Skip to main content

Jul på skadestuen

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

10. dec. 2010
3 min.

10.00 Fredag morgen. Min søn har overnattet hos sin mormor, så jeg har sovet længe. Jeg drikker vand og spiser en banan, inden jeg løber 15 km i snevejr langs kanalerne omkring Sydhavnen. Der er god tid til bad og morgenmad.

12.30 Læser mails og laver huslige gøremål. Tjekker KBU-mappen for at se, om nogle af de mange mål kan klares på skadestuevagten i aften.

14.30 Jeg cykler hjemmefra i god tid, for det sner kraftigt. Medbringer en kæmpe dåse hjemmebag til at dele på vagten. Da jeg kommer ud fra en butik, hvor min iPhone var til reparation, er kagerne hugget.

16.30 Jeg møder ind i skadestuen. Indtil kl. 23 er vi to læger. Her er travlt, så jeg går bare i gang.

17.00 En 30-årig kvinde med hælsmerter, som har varet 4-5 dage og ikke just hører til i skadestuen. »Snepatienter« begynder at komme. To frakturer. Sne og julefrokostfredag - der bliver travlt i nat.

20.00 Enforhenværende stiknarkoman, amputationstruet med kroniske sår på tæer, fod og skinneben. Har ikke haft besøg af hjemmesygeplejen i ti dage og er løbet tør for sårprodukter. Jeg og mellemvagten indlægger hende til intravenøs antibiotika og videre plan, når der kommer en med lidt flere stjerner på skuldrene.

20.30 Ung pige med rektal blødning ved toiletbesøg. Bange, men upåvirket. Eksploration viser ingenting. Jeg går hen for at spise min medbragte mad. Vagtforplejningen er ikke appetitlig.

21.30 En 17-årig pige med kolde hænder og helt blå fingre. Hun er i et par nye, mørkeblå jeans. Antyder, at hun lige skal prøve at vaske hænderne med varmt vand og sæbe. Det gør hun - hænderne bliver fine og røde, og det blå er næsten helt væk. Så tre tilskadekomne fra busulykke, bl.a. en kvinde på spineboard. Frikendes for columnafraktur. En gravid somalisk kvinde har stødt maven og er nervøs for barnet. Der er liv, men hun bliver sendt til obstetrikerne for en sikkerheds skyld. Falckredder skal have syet flænge i panden.

23.00 Så er jeg ene læge. De første julefrokoster vælter ind, stangstive. Mest unge mænd, som har været i slagsmål eller er skvattet: flænger, hjernerystelser, en, der har stukket armen gennem en rude. En har i fuldskab knaldet ansigtet i gulvet på Hovedbanegården. En har fået en flaske i hovedet, en har slået en tand ud, og en har været banket bevidstløs. Indlægges til observation.

Jeg elsker skadestuen. Dels får jeg masser af erfaring, som jeg kan bruge i min fremtid som almenmediciner, og dels er det en selvkørende maskine med virkelig dygtige og kompetente sygeplejersker - dem kan man lære meget af som ny læge.

Vi får en ung mand ind fra et bosted. Han er helt fraværende og »har ondt overalt«. Siger, han har fået tæsk, men har ikke en skramme. Alt ser fint ud, bortset fra, at han er sløv og svær at kontakte, men prøver for alkohol og stoffer negative. Han indlægges til i morgen.

02-05 Masser af småskader, især pga. slagsmål. En enkelt pankreatit og en buschauffør, som har fået en flaske i hovedet og skal syes. Jeg er rigtig træt. Kigger til de ti patienter, som efterhånden ligger i obs'en. Flere overfald, slagsmål og fulde mennesker. Nogle skidesure - råber og skriger, at de bare skal syes, så de kan komme hjem. Andre forsøger sig med charme og »skal den søde læge ikke med hjem?«

05.15 Venteværelset er tomt. Lægger mig lidt, vel vidende at jeg nok bliver ringet op om lidt. Jeg når at ligge i 20-30 minutter. Endnu et overfald plus to polakker, som har været i slagsmål i Istedgade. En med nyresten.

08.30 Fri fra vagt. Efter så mange timer uden søvn har man det pænt skidt. Tager hjem, men først lige forbi motionscenteret til lidt styrketræning.