Selvfølgelig skal der snakkes »PLOsk« og »almen praksisk«. Men skal der også snakkes »finansministerisk« og »regionsk«, »patientsk« og et par andre sprog? Er det nødvendigt, når de praktiserende læger og PLO skal forklare både omverden og forhandlingsmodpart, hvad der er hverdagen ude i klinikkerne? Men uanset om det så skal hedde udfordringer eller problemer, så er almen praksis presset af et stigende antal opgaver og en demografisk udvikling.
Sådan lød det i mange formuleringer, da PLO lørdag holdt sit forårs-repræsentantskabsmøde i Odense, og derfor skal der investeres i området, hvis fremtiden ikke, som en formulerede det, skal blive »ren dystopi« og ende med en suppedas af ikkeaftalt opgaveglidning, ikkebetalte indsatser og uholdbart arbejdsmiljø.
PLO-formand Jørgen Skadborg åbnede ballet med sin mundtlige beretning, der kredsede om nylige og nært forestående begivenheder i tre nedslagspunkter: den forkætrede økonomiramme, de nu igangsatte forhandlinger om Aftale25 og den kommende strukturreform af sundhedsvæsenet.
Økonomirammen først:
»Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der er delte meninger om forliget og den måde, hvorpå PLO har varetaget sine interesser«, sagde Jørgen Skadborg om udgangen på sagen om de praktiserende lægers sammenstød med økonomiloftet i slutningen af 2023.
»Man fristes næsten til at sige: Velkommen til den politiske virkelighed«, sagde Jørgen Skadborg – og påpegede, at det er den, man står i, »når man forhandler med en modpart, som i mange år har haft bundlinjen som hovedfokus – og mindre fokus på den fælles opgave«.
Loft og ramme
Det er også i den selvsamme virkelighed, PLO i forhandlingerne om Aftale25 vil trykteste regionernes vilje til at investere i almen praksis.
»Der er intet, jeg hellere ville, end at vi kom helt af med økonomiloftet, både bagudrettet og fremadrettet. Og i en tid, hvor alle taler om, at antallet af praktiserende læger skal stige med 4% årligt i det næste årti, så burde det være indlysende, at de økonomiske bånd på væksten i almen praksis skal løsnes«, sagde Jørgen Skadborg.
Lige om lidt kommer Sundhedsstrukturkommissionen med sine anbefalinger, og i det lys bliver Aftale25 i store træk en såkaldt videreførelsesoverenskomst. PLO og regionerne har, fortalt PLO-formanden, aftalt at have fokus på det, som er mest påtrængende: lægedækning, herunder indsatser for rekruttering og fastholdelse, differentieret normtal og honorering og andre incitamenter i lægedækningstruede områder.
Men PLO vil i forhandlingerne gå efter to ændringer i den del af aftalen, der handler om økonomien:
For det første vil PLO gerne have fastslået retten til selv at vejlede medlemmerne om, hvordan de kan få deres aktiviteter til at passe ind i den økonomiske ramme, og for det andet vil PLO have ændret den måde, hvorpå rammen er udformet.
»Vi vil gerne fastholde, at den er kollektiv, sådan at en mindre omsætning et sted kan udnyttes af klinikker med en større omsætning andet sted, for hvis alle udelukkende har en individuel ramme, risikerer vi, at den samlede økonomi bliver mindre. Men hvis rammen bliver overskredet, foreslår vi, at tilbagebetalingskravet først rammer dem, som har haft den højeste omsætning.
Sådan en kombination af en kollektiv ramme kombineret med en mere individuel fastsat tilbagebetaling er ikke nogen let øvelse, men den nuværende model giver forståeligt nok anledning til stor utilfredshed. Ikke mindst hos de medlemmer, der skal være med til at betale tilbage, selvom deres egen omsætning ligger langt under andres omsætning. Det bidrager nemlig ikke til trivslen«, påpegede Jørgen Skadborg.
Sejr – og flere opgaver
Og så handlede resten af hans beretning om de kommende strukturændringer i det samlede sundhedsvæsen – og selvom man, konstaterede PLO-formanden, »endnu ikke med sikkerhed kan sige ret meget med sikkerhed«, så står det klart, at det nære sundhedsvæsen skal igennem en større ombygning.
