Jo længere uddannelse jo bedre helbre

Vis mig dit eksamensbevis, og jeg skal tegne din sundhedsprofil.

Eller med andre ord: Jo længere uddannelse, jo bedre helbred og jo længere levetid.

Ifølge professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet er det sundere at læse videre og snuppe sig en ph.d.-grad frem for at nøjes med sin kandidattitel. »For hvert år, man uddanner sig, får man et rask leveår længere,« fortæller professoren, der er specialist i socialmedicin, og i en årrække har forsket i fænomenet: ulighed i sundhed. Hans forskning viser bl.a., at de højtuddannede danskere i gennemsnit lever seks år længere end de kortuddannede. Samtidig må de kortuddannede bruge flere år af deres liv på alvorlig sygdom. Resultaterne falder godt i tråd med internationale forskningsresultater.

Selvom vi betragter Danmark som et nogenlunde homogent samfund med ringe forskel på høj og lav, er der en slående forskel på befolkningens levetid.

I Danmark begyndte levealderen at stige i midten af 1990'erne efter mange års stagnation. Men stigningen er ulige fordelt på det sociale barometer, viser helt nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed, hvor seniorforsker Henrik Brønnum-Hansen, har sammenlignet data for de 30-75 åriges uddannelsesmæssige niveau i årene 1981-2005 med dødeligheden i samme periode. Tallene viser, at de højtuddannede har øget deres livslængde med knap fire måneder i forhold til de kortuddannede i løbet af de seneste 25 år. Det er specielt de kortuddannede kvinder, som sakker bagud.

»De kortuddannede kvinder er den gruppe i det danske samfund, der oplever den mindste stigning i levealder i disse år,« fortæller Henrik Brønnum-Hansen.

De kortuddannede har ikke alene et kortere liv; de må også leve flere år med sygdom. »Lægger man tabte leveår sammen med de ekstra sygdomsår, står de kortuddannede til at miste 11 år af deres liv i sammenligning med de højtuddannede. Så stor er forskellen i dagens Danmark,« fortæller Finn Diderichsen.

Årsagen er, at risikofaktorerne for at få en livsstilssygdom som f.eks. hjerte-kar-sygdom, diabetes eller rygerlunger, er skævt fordelt og vender den tunge ende nedad, siger Finn Diderichsen.

Mens det i de gode gamle dage var direktøren, der røg cigaren og drak piskefløden, er det i dag de dårligst stillede samfundsgrupper, som ud over at være mere udsatte for socialt stress, også ryger, spiser usundt og mangler motion.

Finn Diderichsen har tidligere påvist, at folk i Søllerød lever ni år længere end folk på Nørrebro. Middellevetiden på Nørrebro er 71 år, hvilket svarer til middellevetiden i Vietnam. I Søllerød er den lidt kortere end svenskernes 81 år.

Det er ikke pr. definition sundere at bo i Søllerød, selvom der måske er grønt og pænt.

»Det handler ikke om livsstil alene. Det, der virkelig slider år af livslængden, er dårligt arbejdsmiljø, tunge løft, stress og manglende udviklingsmuligheder og indflydelse på egen arbejdssituation.

Netop derfor er uddannelse så vigtig,« siger Finn Diderichsen.

En god/høj uddannelse giver frihed. Frihed til at planlægge sit arbejdsliv. Økonomisk frihed til at bosætte sig i trygge, grønne omgivelser og lade sine børn vokse op der. Frihed til at købe sund mad og gode oplevelser etc.

Der er også en tendens til, at folk, der selv har en god uddannelse, sørger for, at deres børn også får en god uddannelse. På den måde brydes den sociale arv.

»Vi ved, at de børn, der klarer sig dårligt, og tidligt får nederlag i skolen, de samme børn bliver mere sårbare senere i livet og ender måske helt uden uddannelse. Den øgede sårbarhed betyder også, at de lettere bliver afhængige af alkohol og stoffer og lettere risikerer helbredsskader af diverse former for misbrug,« fortæller Finn Diderichsen.

Men selvom gruppen af kortuddannede bliver mindre med tiden, er det ikke sikkert, at uligheden i sundhed forsvinder. Finn Diderichsen advarer om, at flere og flere har svært ved at klare de voksende psykiske krav på arbejdsmarkedet og dermed risikerer marginalisering.

Mennesker med kort uddannelse har 50 pct. større risiko for at dø af en akut blodprop i hjertet end mennesker med lange uddannelser.

»Var vi mere opsøgende og ambitiøse, skulle vi kunne gøre meget ved uligheden.

Specielt ville der være meget at vinde ved at opspore dem, der er i risiko for en akut blodprop i hjertet eller anden hjerte-kar-sygdom, fordi behandlingsmulighederne for disse sygdomme er så gode,« siger Finn Diderichsen. Han vil dog advare mod at fokusere på livsstilsfaktorer alene.

