Kan kviksølv kurere syfilis?

Kviksølv skal man helst ikke i kontakt med. Men det kom tusinder af patienter, dengang kviksølv var det eneste behandlingstilbud, hvis man var blevet smittet med syfilis. Men virkede behandlingen faktisk? Og var bivirkningerne i så fald lige så slemme som sygdommen?

Renæssancens aids

I de første årtier efter sin debut i Europa var syfilis lige så skrækindjagende som den dødelige aids-epidemi, som i 1980’erne skabte global panik. Det følgende citat er fra 1520, men kunne lige så godt være skrevet i 1985:

»Hvis nogen spurgte, hvilken sygdom som var den mest ødelæggende af alle, ville jeg uden tøven svare, at det er den, som i nogle år har raset uhindret … Hvilken anden smitte invaderer ellers hele kroppen, modstår lægernes kunst så hårdnakket, bliver indpodet så hurtigt og piner patienten så grusomt?«

Teksten skyldes den katolske humanist Erasmus af Rotterdam. Han skrev blot 25 år efter, at sygdommen først ramte Europa, formentlig indslæbt af mandskabet på Columbus’ skibe efter hjemkomsten fra »den Nye Verden« i 1495. Erasmus vidste, hvad han talte om; Han var efter sigende selv smittet med sygdommen (som var så ny, at den endnu ikke havde fået sit navn).

Den seksuelt overførte syfilis – og snart også den medfødte – hærgede det europæiske kontinent som en pandemi. Og da europæernes immunsystem aldrig før havde været udsat for sygdommens årsag, bakterien T. pallidum, var den langt mere virulent og dødelig end i dag.

Bakterier var ukendt, og man kunne derfor bare gætte om sygdommens årsager. Da man heller ikke havde midler til at forebygge den, fokuserede lægerne på at behandle dens synlige symptomer – sår og udslæt på huden – og at uddrive »giften« fra kroppen.

Symptomerne var lige så uhyggelige som fremskreden spedalskhed – og de viste sig i løbet af uger – ikke år.

Medicin-monopol

Sygdommen spredte rædsel, og land efter land indførte vidtgående foranstaltninger for at hindre smittespredning. Patienter blev isoleret, som man altid havde gjort med spedalske, for at hindre, at de kom i berøring med raske. Offentlige bade blev lukket, og seksualmoralen kom i stramme tøjler.

Der fandtes ingen lægemidler, som havde effekt på syfilis – eller på nogen anden infektionssygdom for den sags skyld. Men der var ingen mangel på foretagsomme læger og kvaksalvere, som tilbød at helbrede de desperate syge.

Den første medicinske behandling, som fik stor udbredelse, var guajak – en gummiagtig harpiks, udvundet af et sydamerikansk træ. Det blev udråbt som »blodrensende« og fremkaldte sveden, diarré og urinering, som på dramatisk vis »udrensede den veneriske gift« af kroppen. Verdens rigeste mand, bankieren Jakob Fugger, havde monopol på importen af guajak, men selv om han var en af Europas mest magtfulde mænd, kunne han ikke kvæle kritikken af guajak som totalt uden virkning. Guajak gik af mode, da et nyt og tilsyneladende virksomt middel dukkede op: kviksølv.

»En nat med Venus – et liv med Merkur«

Fra midten af 1500-tallet og 400 år frem blev kviksølvbehandlingen stort set enerådende. Den schweiziske læge og alkymist Paracelsus var en af de første, der omkring 1530 slog på tromme for at behandle syfilis kemoterapeutisk med kviksølv. Tungmetallet blev allerede benyttet til at behandle andre sygdomme, der viste sig på kroppens overflade, som f.eks. spedalskhed. Det blev smurt på huden i salver, indgivet i pilleform eller drukket som en eliksir.

En særlig behandling bestod i at anbringe patienten i en lukket kasse, hvor kun hovedet stak op. Her blev man, nogle gange i dagevis, udsat for rygning med kviksølvdampe. Det skete ved at anbringe en blok af cinnober på glødende jern. Cinnober er en naturligt forekommende, rød jordart, som bruges til udvinding af kviksølv.