»Hvis der sættes politisk handling bag den ambition, er det i sig selv en kæmpe politisk sejr for PLO og for den vedholdende indsats, vi gennem årtier har lagt i at få sat en sådan udbygning af almen praksis på den sundhedspolitiske dagsorden. Det vil være ensbetydende med større omsætning og flere praktiserende læger – men selvfølgelig også en større opgaveportefølje og flere krav til de opgaver, vi allerede løser«, konstaterede Jørgen Skadborg.
Men bedre økonomi og et øget antal praktiserende læger gør det ikke alene, fortsatte han:
»Det er også væsentligt for mig, at vi bevarer praktiserende læger som selvstændigt erhvervsdrivende, der udøver deres virksomhed i overensstemmelse med en national aftale, og at vi fortsat har indflydelse på f.eks. honorarsystemet, tilgængelighed, regler om generationsskifte, kvalitetsudvikling, forskning, efteruddannelse og meget andet. Indflydelse på egne arbejdsvilkår og selvstændigheden er afgørende«, sagde han – og pegede på, at lægernes trivsel både er udslagsgivende for patienterne og for at kunne tiltrække kommende generationer af læger.
Forandringer? Ja da!
At der kommer forandringer for almen praksis, når strukturerne skal ændres, bør på ingen måde skræmme nogen, sagde Jørgen Skadborg:
«Vi har bakket op om, at der udarbejdes en national opgavebeskrivelse, en kollektiv definition af vores arbejde og faglighed – baseret bl.a. på input fra DSAM – som alle praktiserende læger skal være forpligtet af. Og vi har i høj grad brug for, at der nationalt laves bindende retningslinjer for, hvad sygehusene og kommunerne skal levere i samarbejdet om patienterne. For i disse år er noget af det, der udfordrer kollegernes trivsel mest, at opgaverne skubbes ud fra sygehusene uden national aftale eller styring.
Forandringer er velkomne – så længe det, der kommer til at ske i de kommende år, er en besindig evolution i samspil med en længe efterspurgt vækst i antallet af praktiserende læger, gennemført i partnerskab med de praktiserende læger – og ikke en revolution gennemført hen over hovedet på os og udtænkt bag et skrivebord fjernt fra den virkelige verden«, sagde PLO-formanden.
Og så er det, at det med de mange sprog bliver vigtigt – at man som praktiserende læger som stand skal kunne gøre virkeligheden og udfordringerne i almen praksis forståelig for andre.
Det var Henrik Idriss Kise, formand for PLO-Midtjylland, der i sin mundtlige beretning for kredsen beskrev, hvordan han nogle gange føler, de praktiserende læger taler for, om ikke døve øren, så ører, der ikke forstår, hvad der bliver sagt. Et billede, der blev grebet af flere i den efterfølgende debat.
Ressourcerne skal være der
Her var det ikke mindst gnidningerne med hospitalssektoren og den tiltagende og ikkekoordinerede og -aftalte opgaveglidning, der fyldte. Der er behov for tydeligere svar på, hvordan det skal ske og i hvilket omfang.
Og selvom snakken går meget på, at hospitalerne åbner sig op for den øvrige del af sundhedsvæsenet, oplever mange praktiserende læger det modsatte: at det bliver sværere og sværere at få hul igennem og »få lov« til at henvise patienter, lød det fra flere.
Flere advarede også mod, at de praktiserende læger påtager sig opgaver, der ikke er ressourcer til – selvom opgaven som f.eks. fast læge på botilbud giver god lægefaglig mening. Ressourcerne skal følge med de nye opgaver, og det er i orden at sige nej til også fagligt velbegrundede nye opgaver, indtil der ligger en fornuftig aftale, påpegede flere.
Flere spurgte også, hvordan det én kaldte »den vigtigste rapport i mands minde« – altså Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger – vil blive behandlet politisk i PLO.
I sin replik erklærede Jørgen Skadborg sig enig i, at den ikkeaftalte opgaveglidning er »voldsomt problematisk«, når Sundhedsstyrelsen f.eks. nu vil pålægge de praktiserende læger at skulle stå for ADHD-behandlingerne.
Og han sagde, at det selvfølgelig er på sin plads at sige nej til ikkeressourcedækkede nye opgaver – men »PLO skal også sørge for gode rammer for de kolleger, der har påtaget opgave som botilbudslæge«.
Sundhedsstrukturkommissionens rapport bliver – med overlæg eller ej – lanceret sådan, at høringsfristen ligger hen over den store sommerferie i juli, og PLO’s høringssvar skal altså være klar i starten af august, konstaterede Jørgen Skadborg.
Efter to timers debat blev beretningen godkendt af et samlet repræsentantskab.
Fakta