Kan kvinder lære at bede om mere i løn?

Det er ikke længere nok bare at gøre sit arbejde - og blive ældre. Som følge af »Ny Løn«, der i de seneste år er rykket ind på de offentlige arbejdspladser, er hver enkelt medarbejder nødt til at gøre en aktiv indsats for at få mere i løn. For mange kvinder indebærer det ny lønsystem, at de skal til at lære et helt nyt sæt spilleregler - medmindre de på forhånd vil tabe kampen til mændene om, hvem der skal have del i lønstigningerne.

Om de er HK-sekretærer eller succesfulde reservelæger: Kvinder lider generelt af ubehag ved selve spillet, ved det at skulle fremhæve egne præstationer på bekostning af gruppen eller ved tanken om at fremstå som grådige. Samtidig bliver de lettere usikre og misforstår spillet i en lønforhandling, forklarer forfatter og journalist Solveig Schmidt, der er aktuel med bogen »Lønforhandling for kvinder« (1).

»I lønforhandlinger nytter det ikke noget, hvis man ikke kaster lys over sit eget arbejde. Slet ikke, når man er på et arbejdsmarked, hvor mænd så uhæmmet ikke bare fremhæver, hvad de selv gør, men tit også tager æren for andres arbejde«, siger Solveig Schmidt.

Privatsfæren er spækket med konflikter, som blandt andet bunder i, at mænd og kvinder kommunikerer forskelligt. Kvinder vil gerne værdsættes - uden at skulle bede om det. Mænd tror fejlagtigt, at en kvinde, der nikker under en samtale, er enig i det, manden siger. Men hun lytter bare.

»Der er masser af forskelle, som vi tager med os på arbejde. Kvinder bliver usikre på, hvad der foregår under en lønforhandling, og derfor er de bagud på point fra starten«, forklarer hun.

I bogen giver Solveig Schmidt, der har erfaring fra mange års arbejde som faglig sekretær, konkrete anvisninger på, hvordan individuel lønforhandling kan lykkes for kvinder.

• Forarbejdet: Her gælder det om at samle viden om lønniveauet, frynsegoder og pension på den pågældende arbejdsplads og generelt for faget. Man bør gøre sig klart, hvor smertegrænsen går, og hvordan man vil reagere på et afslag på mere i løn. Man kan øve sig i at rose sig selv og fremhæve egen indsats - før mødet med chefen. Og man skal være indstillet på, at chefen formentlig hverken kan eller vil imødekomme alle, der kommer og beder om mere i løn. Så hvis man forinden har gjort op, at det slet ikke betyder så meget, og at man ikke vil være til besvær, kan man være næsten sikker på at gå tomhændet fra mødet.

• Argumenterne: Man bør holde sig til maksimalt 2-3 gode argumenter for at bede om mere i løn. Opregner man en lang liste under samtalen med chefen, er risikoen, at hele diskussionen kommer til at strande netop på det ene argument, som måske er tyndt og kan imødegås. Sørg i stedet for at gentage de få gode grunde igen og igen.

• Selve spillet: Det er helt rituelt, at der kan opstå en dårlig stemning under mødet. Det er en del af spillet, og et nej i første omgang kan vendes, hvis man holder fast i stedet for at blive skuffet og give op. Modstand betyder ikke, at man har dummet sig, men at det forventes, at man kæmper for sin sag.

Helt overordnet bør man indstille sig på, at der - i hvert fald ifølge bogens forfatter - ingen større retfærdighed er til, når det gælder løn. De aktive løber med pengene, uanset om de har fortjent dem eller ej.

Lønløft for mere arbejde

40-årige Lykke Storgaard er en af de læger, som har gjort en aktiv indsats for at forbedre sine lønvilkår. Efter grundig overvejelse besluttede hun sidste forår, at hun ville give det et forsøg. Lykke Storgaard var på det tidspunkt ansat i en 1. reservelæge-stilling på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital og oplevede, at hun reelt udførte et arbejde, der svarede til en afdelingslæges. Dels var overlægen kun til stede på halv tid, og dels blev afdelingen omstruktureret, så den fik mange flere patienter.

