»Jeg vil gerne bruge min position og min stemme i debatten til at formulere de udfordringer, der er omkring de store ændringer, vi går i gang med at gennemføre nu. Og til at formulere konsekvenserne af de beslutninger, vi træffer«, siger professor Jens Flensted Lassen.
Som professor og invasivkardiolog har Jens Flensted Lassen sin daglige gang på Odense Universitetshospital, Hjertemedicinsk afdeling B og Kardiologisk forskningsenhed, hvor han er forskningsleder.
»At stræbe efter det bedste«, er Jens Flensted Lassens fixpunkt og har været det igennem alle årene, siden før han var med til at indføre ballonbehandling til akut hjerteinfarkt og siden udviklede nye og bedre teknikker til ballonbehandlingen.
Og for Jens Flensted Lassen går der en lige linje fra den præcision, det kræver at placere en stent i forgreningen af en blodåre, og til den målrettede indsats, der skal til at optimere logistik, organisation og tilrettelæggelse af behandlingerne, så akutte patienter kan diagnosticeres og behandles rettidigt. Og i øvrigt til alle de andre aktiviteter, Jens Flensted Lassen er optaget af: arbejdet med de kliniske kvalitetsdatabaser, forskningen og det omfattende internationale samarbejde.
Om noget er ønsket om at forfølge den høje faglighed også styrende for hans syn på, hvor de store udfordringer ligger for ham som formand for DCS.
Selv om han kan nævne adskillige udfordringer, skiller især fire sig ud, som de mest påtrængende: sundhedsvæsenets kommende nye struktur, uddannelsen af morgendagens speciallæger, behovet for prioritering og nødvendigheden af at monitorere kvaliteten i et sundhedsvæsen under forandring.
Sundhedsstrukturkommissionen lægger som bekendt op til at styrke det nære sundhedsvæsen, og som udgangspunkt er Jens Flensted Lassen med på, at der skal ske store forandringer.
»I DCS vil vi gerne byde ind og være med til at prioritere. Vi vil rigtig gerne have, at hele den her omstilling lykkes. Den er nødvendig og rigtig – men vi er selvfølgelig dybt bekymrede over, hvordan opgaven løses«.
Bekymringen gælder især et punkt, som ikke er med i kommissionens rapport: det præhospitale tilbud.
»Vi laver sundhedsvæsenet fuldstændigt om og styrker det nære, men på en eller anden måde har man overset det præhospitale system, der giver den raske borger sikkerhed ved akut sygdom, uanset om man bor på Samsø eller lige ved siden af Rigshospitalet i København. Fordi der er et tilbud. Og det tilbud er, at ringer man 112, så får man hjælp«, siger han.
»De studerende får mindre tid til specialistdelen. Det er ikke særlig godt for kardiologien«Jens Flensted Lassen, professor og invasivkardiolog
»Det akutte beredskab er ikke nævnt i Strukturkommissionens rapport eller i debatten. Det hænger ikke sammen. Hvis vi ikke også kan tage os rettidigt af vores akut syge, så har vi et meget, meget stort problem«.
Den præhospitale indsats skal tænkes ind i den nye organisering af sundhedsvæsnet, mener han.
Jens Flensted Lassen har tidligere været formand for Dansk Råd for Genoplivning og var en af hovedkræfterne bag etableringen af det præhospitale beredskab med lægebiler og helikoptere.
»Systemet fungerer, hvis du har en blodprop i hjertet og ringer 112. Så kommer der en ambulance, der bliver taget et hjertediagram, som sendes direkte ind til et af de fire invasivcentre i Danmark. Patienten kommer ind i et program og får lynhurtigt en diagnose og får fjernet blodproppen«, forklarer han.
»Men lige så snart du er uerkendt desperat syg, så er du dårligere stillet i Danmark. For du kommer ind på en akutafdeling, som ikke har fået et forvarsel, og hvor de først skal undersøge dig, tage blodprøver og billeder, og så går der rask væk en time til halvanden. Og det kan være fatalt. Taler vi blodpropper, så må der altså ikke gå mere end 120 minutter fra symptomet, til vi fjerner blodproppen. Og tidsfaktoren kan også være afgørende for andre sygdomme og diagnoser«.
