»Just another night at the office«

I 1992 lå den 43-årige Inge-Margrethe Madsen i sengen med en iltslange i næsen og kunne end ikke bevæge sig ud på toilettet ved egen hjælp.

Da Rigshospitalet i lørdags markerede 20-året for den første lungetransplantation i Danmark, kunne hun ikke møde op.

Hun og manden var med campingvognen til Oktoberfest i München.

»Jeg havde ikke noget liv«

I 1992 skulle man udenlands for at få en lungetransplantation, som var den eneste behandling, der kunne redde Inge-Margrethe Madsens liv. Hun var på ventelisten til transplantation, men døren var ved at lukke sig: Både England, Frankrig og Tyskland manglede organer til deres egne patienter.

Derfor var Rigshospitalet i 1992 ved at ruste sig til selv at transplantere danske patienter.

Martin Iversen var dengang ansat på Aarhus Universitetshospital, hvor han havde ansvaret for forundersøgelse og efterbehandling af patienter fra Jylland til transplantation.

»Selve transplantationen er kirurgi - men 95 pct. af arbejdet ved lungetransplantationer tager lungemedicinerne sig af: at finde de rigtige patienter, sende dem til transplantation på det rigtige tidspunkt. Så er det afgørende, at man har et dygtigt kirurgisk og intensivt hold, men derefter følger den livslange opfølgning og kontrol af patienterne«, siger han.

På Rigshospitalet hed Martin Iversens medicinske kollega Ulrik Gerner Svendsen, mens det var Gösta Pettersson, der stod for kirurgien. Begge arbejder andre steder i dag. Men det var disse to læger, Inge-Margrethe Madsen mødte, da hun den 18. juni 1992 blev ringet op fra Rigshospitalet, som havde nogle organer, der matchede og tilbød en transplantation - nu.

»Jeg tænkte: Yes!«, fortæller Inge-Margrethe Madsen, som var helt afklaret. »Jeg havde alligevel ikke noget liv mere, og uanset udfaldet var det fint: Hvis jeg ikke overlevede, var familien også bedre tjent med dét. Og gik det godt ...«

»Det var en meget stor ting«

»Lungetransplantation var i sin vorden - også internationalt«, siger Martin Iversen. »Ingen havde stor erfaring, og man måtte lære af udlandet. Vi var på studieture og havde kontakt med udenlandske kolleger for at lave forundersøgelsesprogram med henblik på efterbehandlingen«, fortæller Martin Iversen.

Men ingen danske læger havde endnu deltaget ved en transplantation, for selv om patienten blev sendt til London, kunne der gå adskillige uger, før der med få timers varsel pludselig var organer, og der kunne opereres.

»Derfor var alle involverede i de første danske transplantationer meget koncentrerede og nervøse for at overse noget og lave fejl. Og jeg husker også fornemmelsen af, at man var med til noget stort«, fortæller Martin Iversen.

De to første danske transplantationer fik en »blok«, dvs. en hjerte-lunge-transplantation, som var den operationstype, man var fortrolig med. For uindviede lyder det som en vanskeligere operation end »blot« et par nye lunger. Men sammensyningen af luftrør og bronkier havde voldt store problemer, da man udviklede metoden i 1980'erne, og med den tids teknik var hjerte-lunge-transplantationen en mere sikker operation, siger professor Daniel Steinbrüchel, som i dag er den kirurgisk ansvarlige for Thoraxkirurgisk Afdelings hjerte- og lungetransplantationer.

For 20 år siden varede operationen syv-otte timer. I dag klares det på den halve tid.

»Det er blevet rutine, og teamet på en stue fungerer helt anderledes i dag«, siger han og tilføjer:

»Det er heller ikke så højtideligt længere. Det var en meget stor ting, dengang«.

»Vi kunne redde mange flere«

Da Inge-Margrethe Madsen skulle opereres, skulle hun som den første ikke have en »blok«, men lungerne alene. Hun skulle beholde sit hjerte, som ikke fejlede noget. I dag er det standardbehandlingen - men dengang var hun den første herhjemme.