Lykke Storgaard kunne derfor slå på, at hun havde fået større ledelsesansvar, og at det var vigtigt, at der var en gennemgående læge med godt kendskab til afdelingen og patienterne. Før hun bankede på hos den administrerende overlæge, havde hun skrevet argumenterne ned - og desuden gjort op med sig selv, hvad hun ikke ville nævne i lønsamtalen. Det kom eksempelvis ikke forhandlingerne ved, at hun som alenemor til tre børn havde god brug for ekstra i lønningsposen, eller at hun boede i Jylland og derfor måtte bruge et par timer dagligt på transport.

»Jeg lagde ud med at sige, at jeg var glad for arbejdet og fandt det spændende. Men at jeg ville have den løn, jeg mente, jeg fortjente. Jeg slog på mine personlige kvalifikationer og sagde, at jeg faktisk ikke mente, at der var andre læger på samme uddannelsesniveau i huset, der kunne gøre det lige så godt som mig«, fortæller Lykke Storgaard, der havde mere end et års erfaring med arbejdet på netop den afdeling.

Overlægen var helt enig i hendes betragtninger - men vred sig noget ved udsigten til at måtte skaffe de ca. 5.000 kroner ekstra, som Lykke Storgaard skulle have, hvis hendes løn skulle svare til en afdelingslæges.

Lykke Storgaard gjorde det dog klart, at hun ikke så det som sit problem, hvordan pengene skulle skaffes - og at afdelingen desuden ikke var blevet kompenseret for at mangle en halv overlæge.

Hun sagde også noget, som fik chefen til at udbryde, at hun truede. Lykke Storgaard forklarede nemlig, at lønnen for hende blandt andet var en målestok for, hvor værdsat hun var på afdelingen, og at det ville indgå i hendes overvejelser om, hvor hun gerne ville være ansat på længere sigt.

Den administrerende overlæge slog for sin part på, at det vel var mere attraktivt at være ansat på et universitetshospital end i et yder-amt. Hertil replicerede Lykke Storgaard, at hun var enig, men faktisk anså det for hospitalets fordel af have et menneske som hende ansat.

Løn giver respekt

Efter de rituelle sværdslag kunne Lykke Storgaard forlade chefens kontor som en rigere kvinde. Hun fik de 5.000 kroner ekstra om måneden - men måtte opgive kravet om at slippe for vagter på grund af den aktuelle bemanding på afdelingen.

»Egentlig kan jeg ikke lide det rituelle spil. Det var ikke rart at blive opfattet som aggressiv. Det påvirker mig meget, og jeg havde et stort behov for at forklare, at jeg var utrolig glad for mit arbejde, og at det ikke var for at være aggressiv, men at jeg blot ville kridte banen op,« forklarer Lykke Storgaard:

»Det handler ikke kun om at få mere i løn - det er også som om, atder står mere respekt om ens arbejde, hvis man bliver honoreret. Når man relativt let honorerede mig mere end absolut nødvendigt i forhold til overenskomsten, var det en anerkendelse af mit arbejde. Det var en rar fornemmelse«.

Den administrerende overlæge havde hun et godt forhold til - både før og efter lønsamtalen.

»Jeg havde tænkt, at der kunne komme andre lønforhandlinger, og at jeg lige så godt kunne øve mig her. Hvis han sagde nej, var jeg ikke blevet vred eller sur. Alligevel var jeg nervøs inden samtalen, hvilket jeg opfatter som lidt tøset«, siger Lykke Storgaard.

Kvinders bekymring for at fremstå som grove eller utaknemmelige får dem ofte til helt at afholde sig fra at kræve mere i løn, forklares det i »Lønforhandling for kvinder«. Men belønningen for arbejdet kommer sjældent af sig selv. Og i bogen fremhæves det, at man ikke behøver udrette mirakler for at bede om lønforhøjelse. Det almindelige, daglige arbejde giver også ret til mere i lønningsposen. Børn, barsel og ansvar på hjemmefronten skal heller ikke afholde kvinder fra at kræve lønforhøjelse. For ofte knokler de tilsvarende hårdere på jobbet, mener Solveig Schmidt, der også advarer kvinder mod at tro, at en sygedag en gang imellem diskvalificerer dem i lønspillet:

»Jeg har aldrig mødt en mand, der ville stille færre lønkrav, fordi han havde haft influenza i september. Man skal passe på, at den forhandling, kvinden fører med sig selv hjemme ved køkkenbordet, ikke bliver den sværeste af dem alle«, siger Solveig Schmidt.

