Kan læger vænnes fra kongresser, konferencer og kurser?

Plejer du at rejse til internationale konferencer for at høre om de seneste nye teknikker inden for dit fag? Det behøves ikke længere. Hvis du er kirurg, kan du bare gå på websider som f.eks. www.websurg.com, hvor du både kan se operationsvideoer med nye metoder og interviews med eksperter samt deltage i elektroniske debatter.

Alle - også ikkekirurger - kan bruge elektronik til udveksling af ideer, oplysninger, meninger og meget andet. Og skal der billeder på, kan videokonferencer klare det.

Så hvis man som læge er bekymret over sin CO2-udledning, er de internationale træf et oplagt sted at skære ned. Især de lange flyrejser forbundet med disse konferencer tynger godt til i CO2-regnskabet.

»Vi skylder vore børn og børnebørn at minimere vores bidrag til accelerationen [af udledningen, red.], så vi udskyder den dag, hvor miljøet endegyldigt bliver for ustabilt til, at mennesker kan eksistere«, som en af de absolut bekymrede - professor emeritus Malcolm Green, Imperial College i London - skrev for nylig i et indlæg i British Medical Journal (BMJ).

Men kan ansigt til ansigt-sammenkomster virkelig erstattes af diverse elektroniske alternativer?

Sagtens, efter Malcolm Greens mening. Videokonferencer kan f.eks. være særdeles livagtige, skriver han i sit indlæg:

»Ved en nylig transatlantisk konference spurgte en deltager i New York sine kolleger, om de ville have kaffe, og adskillige hænder blev rakt op i London«, fortæller han.

Efter hans mening vil den elektroniske form nærmest blive normen fremover.

»Teenagere kommunikerer med hinanden over hele verden via voip (voice over internet protocol), med eller uden videoforbindelse, bare ved at bruge deres hjemmecomputere. Vi kunne vel følge deres eksempel?«, lyder opfordringen fra Malcolm Green til lægekollegerne.

Ingen erstatning for tilstedeværelse

Malcolm Green skal dog ikke regne med, at alle tager opfordringen op.

I samme nummer af BMJ skriver således James Owen Drife, som er professor i obstetrik og gynækologi på Leeds General Infirmary, at han ikke tror på, at elektroniske konferencer kan det samme som de møder, der finder sted i den fysiske verden. Påvirke f.eks.

»Vi kan ikke få indflydelse på holdninger ved at give folk en svada på en videoopkobling ...«, skriver han bl.a.

I det hele taget slår han et slag for det personlige mødes mulighed for at skabe resultater.

»For mig er inspiration det vigtigste. En konference kan motivere deltagerne ... Helsinkideklarationen fra 1964 ville have haft mindre virkning på forskningsetikken, hvis den havde været gruppe-e-mailen fra 1964«, som han skriver.

James Owen Drife har ganske vist forsøgt sig med f.eks. videokonferencer, men han er ikke specielt glad for dem.

»Ved min første videokonference holdt fjernpublikummet sig klogt uden for kameraets rækkevidde. Min sidste blev afbrudt af uforklarlige, fjerne latterudbrud«, som han skriver.

Den gyldne middelvej

Måske ligger den mest farbare vej et sted midt imellem.

»Personligt mener jeg godt, at man kan udvide anvendelsen af webcasts osv. Jeg synes dog ikke, at de kan erstatte internationale konferencer, da networking kun kan gøres face-to-face. Man bliver gerne inspireret på en helt speciel måde, når man er af sted og bruger tiden 100% på kongressen. Så er der ligesom tid til at få nogle gode ideer til projekter, som man ikke får på samme måde i hverdagen«, siger dr.med. Jacob Rosenberg, speciallæge i mave-tarm-kirurgi, Gentofte Hospital og videnskabelig redaktør for Ugeskrift for Læger.

»Endelig er det meget afgørende i forskeruddannelsen, at man lærer at kondensere sin forskning til et foredrag eller en poster og præsentere det på en kongres. Kongresserne kan derfor ikke undværes«, mener han.

Samme melding kommer fra Svend Schulze, dr.med. og ledende overlæge på Hvidovre Hospitals gastroenhed.

»På kongresser er der dels noget socialt, og så får man også meget bedre skabt kontakter. Men jeg har været på mange kongresser, og det er rigtigt mange gange, hvor man må sige, at der behøvede jeg ikke at være taget af sted«, siger han.

Selv bruger han elektroniske kommunikationsløsninger - bl.a. videokonferencer - med jævne mellemrum.

»Jeg er med i bestyrelsen for Dansk Medicinsk Selskab, hvor vi f.eks. har haft kortere telefonmøder og videokonferencer over Skype. Det er virkelig smart. Og for nylig var jeg til et møde i Paris, hvor hovedtaleren fra London var blevet forhindret. Han holdt så sit oplæg via video fra London, mens vi sad der uden for Paris«, siger han.

Der er flere årsager til begejstringen - både personlige og samfundsmæssige.

»Det er rigtigt godt. Det sparer penge og tid. Og det skåner miljøet. Det kan ikke helt erstatte konferencerne, men en kombination er godt«, siger han.

Elektronik kan noget andet

Sammensætningen af en sådan kombination må nødvendigvis tage hensyn til de forskellige kommunikationsmetoders særpræg.

»Det er fornuftigt at betragte elektronisk kommunikation som en anden måde at kommunikere på«, siger Lone Dirckinck-Holmfeld, som er professor ved Aalborg Universitets Institut for Kommunikation og bl.a. forsker i it og læring.

»Man ved f.eks., at videokonferencer egner sig godt til kommunikation mellem folk, der arbejder på forskellige lokaliteter og danner en lille gruppe, der skal samarbejde om noget. Det er et meget fleksibelt medie. Og meget effektivt«, siger hun.

Hun mener, at den stigende brug af videokonferencer også i større sammenhænge - såsom foredrag mm., der via video kan ses af mennesker, som ikke er fysisk til stede - vil øge kravene til de sammenkomster, der så finder sted i den virkelige verden.

»Der vil blive stillet større krav til, at det skal være mere end en megaforelæsning, der lige så godt kan ses på nettet. Det bliver ekstra vigtigt med de fysiske ting - netværket og diskussionerne med kolleger f.eks.«, siger hun.

Der er også ting og sager, som videokonferencer og andre elektroniske metoder ikke rigtigt dur til.

»Der, hvor der er brug for at tage hinanden i hånden eller lægge en arm om en skulder. En tilbagemelding til en kræftpatient for eksempel. Især hvis det er det første møde. Til gengæld kan elektronikken en masse i forhold til opfølgning«, siger Lone Dirckinck-Holmfeld.

»Mit budskab til lægerne vil være at se proaktivt på dette her. Sygehusene har i dag store kommunikationsproblemer. De har muligheden for at gentænke kommunikationspraksis og effektivisere arbejdsgangene«, siger hun.

»Og samtidig spare CO2«.