Journalisten på ærten

Lægernes forhold til medierne, og i særdeleshed konflikten omkring to DR-dokumentarer, præger dette nummer af Ugeskrift for Læger. På FAS-siderne gennemgås programmet »Det medicinske makkerskab«, sendt den 28. november sidste år, med fokus på to overlægers oplevelser. Under debat/Lægeforening og samfund offentliggøres brevvekslingen mellem Danmarks Radio og Lægeforeningen om dette program og om et andet program »De kastrerede«, der blev vist i oktober sidste år. Dette sidste program er indbragt for Dansk Pressenævn.

Det er usædvanligt, at Lægeforeningen og Ugeskrift for Læger går så grundigt til værks omkring et enkelt program og samtidig offentliggør en brevveksling. DR er dog indforstået med sidstnævnte. Vi finder, at der er nogle meget tunge principper på spil i forholdet mellem lægestanden og medierne. Vi ønsker at undgå, at lægerne trækker sig tilbage i sneglehuset på grund af den behandling, som nogle enkelte har fået i medierne. Vi er helt klar over, at det kan være effekten af de erfaringer, som overlægerne Henning Mouridsen og Svend Erik Børgesen har haft. Men vi ønsker, at den åbenhed, som Lægeforeningen står for, skal gælde lægeverdenen som sådan.

De to programmer blev kommenteret i en leder »DR noget galt i Danmark« på denne plads den 17. december, hvor vi udtrykker forundring over, at ledelsen i Danmarks største public service-medie ikke har problemer med den journalistiske etik i de to programmer. Baggrunden for lederen var en redegørelse fra Kriminalforsorgen til justitsministeren, der helt renser overlæge Heidi Hansen for de beskyldninger, der fremføres i »De kastrerede«, samt bl.a. en klage til DR fra Henning Mouridsen om misbruget af ham og andre i »Det medicinske makkerskab«. Det fremgik af disse kilder, at journalisterne bag de to programmer havde gjort sig skyldige i en række tvivlsomme metoder for at nå frem til deres konklu-sioner. De trailere, der lagde op til de to programmer, var om muligt endnu mere manipulerende.

Journalisterne reagerer på kritikken som prinsessen på ærten. Efter de har misbrugt en række læger og fremstillet dem som vaneforbrydere, tåler de selv næppe at blive kritiseret. De har udsat læger for timelange interview for at skaffe mængder af »råstof« til klippebordet. Læger, der ikke vil medvirke, bliver alligevel hængt ud ved navns nævnelse. De bruger alle tv-mediets fortælletricks til at udpege »the good guys« og »the bad guys«. Den utilfredse patient får blødt lys og harmonisk musik. Lægen får hårdt lys og »Riget-agtige« scener. Mediefolk fortæller, at det seerne opfatter fra skærmen fordeles som 60-30-10, hvor 60 procent er billederne, 30 procent er lyden og 10 procent det, der bliver sagt. Lægerne i disse programmer bliver kværnet af denne model som guldfisk i en blender. Når Lægeforeningens puster en ært efter dem, reagerer de som den berømte prinsesse.

Det er svært at forstå, at Danmarks Radios ledelse tilsyneladende ikke har det fjerneste problem med disse programmer, selv om de medvirkende føler sig elendigt behandlet, og at der er tale om brud på DR's egne programetiske retningslinjer. Af dem fremgår det, at »DR lægger vægt på, at medvirkende får klare præmisser for deres deltagelse i DR-programmet, og medarbejderne skal sikre sig, at forudsætningerne er forstået«. For ikke at tale om første paragraf i de presseetiske regler: »Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte«.