»På den måde kan man lægge ansvaret for eget helbred over på den enkelte borger. Samtidig kan samfundet fralægge sig ansvaret for borgernes sundhed og sygdomme,« siger Finn Diderichsen og fortsætter: »I Danmark finder vi det naturligt, at samfundet tager ansvaret for, at bilister kører langsomt forbi børnehaver og skoler. Der skal være farthæmmende bump i vejbanen, fordi børn er så sårbare og ikke kan overskue trafikken.

Men hvorfor føler vi ikke samme ansvarlighed over for de mennesker, som på grund af dårlige opvækstvilkår, er udsat for at blive både afhængige og syge af tobak og alkohol? Hvorfor passer det danske samfund ikke bedre på dem?

»Vi ved ikke, hvem der er de sårbare. Derfor ville det være fornuftigt at beskytte alle unge og forbyde salg af alkohol til unge under 18 år,« siger professoren, som mener, at restriktioner og skatter er det eneste, der batter. »Det ved vi fra de øvrige nordiske lande. I vore nabolande Norge og Sverige, hvor middellevetiden er væsentligt højere end i Danmark, satte man allerede i 1970'erne og 1980'erne fokus på alkohol og tobak.

I dagens Danmark er tobakspriserne lavere, end de var i 1960'erne.

Der er i Danmark en generel modstand mod at indføre restriktioner og højere afgifter på tobak og alkohol. Men det er en frihed, der koster mange menneskeliv.

Her har man i f.eks. Sverige i mange år haft en helt anderledes tilgang til tingene og ment, at ansvaret for borgernes helbred først og fremmest var samfundets,« fortæller Finn Diderichsen.

Man kan være enig eller uenig i den svenske strategi, men tallene taler deres eget sprog. I 1950'erne var middellevetiden i København og Stockholm den samme. I dag er der seks års forskel. Stockholmeren lever seks år længere end københavneren.

FAKTA

Dårligt eller meget dårligt selvvurderet helbred

Psykisk svage 29%, dårligt socialt stillede 35%, almindelig befolkning 3%.

Kontakt med egen læge inden for tre mdr.

Psykisk svage 62%, dårligt socialt stillede 58%, generel befolkning 36%.

Andel med langvarig sygdom eller lidelse

Psykisk svage 75%, dårligt socialt stillede 75%, generel befolkning 34%.

Bruger regelmæssigt medicin

Psykisk svage 72%, dårligt socialt stillede 63%, generel befolkning 29%.

Andel, der aldrig deltager i foreningsliv/fritidsaktiviteter sammen med andre

Psykisk svage 41%, dårligt socialt stillede 49%, generel befolkning 20%.

Andel med kronisk bronkit is

Psykisk svage 11%, dårligt socialt stillede 13%, generel befolkning 2%.

Kilde: Rådet for Socialt Udsatte, De Nationale Sygeligheds- og Sundhedsundersøgelser 2005, SIF.

Kronisk syge vil gerne ændre vaner

Kronisk syge ufaglærte er ikke interesserede i at ændre sundhedsvaner! Fordom eller faktum?

»Fordom«, siger sundhedskonsulent i region Midtjylland, Finn Breinholt Larsen.

Finn Breinholt Larsen er ophavsmand til sundhedsundersøgelsen »Hvordan har du det?«, der baserer sig på oplysninger om 22.000 midtjyske borgeres selvrapporterede oplysninger om eget helbred i 2006. Undersøgelsen viser overraskende, at det er muligt at nå de kroniske patienter, der - sat på spidsen - normalt regnes uden for terapeutisk rækkevidde. Nemlig de kortuddannede. Finn Breinholt Larsen siger, at en stor del af dem faktisk gerne vil ændre vaner. De magter bare ikke at gøre det ved egen hjælp.

Undersøgelsen dokumenterer, at der er store sociale forskelle i sundhedsvaner og i borgernes evne til at omsætte sundhedsbudskaber i praksis. Når det kommer til livsstil og risiko for at få en kronisk sygdom, har mekanikeren i Struer f.eks. langt mere tilfælles med sin fagfælle i Århus end med sin nabo, som er gymnasielærer, fortæller Finn Breinholt Larsen.

Hans tal viser også, at gruppen af psykisk syge er endog mere motiverede for at ændre vaner end resten af befolkningen. 67 pct. af dem, der opgiver at lide af en psykisk sygdom, ønsker således hjælp til rygeophør. Blandt de øvrige deltagere i undersøgelsen ønsker 60 pct. professionel hjælp til at kvitte røgen.

69 pct. af de psykisk syge vil gerne være mere fysisk aktive mod 65 pct. af de øvrige.

30 pct. af de psykisk syge, der er moderat overvægtige, ønsker at tabe sig. Blandt de øvrige moderat overvægtige ønsker kun 21 pct. at tabe sig.

»Motivationen er der altså; det er de effektive tilbud, vi mangler. Og vel at mærke tilbud, der fanger folk, der, hvor de er, og hvor det er naturligt for dem at være med. Vi må tage højde for patienterne uddannelsesbaggrund og deres måde at tilegne sig viden på,« siger Finn Breinholt Larsen.

