Kandidatgalla

Peter Bernhard var selv blandt de nybagte kandidater, som bevægede sig op ad den røde fløjlsløber for at stå sammen med andre gallaklædte fra sin årgang på Domus Medicas marmorgulv til den festlige kandidatmodtagelse, mens han mærkede det højtidelige sus. Det var i vinteren 1993.

Modtagelsen, og aflæggelsen af lægeløftet, oplevede han dengang som en indvielse.

Denne sommer står han der igen - men nu som repræsentant for Yngre Lægers bestyrelse, der skal byde nye kolleger velkommen i Lægeforeningen. »Meningen er at byde de yngre læger velkommen i Lægeforeningen«, forklarer han. »At vise, at vi er stands- og fagforeningen, selvfølgelig, men også, at vi står for noget pomp og pragt, fest og tradition.«

Ind i en lang tradition

Siri Tribler er en af de nye. Lægestudiet havde hun valgt - ikke fordi hendes forældre var læger, men fordi hun havde arbejdet med handicappede efter gymnasietiden og nu havde fået appetit på at hjælpe folk som læge.

»Her er frygtelig fornemt«, siger hun med et blik rundt i det imposante bibliotek med marmorkamin og portrætter af århundredgamle kolleger med pudderparyk. Som langt de fleste her i aften er det hendes første besøg i Domus Medica, og hun er meget bevidst om, at det er en lang og forpligtende tradition, hun nu er blevet en del af.

Hun glæder sig til at komme ud og arbejde i faget som turnuskandidat på Fyn - men først skal hun på barselsorlov. Hun bor i København, så Fyn var ikke højt på ønskelisten - »men det kunne bestemt være værre«.

Det er også Anders Højs første besøg i Domus Medica. Han vandrer rundt i biblioteket og studerer de gamle, krakelerede læderbind og indrømmer gerne, at han mærker historiens vingesus: »Man står jo på skuldrene af de gamle kolleger og håber, at man kan efterligne nogle af de undervisere, man har haft«.

Anders Høj ser frem til aflæggelsen af lægeløftet om et par dage. Da han læste en artikel i Ugeskriftet om lægeløftets historie, havde han først og fremmest bidt mærke i udtrykket »primum nil nocere«, som i den ældre hippokratiske ed var lægens ydmyge løfte om altid at overveje den skade, et indgreb også kan medføre. »Det er noget, jeg ofte gentager for mig selv. Jeg tænker næsten på det, hver gang jeg er på arbejde«.

Ingen af hans nærmeste slægtninge er læger, og valget af lægestudiet traf han efter kort at have overvejet jura- eller ingeniørstudiet. Men han har allerede overvejet at specialisere sig i kirurgi, formentlig mave-tarm-kirurgi. »Men nu skal jeg ind og se, om jeg har tæft for det«, siger Anders Høj, der til sin glæde har fået turnus på H:S Bispebjerg Hospital - dog først, når han har aftjent fire måneders almindelig værnepligt.

Om sine forventninger til arbejdet som læge siger han, at han både regner med glæder og sorger:

»Jeg tror, at det vil ændre min personlighed, men jeg håber ikke, at det vil gøre mig for distanceret. Det kommer an på den psykiske rustning, man er i stand til at tage på. Det berører mig stadig følelsesmæssigt at møde en døende kræftpatient, og det skal jeg lære at tackle. Men så er der også det sus, man oplever, når man formår at hjælpe. Det lyder fortærsket, men det er en helt fantastisk følelse, når man mærker, at man hjælper et andet menneske. Og det håber jeg, at jeg kommer til at opleve mange gange«.

Lære af fejl, vokse med opgaven

For Sidrah Noreen er den forestående aflæggelse af lægeløftet kun en fortsættelse af den følelse, hun allerede havde ved den afsluttende eksamen: »Det er et stort ansvar, man får, og det føles meget højtideligt. Man får en helt anden rolle - folk ser på en med helt andre øjne, og man ser også sig selv på en anden måde. Efter den sidste eksamen tænker man: o.k., nu skal jeg bære mig ordentligt ad. Det lyder måske lidt klicheagtigt, men der sker en ændring. Fra du går ind til den sidste eksamen, og til du kommer ud, sker der et eller andet«.

Hendes studievalg skete på grund af lyst til at arbejde med mennesker. Det gør man naturligvis i så mange fag, men det måtte gerne ske på »et lidt højere plan«.

Sidrah Noreen valgte faktisk lægestudiet med henblik på at blive psykiater. »Men undervejs fandt jeg ud af, at det vil jeg alligevel ikke. Sygdommene er interessante men også lidt uforståelige og diffuse - lidt skræmmende og svære at håndtere. Det har jeg ikke lyst til at arbejde med resten af mine dage«.

