Kan man sulte sig til et langt liv?

Forsøg med bananfluer og mus har vist tegn på en sammenhæng mellem faste og et længere liv.

Selv om der er tale om begrænsede forsøg på laboratoriedyr, og endnu mere begrænsede på mennesker, mangler der dog endelig evidens for, at sultekure har en livsforlængende effekt på mennesker. Men emnet har medietække, og det har fyret op under det fænomen, som i nogen tid har floreret under betegnelsen longevity.

Således fortæller en radiovært og influencer i tv-programmer og podcasts om, hvordan han gennem et hårdt træningsregime, indtagelse af store mængder af (sponsoreret) kosttilskud og periodiske, strenge fastekure agter at leve, til han bliver mindst 180 år gammel.

I Danmark, hvor vi lever kortere end i de lande, vi plejer at sammenligne os med, er det naturligvis vigtigt at undersøge, hvordan det kan rettes op. Og positivt, at vi bliver mere bevidste om at motionere, spise sundere, drikke mindre og kvitte tobakken.

Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens kostråd er for kedelige til at bære en tv-serie eller lokke lyttere til en podcast. Til gengæld bygger de på solid evidens.

Harsk flæsk og tyndt øl

I 1966 bragte Ugeskrift for Læger et læserindlæg fra den fynske gårdejer og lokalhistoriker, Svend Frederiksen (1895-1982) [1]. Svend Frederiksen havde gransket fattigprotokollerne for Seden og Aasum Sogne fra 1800-tallets første halvdel og var blevet forundret.

På den ene side var det fremgået, at beboerne (»lemmerne«) på sognenes fattiggårde fik, hvad der må kaldes en asketisk kost: Dagsrationerne bestod af 350 g rugbrød, 20 g flæsk, 44 g gryn, 30 g smør og 1 l tyndt øl. Som forstanderen på fattiggården udtrykte det: »Fødes, det skal de. Men fedes, det skal de dæleme ikke«. Det var der nok heller ingen risiko for på den diæt. Maden var ikke alene sparsom. Fattiglemmerne måtte også finde sig i, at føden var af ringe kvalitet. En leverandør, en lokal gårdmand, gik ligefrem under øgenavnet »Per Ormeflæsk«.

Nu skulle man tro, at den magre diæt ville betyde, at fattiglemmerne døde tidligere end folk med lidt mere sul på bordet. Det var i hvert fald Svend Frederiksens antagelse. Som den grundige lokalhistoriker han var, gik han dog til sognets kirkebøger for at finde dokumentation for sin antagelse. Og her blev han så overrasket, at han måtte dele sin forundring med Ugeskrift for Lægers læsere.

Det viste sig nemlig, at fattiglemmerne i gennemsnit levede, til de var 80,8 år, mens sognets øvrige beboere forlod jordelivet efter bare 73,3 år.

Fra fattigkost til dyr fastekur

Fattiglemmerne, der måtte nøjes med fordærvet flæsk og tyndt øl, levede med andre ord 7,5 år længere. Det kunne ikke passe, så for en sikkerheds skyld havde Svend Frederiksen indhentet data fra 20 andre sogne. Men resultatet lignede det fra Seden-Aasum: På fattiggårdene levede beboerne gennemsnitligt 4,4 år længere end de mere velaflagte sognebørn.

Fattiglemmerne var overvejende gamle mennesker, som ikke længere kunne tjene til føden.

Kunne deres langlivethed skyldes, at de allermest skravlede individer allerede tidligere i livet var bukket under for de hårde livsvilkår? At det derfor kun var de mest hårdføre, der befolkede fattiggårdene?

Det var en gåde, og Svend Frederiksen ville gerne vide, om Ugeskrift for Lægers læsere måske havde et svar. Det havde de ikke, men siden 1966 er der forsket ganske meget på området. Således beskrev Nature Communications i 2024 et forsøg med en »fasteimiterende« diæt: I en periode skulle forsøgspersoner fem dage om måneden erstatte deres normale måltider med særlige pulversupper, kosttilskud og energibarer; 50 forsøgspersoner skulle følge kuren, mens 50 i en kontrolgruppe skulle leve, som de plejede. Forsøgspersonerne oplevede angiveligt færre af fastens mest almindelige bivirkninger: sultfornemmelse, svimmelhed og tab af muskelmasse. Og ikke nok med det: Efter tre måneder havde forsøgspersonerne desuden fået nedsat deres sygdomsrisiko og sænket deres biologiske alder med 2,5 år.