Helt frem til slutningen af 1800-tallet var »udrensning« af kroppen centralt i medicinen. Og lige som guajak får kviksølv kroppen til at reagere på en måde, som leder tanken hen på udrensning: Patienten sveder kraftigt, og der produceres spyt i overdådige mængder. Udskillelser, der var tegn på, at sygdommen blev »udrenset« af kroppen.

Et enkelt samleje – ja et kys – kunne være nok til at overføre sygdommen. Kviksølv hedder på engelsk mercury og på fransk mercure efter romernes gud for handel, Merkur. Den kostbare behandling, som ofte kunne vare i årevis eller livet ud, gav derfor anledning til talemåden: »En nat med Venus – et liv med Merkur«.

Blixen fejldiagnosticeret

Kviksølv er giftigt, og behandlingen havde frygtelige bivirkninger, herunder organsvigt, nerveskader, ulcerationer og tænder, der faldt ud. Nogle patienter døde af behandlingen, snarere end af sygdommen. Det er i dag en udbredt antagelse, at forfatteren Karen Blixens sygdom måske slet ikke var syfilis, men kronisk kviksølvforgiftning.

I begyndelsen af 1900-tallet fik Karen Blixen stillet syfilisdiagnosen en engelsk læge i Nairobi. Han ordinerede kviksølv, og gennem mindst et år indtog Blixen formentlig den almindelige ordination på sublimatpiller. I så fald har hun i en længere periode dagligt indtaget cirka et gram rent kviksølv. Hendes symptomer – mundbetændelse, vægttab og svækkelse – svarer da også til en kronisk kviksølvforgiftning.

Ved Blixens hjemkomst til Danmark fortsatte en dansk læge behandlingen, dog nu med injektioner af det nye middel Salvarsan – en arsenikforbindelse, som havde en vis effekt, men også en del bivirkninger. Adskillige Wasserman-tests – på nær én – viste, at Karen Blixen ikke havde syfilis.

Jamen, virkede det?

Svaret på dette spørgsmål er som regel vævende, for af etiske grunde er det i dag helt udelukket at anstille det krævede kliniske forsøg.

Hvad man ved, er, at kviksølv undertiden kunne dæmpe de ydre symptomer ved den primære syfilis i sygdommens tidligste faser. Men det var ikke en kurativ behandling i moderne forstand. Kviksølv virker baktericidt og kan dræbe eller svække syfilisbakterien T. pallidum. Det kunne modvirke nogle hudlæsioner og i nogle tilfælde muligvis standse sygdommen hos nysmittede. Ved sekundær syfilis, hvor kroppens koncentration af aktive bakterier er høj, havde kviksølv ingen terapeutisk effekt.

I de tilfælde, hvor en patient blev erklæret »helbredt«, skyldtes det sygdommens skiftende fremtrædelsesformer. Selv ubehandlet vil sygdommen forløbe med stillestående faser og endda langvarige remissioner. Det kunne fejltolkes som helbredelse, der fejlagtigt blev tilskrevet kviksølvbehandlingen.

Kviksølv er et giftigt tungmetal, som kan føre til organskader, skader på nervesystemet og tab af hår og tænder. Det har i ikke få tilfælde slået patienten ihjel.

Kviksølv fortrænges

Det kan altså ikke helt afvises, at kviksølv kunne have en vis bremsende effekt i sygdommens tidlige fase eller endda have mildnet symptomerne i dens terminale fase. Men som sagt vil der nok aldrig blive tale om klinisk afprøvning blot for at tilfredsstille historikernes videbegær.

Kviksølvbehandlingen kom allerede i 1800-tallet under voksende kritik på grund af de slemme bivirkninger, og der blev eksperimenteret med mindre giftige stoffer vismut (bismuth).

I begyndelsen af 1900-tallet opdagede kemikeren Alfred Bertheim det første effektive, antibakterielle middel, der fik navnet Salvarsan – en organisk arsenforbindelse, som var det første virksomme middel mod syfilis. Selv om dette stof også havde bivirkninger, vippede det hurtigt det forhadte kviksølv af pinden. Salvarsan blev standardbehandlingen mod syfilis og holdt stillingen frem til 1945, da penicillin – det første antibiotikum – kom på markedet. Med penicillinet havde man for første gang et lægemiddel, som effektivt kunne kurere den frygtede syfilis, og i dag bruges udelukkende antibiotika til behandlingen.