Svært for de yngste læger

33-årige Ditte Strange, der har været ansat halvandet år i en introduktionsstilling på Amtssygehuset i Roskilde, er blandt kritikerne af Ny løn, når det gælder de yngste læger. Hun betegner det som »omsonst« at kæmpe for at få mere i individuel løn, når man som yngre læge alligevel er nødt til at skifte arbejdssted hvert halve eller hele år.

Bare tanken om at stille til en samtale med cheferne for at kræve mere i individuel løn finder hun ubehagelig:

»Jeg ville ikke regne med, at jeg kunne opnå mere i løn. Når man er introduktionslæge, sidder man i en meget udsat position. Der er stort set ingen, som ikke ville kunne dække ens plads - medmindre man er i et område med stor lægemangel. Når man har fornemmelsen af, at andre lige så godt kunne lave det arbejde, man udfører, sidder man i en ualmindelig dårlig forhandlingsposition«, siger Ditte Strange.

Hun bryder sig heller ikke om ideen om at skulle sidde til en samtale og fremhæve sig selv på bekostning af en gruppe af læger.

»Derfor vil det være bedre at forhandle tillæg igennem, der følger funktionen. Medmindre man er et sted, hvor man kan noget helt specielt og virkelig gør en forskel, bliver individuel løn hurtigt til et spørgsmål om, hvem der er bedst til at tale sin sag. Dertil kommer, at man skal hæfte sig selv op på nogle målbare parametre. Det kan godt blive lidt fattigt, hvis man skal sælge sig selv på, hvor meget man har undervist, og hvor mange kurser man har taget«, siger Ditte Strange.

Bløde værdier honoreres ikke

Nogle af de kvalifikationer, der ofte kædes sammen med kvindelige læger, giver som regel ikke »kredit« i systemet:

»Hvor god man er til at tale med patienterne eller finde den passende behandling og få arbejdet på en afdeling til at køre - det er ting, man ikke lige kan sætte mål på«, siger Ditte Strange.

Faren ved Ny Løn er, at lægerne vil gå endnu mere op i, hvad der står på CV'et end i dag.

»Men hvis man omvendt vil gøre sin patientkontakt god og bruge mere tid på de daglige funktioner i arbejdet, så bliver der mindre tid til at forske og undervise«, siger hun.

For speciallæger, der har mulighed for at gøre en forskel, kan Ditte Strange godt se pointen i Ny Løn.

»Men systemet passer dårligt til en gruppe som de yngste læger. I forvejen bruger vi en masse tid på at kæmpe for at få basale krav opfyldt, som ikke har noget med lønnen at gøre. For eksempel kravet om, at der skal være et kontor og en computer, der fungerer. Og kravet om at få lov til at afspadsere sit overarbejde. Oveni skal man så bruge tid på at kæmpe for den løn, man automatisk fik før, de nye lønsystemer blev indført«.

Ditte Stranges oplevelse er desuden, at der ofte er store vanskeligheder forbundet med at få gennemført forbedringer, der gavner hele vagtlaget af læger. Også selv om det ikke drejer sig om dyre tiltag.

»Så at gå ind og forlange en højere personlig løn - det ville næsten kun kalde på et grin«, mener Ditte Strange.

Grin eller kontanter? Lærer de kvindelige læger ikke spillet, risikerer de at havne i samme situation som de offentligt ansatte i Sverige. Her blev Ny Løn indført for overlæger allerede i slutningen af 1980'erne, og erfaringer fra de seneste år viser, at kvindelige svenske læger ofte får fem procent mindre end mændene, når de selv skal forhandle lønstigninger hjem.