Men træerne vokser ikke ind i himlen – for som sociolog Natasja Bjerre Martinsen fra Steno Diabetes Center i 2024 sagde til videnskab.dk, er det muligt, at dette biohack virker for nogle. Men kan man gennemføre kuren på en normal hverdag og endda betale de omkring 1.500 kr., det vil koste om måneden?

I øvrigt er ophavsmanden til kuren næppe fri for interessekonflikter, idet han selv har opfundet kuren og ejer rettighederne til den.

Lavt BMI = høj dødelighed

Og ja – overspisning, især af bestemte fødevarer, er årsag til overvægt og livsstilssygdomme, som koster mange livet i en for tidlig alder.

Men beboerne på landets fattiggårde opnåede næppe deres høje alder, fordi de havde været på sultekost hele livet – eller lavkaloriediæt, som det kaldes i dag. Deres diæt og livsvilkår fremkaldte også livsstilssygdomme, der næppe har været befordrende for et langt liv. Den ensidige, næringsfattige og sparsomme kost og de fattiges ufrivillige »fasteperioder« har tværtimod ført til underernæring, mangelsygdomme og svækket helbred. Dertil kommer, at fattiglemmerne som yngre var dem, der måtte tage det hårdeste og mest opslidende arbejde og derved forbrændte langt flere kalorier, end de havde mulighed for at indtage.

Moderne studier viser, at underernæring svækker kroppens evne til at bekæmpe infektioner og at hele skader. Desuden forringes den fysiske funktionsevne på grund af tabt muskelmasse. Endelig har studier vist, at ældre med lavt BMI har en betydeligt højere dødelighed end folk med normalt eller højt BMI. Ifølge et studie fra 2017, publiceret af Sundhedsstyrelsen, steg dødeligheden blandt ældre på plejehjem fra 9% hos beboere med et højt BMI til 29% blandt ældre med et lavt BMI.

Spørgsmålet savner svar

Men for at vende tilbage til Svend Frederiksens spørgsmål: Levede fattiglemmerne længere, fordi »skravlet« allerede var døde i en tidlig alder af slid, sult og sygdom? Eller virkede det livsforlængende, at beboerne endelig var sluppet for at bekymre sig om kampen for det daglige brød? Er der bare tale om manglende forståelse for statistisk metode? Eller var det virkelig fattiggårdens spartanske levevis, der virkede livsforlængende?

Nutidens fortalere for longevity vil måske besvare det sidste spørgsmål positivt.

Skeptikere vil forlange yderligere, evidensbaseret forskning.

Man kunne tilføje, at Svend Frederiksens metode næppe ville leve op til nutidens standarder for sociologisk, epidemiologisk og statistisk undersøgelse. Det vil i alle tilfælde være en interessant udfordring for samfundsmedicinere, sociologer m.fl. at kaste sig over.

»Så er det også lige meget!«

Men hvor sjovt var det egentlig at leve længere, hvis man boede på fattiggården og levede af gammelt rugbrød og harsk flæsk?

Og i forlængelse heraf: Hvis det virkelig lykkes at finde nøglen til at leve i 180 år eller længere, vil det så være attraktivt, hvis prisen er et liv baseret på hård træning, pulversuppe og daglige håndfulde af kosttilskud?

Svend Frederiksen havde måske fundet et svar på dette spørgsmål. I hvert fald kan han berette om bonden Niels, som igen-igen havde drukket sig til delirium tremens. Og igen-igen måtte distriktslægen formane ham om, at han for fremtiden måtte holde sig til at drikke vand.

»Vand? Det er til heste«, svarede Niels.

»Ja, men så mælk, da«, foreslog lægen.

»Mælk er til kalve!«

»Ja, ja. Fortsætter De med øl og brændevin, så lever De ikke længe!«, sagde lægen.

»Så er det [grimme bandeord] også lige meget!«, sagde Niels.