»Allerede det første år overlevede ca. 80 pct. af patienterne, og med erfaringen steg etårsoverlevelsen til over 90 pct,«, siger Daniel Steinbrüchel. »Og det sker højst hvert tredje år, at nogen dør i forbindelse med selve operationen«.

Dødeligheden, som er blandt de laveste internationalt, er dog en fleksibel størrelse, for Martin Iversen mener ikke, at man kun skal se på de transplanterede:

»Også dødeligheden på ventelisten hører med til billedet. Her dør 5-10 patienter om året, og det skyldes manglen på donororganer. For ikke at tale om dem, der ikke kunne komme på ventelisten, fordi donormanglen tvinger os til at sætte tærsklen meget højt«, siger han.

Hvert år transplanteres ca. 30 patienter, men ifølge Daniel Steinbrüchel kunne langt flere kunne få gavn af en lungetransplantation. Men på grund af den høje tærskel når mange, især højrisikopatienter, end ikke ind på ventelisten.

»Vi kunne redde mange flere, men må rette behandlingen ind efter de resurser, der er. Men med flere donororganer kunne antallet af transplantationer sættes betydeligt op«, siger Martin Iversen, og Daniel Steinbrüchel tilføjer:

»Ved at sænke tærsklen og medtage flere risikopatienter, ville den 90 pct.s etårsoverlevelse selvfølgelig også falde. Men flere ville blive behandlet, så samlet ville der overleve flere«.

Fra at være noget meget stort og højtideligt er transplantation blevet »just another day at the office«?

»Another night«, korrigerer kirurgen. »Donor er som regel en patient, der kommer ind med cerebralskader. Efter nogle dage erklæres patienten hjernedød. Det sker typisk om morgenen. Neurologen skal bekræfte det igen efter seks timer, og så er det eftermiddag. Når patienten meldes ud som donortilbud, skal det organiseres, og så er organet her typisk ved midnatstid«, siger Daniel Steinbrüchel og tilføjer beskedent:

»Selve kirurgien er relativt enkel: Det er store strukturer, der skal sys sammen, og det går som regel godt. Det virkeligt komplekse er den opfølgende medicinske behandling«.

Det bekræfter Martin Iversen: »At finde den rette balance mellem at hindre afstødning og undgå infektion er den mest komplicerede behandling, der tilbydes i det danske sundhedsvæsen«.

Lykkehjulet

Forberedelserne var omstændelige. Ud over et større papirarbejde skulle Inge-Margrethe Madsen vaskes og desinficeres adskillige gange over det hele af sygeplejersker, inden hun blev kørt til operation. Det var aften, hun husker ikke klokkeslættet, men fjernsynet i opholdsstuen viste »Lykkehjulet«, mens portøren ventede med hendes seng ved elevatorerne.

Derefter husker hun intet før nogle dage senere, da hun vågnede op.

»Det var vildt mærkeligt. Rigtig mærkeligt. Pludselig kunne man trække vejret. Og jeg havde hevet efter vejret og kunne overhovedet ikke få luft i den sidste, lange tid«.

Da hun første gang efter transplantationen skulle i bad, gik omvæltningen for alvor op for Inge-Margrethe Madsen.

»Pludselig så jeg, at der var dug på spejlet. Og de r gik der helt panik i mig, for jeg kunne jo ikke få vejret, når der var meget fugt og dug på spejlet. Så jeg måtte straks have fat på sygeplejersken«.

»Hun kom og spurgte, hvad der var i vejen. 'Jeg kan jo ikke få luft - se, hvor meget det dugger!' sagde jeg. Og hun svarede, at 'selvfølgelig kan du det' - men efter alle de år... Det var fantastisk«.

Inge-Margrethe Madsen var 43 år og havde lige fået sit liv tilbage.

Efter de obligatoriske ti dage i isolation kunne hun udskrives til et liv, hvor hun gradvist genvandt kræfterne. Og ganske vist skal hun tage medicin hver dag, og når der er forkølelse og influenza i omløb, skal hun ikke omgås for mange mennesker.

Men ikke så meget, at det er en undskyldning for at blive hjemme, når der er Oktoberfest i München.