Hun kan ikke på stående fod se en specialevej for sig. Men kirurgi skal det under ingen omstændigheder være. »Medicin, måske endokrinologi, jeg ved det ikke«. Som læge håber hun at »blive bedre til at håndtere mennesker, skabe god kontakt og lære af mine fejl, som man nok ikke kan undgå, selv om det er uacceptabelt. At jeg kan vokse med opgaven. Modtagelsen i Domus Medica er en god og festlig måde at afslutte studiet på«, siger Sidrah Noreen, der har vænnet sig til tanken om at skulle til Sønderborg i turnus. »Man skal jo også se noget af det jyske«.

Rejse, forske, gøre en forskel

Elisabeth Hjardem kommer fra en lægefamilie, og lægeløftet om et par dage betyder meget for hende: »Jeg har villet være læge, siden jeg var ti år. Min mor er tandlæge, og min far er læge«.

Det er dog ikke kun traditionen, der har bestemt hendes karrierevalg: »Også det at have et arbejde, som er meningsfuldt, hvor man møder en masse mennesker og kan gøre noget for andre - det er noget af det, jeg tænker over. Men også den intellektuelle udfordring - det har mange facetter, man vælger jo ikke ud fra en ting. Mulighederne for at rejse, for at forske, at føle, at man gør en forskel«.

Hendes forventninger til de kommende år går i retning af reumatologien, som hun allerede har forsket i. Jeg vil i hvert fald ikke udelukke det. Lige nu tror jeg, at det gælder om at holde alle døre så åbne som muligt, men jeg hælder nok mere til medicinen, end til kirurgien«, siger Elisabeth, der skal i turnus på Bispebjerg. »Det var min første prioritet, så jeg er lykkelig«.

Anders Lander har ikke tænkt så meget over det lægeløfte, han skal aflægge om et par dage: »Det er jo en tradition - hvad jeg godt kan lide. Og selvfølgelig en formalisering af det moralske og etiske aspekt af hvervet som læge. Jeg har selvfølgelig tænkt meget over, hvad det indebærer at træde ind i traditionen. Ikke så meget i forbindelse med lægeløftet men mere i forbindelse med faget. Og det har jeg gjort løbende gennem hele studiet.«

Han valgte lægestudiet, fordi han fandt det interessant, hvordan kroppen virker: »Mange begrunder det med, at de gerne vil hjælpe mennesker. Det vil jeg også gerne, men faktisk er min motivation oprindeligt biomekanisk. Jeg har ikke nogen fast forestilling om, hvad jeg kommer til at arbejde med. Tidligere tænkte jeg meget over selve jobbet. Men jeg har fundet ud af, at der er flere ting, der spiller ind i ens liv for at kunne fungere som menneske uden for erhvervet - bl.a. arbejdstider. Så det vil også spille ind i mine overvejelser om karrier evalg, at jeg ikke har lyst til at arbejde 80 timer om ugen og aldrig have tid til kone og børn. Det er man også nødt til at tænke over. Man kan ikke nødvendigvis blindt forfølge sin interesse«.

Anders Lander har indtil videre haft et par specialer under overvejelse: »Jeg har tænkt over dermatologi som fag. Men praktiserende læge kan også blive en mulighed«, siger Anders Lander, som skal til Glostrup i turnus.

Et par lægelige ord

Inden middag, lanciers, dans og fri bar fik kandidaterne og deres ledsagere et par lægelige ord med på vejen. Bl.a. af HB-medlem og næstformand i PLO, Yves Sales, der fortalte om både de sjove og de sure sider af det lægeliv, de nu tager fat på. Blandt en række gode råd, han havde lånt hos BMJ, lød bl.a. en opfordring til »at praktisere medicin med samme etik og principper, som du troede på, da du startede studiet«, og en påmindelse om, at »halvdelen af, hvad du har lært på studiet, vil vise sig enten at være forkert eller forældet fem år efter, at du er blevet kandidat. Problemet er, at du ikke ved, hvilken halvdel det er. Så det er vigtigt at lære, hvordan du kontinuerligt tilegner dig ny og nødvendig viden - og aflærer gammel og unyttig viden«.

Og vicepræsidenten for Det Medicinske Selskab i København, praktiserende læge Henrik Haxholdt, opfordrede alle til at glæde sig til det nye arbejdsliv: »Snart vil I opleve, at det lykkes at lægge en venflon på en chokeret patient, at have behandlet et lungeødem, at stå på en operationsstue kl. fem om morgenen, sy huden sammen og så møde solopgang og lugten af frisk kaffe på kaffestuen bagefter. Smide jer i det glatte sengelinned på vagtværelset, falde i en dyb søvn for ti minutter efter at blive vækket af skadestuen. Diktere den 11. medicinske journal uden anden aftensmad end Matadormix, fjerne en stor splint i en lillefinger, uden at barnet græd, lægge et vellykket fingerblok, reponere den første collesfraktur og få et varmt håndtryk af en pårørende, som I gav jer tid til...«.