Jens Winther Jensen - formandskandidat

Jens Winther Jensen, mangeårigt medlem af Yngre Lægers bestyrelse og i de sidste tre år aktiv i DADL's hovedbestyrelse, er kandidat til formandsposten i Lægeforeningen. Et kandidatur, der enstemmigt bakkes op af Yngre Lægers bestyrelse.

Han bor og arbejder i Århus som afdelingslæge med speciale i anæstesi. Endnu ikke overlæge - men med ni års solidt lægepolitisk arbejde i bagagen: Seks år i YL-bestyrelsen, hvor han især var optaget af videreuddannelsen, og foreløbig tre års arbejde i DADL's hovedbestyrelse.

Som en helt central opgave vil han som formand lægge sig efter at kunne »samle lægerne«, siger han. Indadtil skal der værnes om enhedsforeningen, og til omverdenen skal formanden kunne udtale sig »på en måde, der kan samle alle medlemmer.«

Hvad mener du mere konkret med at »samle lægerne«?

»Medlemmer af Lægeforeningen er typisk også medlem af et eller flere videnskabelige selskaber. Jeg mener, at vi skal bevæge os i retning af et tættere samarbejde med selskaberne for at samle fagligheden, også i forhold til offentligheden.

I de kommende år skal vi løse en række store sundhedspolitiske opgaver. Efter den kommunale strukturreform bliver der et kolossalt behov for lægefaglig rådgivning i sundhedsvæsenet. Og den skal Lægeforeningen være med til at levere.«

Som eksempel nævner han akutområdet, hvor han selv har været med til at sætte fokus på kvalitet i akutmodtagelsen i Lægeforeningens kvalitetsudvalg.

At være læge er for Jens Winther Jensen at tilhøre lægestanden. Og det er for ham lig med at være medlem af Lægeforeningen. Men lægeidentiteten er også knyttet til specialet - videnskabeligheden. Sammenhængen mellem disse standsidentiteter skal styrkes, mener han. »Både af hensyn til medlemmernes identifikation med DADL, men også for at vi kan få det faglige input til politikken, som er nødvendig.«

Et tæt samarbejde med de videnskabelige selskaber skal således sikre, at Lægeforeningen er optimalt rustet til at sætte sit faglige præg på de prioriteringer, der skal foretages, når fremtidens sundhedsvæsen udformes. Det er Lægeforeningen, der skal høres, og det er de videnskabelige selskaber, der skal sikre fagligheden:

»Det drejer sig om en ny form for professionalisme. I de sidste 20 år er vi blevet skubbet af banen i prioriteringsdebatten. Prioritering i sundhedsvæsenet er en faglig disciplin, som enhver læge skal være villig til at deltage i. Samtidig skal vi erkende, at ressourcerne ikke er ubegrænsede.«

- Og så er der DADLs økonomi. Den har det ikke for godt?

»Nej. På kort sigt vil vores plan for de kommende års kontingentet forhåbentlig løse noget. Der er nok ikke mere at hente gennem rationaliseringer i den nuværende struktur. Skal man rationalisere, så det virkelig batter i forhold til kontingentet, er man nødt til at se på vores strukturer. Den debat skal vi i gang med efter Lægemødet. Lige nu handler strukturdebatten om de opgaver, vi skal tage fat på i fremtiden. Derefter, formentlig til næste år, er vi klar til at diskutere, hvilke modeller foreningen skal organiseres efter i fremtiden.«

Hvad angår den aktuelle debat om foreningens regionale struktur, anser Jens Winther Jensen det decentrale niveau som »en del af Lægeforeningen«:

»De kommende regionale lægekredsforeninger - det er Lægeforeningen decentralt. Og de vil stå over for en kæmpeopgave, for de får en afgørende rolle i den lægefaglige rådgivning i forbindelse med den kommende strukturreform.«

Jens Winther Jensen ser også en stor opgave i at sørge for, at medlemmerne føler, at Lægeforeningen er deres forening. At alle synes, de får noget for pengene, og at deres interesser bliver godt varetaget. Det gælder retssikkerheden, når populistiske politikere vil sætte læger i gabestok på internettet. Det gælder trusler mod arbejdsmiljøet. Og det gælder arbejdet med at fremme lægekollegialiteten - et emne, Jens Winther Jensen i YL-tiden selv var med til at sætte på Lægeforeningens dagsorden.

Om uddannelsen, som var det emne, der først trak ham ind i lægepolitik, siger han:

»To ting er for mig helt afgørende i de kommende år. For det første: At sikre tilstrækkelig plads i videreuddannelsessystemet til alle dem, der gerne vil have en speciallægeuddannelse. Og for det andet: At give mulighed for tilstrækkelig efteruddannelse for speciallægerne, uafhængigt af medicinindustrien. Efteruddannelsen må være en offentlig opgave, og det kommer vi til at kæmpe for at slå fast.«