevet væsentligt bedre siden 2019, oplever Linda Kjær Minke i sin dialog med de indsatte. Selvfølgelig er der stadig nogle, som mener, at de burde være blevet tilset på et sygehus tidligere. Og generelt er transportudfordringer ud af husene stadig noget, hun hører om.

»Men i forhold til de mere dagligdagsting med kontakt til læger og sygeplejersker og at der bliver lyttet til de indsattes symptomer, der er det mit indtryk, at der helt klart er kommet mere ro på bagsmækken«.

Men hvorfor tror du, at det har taget så mange år for alvor at gøre noget ved det her, når der gennem årene har været kritik fra flere sider?

»Man kan nemt få det indtryk, at det bare ikke er blevet prioriteret særlig højt. Der har ikke været prestige i at arbejde sundhedsfagligt i Kriminalforsorgen. Men så handler det jo også om, at sundhedsbetjeningen indgår i et krydsfelt med sikkerhed, hvor det nogle gange kræver det helt store setup at reagere på symptomer. Og der har tidligere nok været en indstilling mange steder om, at det må sgu vente, hvis det ikke har været tvingende nødvendigt«.

En mulighed, vi skal gribe

Netop at tænke lægefaglighed og sundhedsbetjening som en aktiv del af resocialisering er en del af de nye vinde i Kriminalforsorgen, siger Bertel Vinten Understrup.

»Der har nok ikke været overskud til at tænke det så systematisk tidligere. Men jeg synes, at vi gør det i tiltagende grad. Vi kan jo se, at der kommer en del med helbredsmæssige problemer, som får overskud til f.eks. at gå i skole eller i beskæftigelse, når der bliver rettet op på det«, siger Bertel Vinten Understrup.

»Samtidig er sundhedsdækningen også en del af det, man kalder den dynamiske sikkerhed i forhold til, at det i et fængsel eller arrest giver anledning til konflikt, når der er problemer omkring folks sundhed«.

Et konkret eksempel på en lægefaglig vurdering i forhold til resocialisering: Nogle indsatte med misbrugsproblemer er blevet lagt om til injektionsbehandling i stedet for piller. Således, at de ikke skal forbi en sundhedsfaglig og have deres medicin hver dag. Så de i højere grad kan passe deres hverdag og deltage i skole eller beskæftigelse.

»Det er et dyrere præparat, men så har vi argumenteret for, at der er så mange andre gevinster ved det. Den indsatte bliver mere velfungerende og kan passe sine ting, og man fjerner det stigma, det også er, at man hver dag ,skal ned og have sin metadon’. Så jeg oplever klart, at der er forståelse for sammenhængen i Kriminalforsorgen«, siger Bertel Vinten Understrup.

Men det handler også om noget ganske simpelt. Det, Jens Vestergaard også oplever som en stor fordel: tid.

»Vi har at gøre med mennesker, som kommer med en meget kompleks baggrund og for manges vedkommende i mange år har forsømt deres egen sundhed. Den mulighed, vi har – ved at vi som sådan ikke har nogen produktionskrav – den skal vi gribe. Og det er klart en prioritet, at der skal være god tid. Så kan det godt være, at lægen ikke når at se alle dem, der var planlagt. Så må man se nogle af dem næste gang«.

På hospitalet i håndjern

Jens Vestergaard er færdig i Kolding Arrest.

Han har et stop mere i dag. Så vi kører mod Vejle Arrest. En specialisereret institution, som foruden varetægtsfængslede huser indsatte, som er dømt for sædelighedsforbrydelser. Og som dermed er særlig udsatte blandt andre indsatte.

Bliver han mon nogensinde nysgerrig på, hvorfor hans patienter egentlig er havnet i arresten eller fængslet? Betyder det noget for ham? Nogle gange kan det være nødvendigt af rent praktiske grunde. I hvert fald, hvor længe de skal være indsat.

»Men ellers vil jeg nærmere sige, at det er bedst, at jeg ikke ved det. Jeg kan især huske en indsat, som havde det psykisk meget dårligt, og som jeg havde flere samtaler med og fandt empatisk. Jeg finder så senere ud af, at han har slået sin kone ihjel og sidder i sin celle og taler på en meget ubehagelig måde om det«, fortæller Jens Vestergaard.

»Havde jeg vidst det, havde det formentlig påvirket mit syn på ham og måske også påvirket min faglighed«.

Vi er fremme ved Vejle Arrest. En undselig rødbrun dør i et rødt etplansmurstenshus udgør indgangen. Indenfor er er ingen tremmer, lavt til loftet, gråt linoleumsgulv og blålakerede døre på gangen, som fører ind til hver af arrestens tre afdelinger. Det ligner en gennemsnitlig dansk folkeskole. Nok i lidt bedre stand, dog.

