En lille pige står i et klinisk hvidt forsøgsrum og træder sig selv over tæerne. Den kabinelignende bås er ikke ret stor, og hun ser alle andre steder hen end på de to skikkelser ved siden af hende: to udgaver af hendes far. Den ene er biologisk, af kød og blod. Den anden er en humanoid robot, hvis metalskelet er overbevisende gemt væk under en livagtig vokshud.
Mens robotten sender pigen et stift smil, spørger hendes rigtige far, den japanske robotingeniør Hiroshi Ishiguro, om hun ville kunne blive tilfreds med robotudgaven af ham som far. Ishiguro har selv skabt robotten og er besat af at bygge en så livagtig replika af sig selv som muligt. Målet er at finde ud af, om en samtalepartner kan opleve sonzai-kan – følelsen af menneskeligt nærvær – i mødet med en maskine. Mens datterens svar er et tydeligt nej til en Frankensteinsk farkopi, er hustruen anderledes positiv. Det er svært at bebrejde hende – hvem kunne ikke, indimellem, ønske sig en medgørlig robotmand, der ikke siger én imod, altid tager opvasken og klør én på ryggen om aftenen?
Spørgsmålet om, hvorvidt man kan opnå en sand følelse af menneskeligt nærvær med en robot, er omdrejningspunktet for den danske dokumentarfilm »Mechanical Love« fra 2007. Filmen udkom længe før generativ kunstig intelligens blev allemandseje og erindrer os om den hæsblæsende udvikling. Hvad der for få år siden lignede science fiction, er på få år blevet en del af hverdagen.
De absurde filmscener og de ublu ambitioner om at gøre mennesket overflødigt, både praktisk og emotionelt, hjælper os med at reflektere over, hvilken rolle vi ønsker den kunstige intelligens skal indtage i fremtidens sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, hvor der mangler hænder til alt fra logistik, forskning, dokumentation og diagnostik til engageret omsorgsarbejde.
Algoritmer kan allerede diagnosticere på baggrund af komplekse analyser af enorme datamængder, og ChatGPTs sundhedsfunktion står klar døgnet rundt med personaliserede og tilsyneladende empatiske svar til brugerne. Det gør det naturligt at spørge: Kan lægens rolle sættes på formel? Hvordan anvendes medicinsk AI forsvarligt fremadrettet, og hvem har ansvaret, når en algoritme begår fejl? Er fremtidens læge en kunstig intelligens – eller vil der fortsat være behov for det menneskelige møde? Og er menneskelig omsorg i sig selv uerstattelig?
Det nye temanummer af Bibliotek for Læger fokuserer på kunstig intelligens. Artiklerne undersøger centrale spørgsmål om tillid, forståelse, ansvar og bias i relation til kunstig intelligens. De giver samtidig et historisk og teknisk indblik i, hvordan systemerne er blevet til, hvordan de fungerer, samt kulturanbefalinger, der hjælper os med at reflektere over de filosofiske og etiske implikationer.
Dette er blot en lille smagsprøve på indholdet. Vi håber, du får glæde af det – og at du vil hjælpe med at sprede nyheden om, at det nye nummer er på gaden.
God læselyst
Cecilie Jespersen
