Kan vi hjælpes ad med at afdække kaos?

Svaret er ja.

Altså, svaret på denne artikels overskrift. Det kan vi godt. Nogle af de fremmødte på kurset »Patienterne har stress! Kan du som praksispersonale være med til at løse denne opgave i et Shared Care-forløb?« gør det allerede. I større eller mindre grad. Mere eller mindre formaliseret.

Og uanset at der også er bekymringer i forhold til tid, at overse noget og ikke føle sig rustet til ’grimme tanker’ – som det kom frem på den afsluttende workshop – så vil de gerne: Bidrage til den store opgave, der er forbundet med patienter i almen praksis med symptomer på stress. Og det glæder underviser Peter Schou Rugolo, praktiserende læge i Himmelev Lægehus. For der er mange af dem. Og dem, der er, de fylder. Omkostningerne er kæmpestore – for såvel den enkelte patient som for samfundet.

Det er med andre ord en virkelig god fidus at se nærmere på, om man kan optimere arbejdet i klinikkerne med netop denne patientgruppe.

»Det er ikke sådan, at vi har en færdig opskrift. Men vi laver så mange andre shared care-forløb med vores patienter i forhold til diabetes, KOL, hypertension, myxødem, osv. Så det her er sådan set bare endnu en arena, hvor vi tænker, kan vi ikke også godt gøre det her? Og jeg tror jeg absolut godt, at vi kan«, lød det fra Peter Schou Rugolo.

Og således præsenterede han specifikke værktøjer til det fremmødte praksispersonale. Om sygemeldinger, mulighedserklæringer, søvn, tankemylder, hovedpine, svigtende hukommelse og koncentration, træthed, sænket stemningsleje og angst.

Særligt fokus blev rettet imod den indledende samtale. For kan den ikke varetages af f.eks. en sygeplejerske? Er det ikke at foretrække i stedet for at vente længere på en ledig tid ved lægen? Hos i hvert fald én kursist er det faktisk allerede praksis.

Peter Schou Rugolos anbefalinger til dén samtale pegede i retning af ét ord: Lyt! Det er alligevel ikke her, at alle årsager og løsninger skal på bordet. Læge eller ej.

»Her skal I acceptere, at det er kaotisk til en start. Både for patienten og for os. Det er ikke på dag et eller to, at vi nødvendigvis har det fulde billede. Vi kan jo meget bedre lide, at vi har en konsultation, og så har vi både årsag og løsning. Men sådan er gamet ikke her«, siger Peter Schou Rugolo

»Det er de færreste patienter, som kommer og siger, at de har stress. De kommer med alle symptomerne. Og det er jo sjældent én enkelt ting, men summen af faktorer over tid, som gør sig gældende. Vi skal huske, at vi har med en patient at gøre, som er i kaos. Og derfor er opgaven stille og roligt at afdække det her og acceptere, at vi ikke får hele billedet af symptomgraden og årsagsforklaringer i den indledende fase. Og i den fase tror jeg i høj grad godt, at vi kan lave noget delt arbejde«.

Et særskilt punkt var der også til sygemeldinger og mulighedserklæringer. Måske en udfordring i forhold til shared care, da lægens underskrift er påkrævet. Men ikke uløseligt. Hvem siger, at det ikke er praksispersonalet, som kan lave det indledende arbejde? Så også her var der konkrete råd.

»Her er varigheden af sygemeldingen hammervigtig. Selvfølgelig kan det være helt nødvendigt for en kortere periode at trække stikket. Men vi ved også fra undersøgelser, at længere sygemeldinger – når vi kommer op på 6-10 uger – så skal vi være meget opmærksomme. For så bliver det meget vanskeligere og angstprovokerende at komme tilbage til et arbejdsliv. Kontakt og dialog med en arbejdsgiver gennem en stresssygemelding er i det hele taget supervigtig«, siger Peter Schou Rugogo.