I det smalle og trange, men lyse, konsultationslokale, hvor møblerne står lige lovlig tæt, sætter sygeplejersken Jens Vestergaard ind i dagens patienter.

»Sygeplejerskerne har en meget, meget vigtigt funktion i fængslerne. Det er dem, der har den daglige kontakt med de indsatte. Konsultationerne foregår også i et helt andet samspil mellem læge og sygeplejerske, end jeg har været vant til fra almen praksis. Det samarbejde synes jeg er en kæmpe inspiration«, fortæller Jens Vestergaard.

Første patient er en ung, lyshåret mand med betændelse i storetåen. Han skal opereres. En anden patient kommer med udslæt på arme og ben, mens en tredje er bekymret og ked af, at han mister sit hår. Måske er det naturens gang, men Jens Vestergaard bestiller blodprøver for at måle niveauet af B- og D-vitaminer. I det store hele konsultationer, som givet er lige så almindelige uden for murene som inden for.

En umiddelbar undtagelse er måske den unge mand, som bange flov og fyldt med fortrydelse har skudt en for lægen ukendt olie i sine arme, for at »blive lidt mere buff«. Nu føles armene følelsesløse og som om, der vokser størknede legoklodser derinde, som han formulerer det. Jens Vestergaard taler længe med den unge mand. Der er god tid. Den videre proces bliver, at der skal tages billeder af armene, som skal sendes til en hudlæge.

Hvorvidt han senere skal henvises til og ses af en speciallæge er for nuværende uafklaret.

»Princippet er, at den indsatte skal have det samme sundhedstilbud, som hvis han var ude i den virkelige verden. Så hvis der er behov for en speciallæge, så bliver det bestilt, uanset at der er en masse sikkerhedsmæssig praktik i det«, siger Jens Vestergaard, der dog peger på netop det som et område, som kan være svært at håndtere.

»Når de f.eks. skal undersøges på et sygehus, så foregår det jo i håndjern og ledsaget af to fængselsbetjente eller to politibetjente, hvis de er varetægtsfængslet. Det ved jeg, at de indsatte har det rigtig dårligt med, og at personalet på hospitalet også oplever det som akavet, når betjente skal med til konsultation. Der bliver de indsatte nok knap mødt på samme måde som andre i vores sundhedsvæsen«.

Og der er altså nogle begrænsninger, når man er indsat i et fængsel eller en arrest, fastslår Bertel Vinten Understrup. Sikkerhedsforanstaltninger, som kommer først. Det er et vilkår, som man kontinuerligt arbejder omkring og må forholde sig til. Det samme gælder, når sundhedsmyndighederne kommer med generelle bekendtgørelser og anbefalinger.

»Det er jo fair nok, at man ikke lige tænker os ind. Vi er jo en niche. Når man under covid-19 siger, at alle skal isoleres, og vi i Nyborg Fængsel har 16 celler med toilet, mens resten af de indsatte deler toiletter, så bliver det svært. Der er nogle begrænsninger med den høje grad af digitalisering, vi har i sundhedsvæsenet, og vi så har en patientgruppe, som ikke har adgang til mobiltelefoner eller computer. Det kan handle om adgang til håndkøbsmedicin eller garantier, man stiller folk, hvor vi bare bliver udfordret, og ting tager lidt længere tid. Men vi arbejder hele tiden med det – og vil f.eks. gerne bruge mere video. Også fordi, at det er en stor fordel for os, at vores sundhedspersonale kan sidde med ved en konsultation på et sygehus og hjælpe med at få sagt svære ting, som vores læger og sygeplejersker måske har brugt lang tid på at få frem«, siger Bertel Vinten Understrup.

»Men altså, det ,der skal ske hurtigt, det sker hurtigt. Men når vi siger, at indsatte en til en skal have det samme sundhedstilbud som udenfor, så er der bare nogle ting, som udfordrer os lægefagligt, og som vi kæmper en del med«.

Siden Ugeskrift for Læger fulgte Jens Vestergaards arbejde i Kolding Arrest og Vejle Arrest i starten af oktober, er han stoppet og har ladet sig pensionere. Ikke fordi han er træt af patientkontakten, forsikrer han. Men fordi han er træt af livet på motorvejen.

Ugeskrift for Læger har også besøgt Vestre Fængsel i Kriminalforsorgen Øst. Læs reportage og interview herfra på et senere tidspunkt.