Har borgerne overhovedet lyst til at ændre livsstil?

En netop udkommet sundhedsprofil fra Region Nordjylland afslører, at mange gerne vil dyrke mere motion. De nordjyder, der i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, drikker for meget, synes derimod kun sjældent, at deres alkoholforbrug er et problem.

Og hvad gør man så? Hvordan får man dem til at ændre alkoholvaner, når man nu ved, at for meget alkohol er sundhedsskadeligt?

Forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed, SIF, Tine Curtis, har til sin store fortrydelse endnu ikke fundet svaret på det spørgsmål.

»Vi mangler grundlæggende viden om, hvorvidt borgerne overhovedet ønsker at ændre livsstil og sundhedsvaner,« fortæller Tine Curtis. En lille håndfuld forskningsprojekter, der er på bedding på SIF, skal i det næste års tid søge at afklare det, der med et kringlet ord kaldes: Forandringsparathed.

»Både Sundhedsprofilen fra Nordjylland og tal fra KRAM-profilen for Aalborg Kommune viser, at de sociale forskelle slår igennem på folks motivation til at komme i gang med at dyrke motion. De højtuddannede ønsker ofte at være mere aktive og har ofte selv forslag til, hvordan de kan forbedre deres fysiske form. De kortuddannede er derimod sjældnere motiverede for at ændre vaner og har ikke så ofte konkrete forslag til, hvordan de selv kan ændre deres fysiske aktivitetsniveau. Noget tyder altså på, at man må tænke de sociale forskelle ind i forebyggelsen. Sundhedsvanerne er både et resultat af livsstil og levevilkår. Det er ikke nok at bygge en ny sportshal ude i kommunerne, hvis man vil have borgerne til at dyrke mere motion,« siger Tine Curtis.

Født til ulighed

I Danmark starter den sociale ulighed i sundhed allerede på fødestuen.

En helt ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SIF, viser, at dårlig uddannelse slår igennem på jordemoderens Bismarvægt. Kortuddannede mødre får mindre børn end kvinder med bedre uddannelse. Jo lavere uddannelse, jo lavere fødselsvægt og jo større risiko for undervægtige spædbørn, viser undersøgelsen.

Ph.d.-studerende Laust H. Mortensen, SIF, der står bag undersøgelsen, fortæller, at den sociale ulighed i fødselsvægt vokser i Danmark, mens den generelt falder i de øvrige store nordiske lande. Børn født af danske mødre med en kort uddannelse vejer altså mindre end børn født af svenske, norske og finske mødre med en kort uddannelse.

»Det er problematisk, fordi en skæv start på livet påvirker helbredet i resten af tilværelsen,« fortæller Laust H. Mortensen.

Selvom hovedparten af de undervægtige nyfødte vokser sig til en sund barndom, ved man i dag, at fødselsvægten er en indikator for barnets helbred senere i livet og også har betydning for indlæringsevnen. Lav fødselsvægt øger specielt risikoen for hjerte-kar-sygdom.

»En af de helt afgørende forskelle, når vi taler fødselsvægt, er, at vi i Danmark, sammenlignet med de andre nordiske lande, ikke har gjort nok for at bekæmpe rygning blandt unge kvinder,« fortæller Laust Mortensen, SIF.

Undersøgelsen fra SIF er baseret på knap 4,2 mio. nyfødte i perioden 1981-2000 i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Lavtlønnede dropper statiner

Lavtlønnede hjertepatienter er mere tilbøjelige til at droppe den kolesterolsænkende medicin (statiner) end hjertepatienter med en høj indkomst.

Læge Jeppe Nørgaard Rasmussen, Statens Institut for Folkesundhed, SIF, har som led i et forskningsprojekt set på, hvordan hjertepatienter fra forskellige socialgrupper følger den foreskrevne behandling (compliance) med statiner, som er standardbehandling efter blodprop i hjertet.

Undersøgelsen omfatter ca. 20.000 hjertepatienter i alderen 30-64 år, som alle har haft en akut blodprop i hjertet (AMI). Patienterne er fulgt i perioden 1995-2002.

»Der var stor forskel på, hvor mange der indløste recept på statiner efter deres AMI,« fortæller Jeppe Nørgaard Rasmussen.

F.eks. indløste 54 pct. af de højtlønnede en recept på statiner inden for seks mdr. efter blodproppen. Tilsvarende indløste kun 41 pct. af de lavtlønnede recept på statiner inden for seks. mdr.

»Når man tager højde for køn, alder, uddannelse og sygelighed, er der stadig en signifikant forskel på grupperne,« fortæller Jeppe Nørgaard Rasmussen.

De lavtlønnede er også dårligere til at følge behandlingen end de højtlønnede.

Således var der inden for en fireårsperiode ca. 25 pct. større risiko for at en lavtlønnet hjertepatient holdt en længerevarende pause med statiner end for, at en højtlønnet holdt pause i behandlingen.