Ifølge Sundhedsstyrelsens udspil »Fremtidens speciallæge« fra maj 2024 skal flere speciallæger have bredere kompetencer, for at de kan matche den demografiske udvikling med flere ældre, flere kronikere og flere multisyge.
Kardiologi er ikke et selvstændigt speciale, men hører sammen med otte andre specialer under internmedicin. Planen er, at læger under de ni speciallægeuddannelser skal have »en markant styrkelse af fællesindholdet« i uddannelsen. Det er Jens Flensted Lassen ikke udelt begejstret for.
»Historisk har vi aldrig set os selv som en del af internmedicin. Og nu ændrer man uddannelsen, så de studerende får mindre tid til specialistdelen. Det er ikke særlig godt for kardiologien. Man kan ikke uddanne en kardiolog på kortere tid«, siger han.
»Det gør, at den enkelte læge bare kan tage flere opgaver, men du får hverken en god kardiolog eller en god internmediciner ud af det. Det synes jeg, er problematisk. Jeg forstår godt, hvorfor man gør det. Og jeg er helt med på hele diskussionen om behovet for generalister. Men jeg vil hellere vende den om og have nogle overuddannede kardiologer, som kan arbejde steder, hvor ikke alle deres kompetencer er nødvendige. Hvis du som patient bliver mødt akut af en generalist, og du fejler noget, som er specielt, så falder du jo igennem. Det har vi i DCS gjort opmærksom på i årevis«.
Den nære fremtid byder på flere patienter med hjertelidelser. Og andre typer af patienter og lidelser. Det skyldes den demografiske udvikling med flere ældre, som lever længere, og den i sig selv glædelige følge af kardiologiens succes, nemlig at flere patienter overlever og lever med hjerte-kar-sygdomme.
Flere vil derfor få brug for efterbehandling og rehabilitering. Samtidig er der en bevægelse hen imod en individualisering af behandlingstilbuddene, mens nye behandlingsmuligheder, genetisk udredning og AI-forudsigelser om risiko og forløb, åbner for nye behov.
Prioritering bliver derfor helt afgørende. Og det kræver et fast blik på kvaliteten, mener Jens Flensted Lassen.
»Der er en risiko for, at man sænker standarden for at give et lige tilbud til alle. Og det må ikke ske. Vi skal i stedet sætte barren højt, for så stræber man efter det optimale, det sublime, og så leverer man meget nemmere noget, der er mere end det, som kan betragtes som det minimale«, siger han.
Fra 2025 etablerer Danske Regioner »Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut«.
Instituttet hviler på tre ben. For det første bliver behandlingsrådet nedlagt, og et fagligt råd under det nye institut skal i stedet evaluere nye sundhedsteknologier og behandlingsformer.
For det andet bliver Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) en del af det nye institut. RKKP skal fortsat stå for arbejdet med de kliniske kvalitetsdatabaser, som følger udviklingen i kvaliteten på landsplan.
»Jeg har altid været optaget af den faglige kvalitet og af, at vi skal monitorere, hvad vi laver«Jens Flensted Lassen, professor og invasivkardiolog
Og for det tredje får det nye institut til opgave at støtte de lægefaglige specialers arbejde med kliniske retningslinjer.
Det hilser Jens Flensted Lassen velkommen.
Han har selv igennem en lang årrække været involveret i arbejdet med de kliniske databaser, ligesom han har haft formandskaber for arbejdsgrupper, råd og udvalg, som har arbejdet med kvalitet, og samarbejdet med Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen. Han har bl.a. været formand for Dansk Hjerteregister og er nu formand for paraplyorganisationen for de hjertespecifikke kliniske kvalitetsdatabaser i RKKP.
»Jeg har altid været optaget af den faglige kvalitet og af, at vi skal monitorere, hvad vi laver. Og når nu vi ændrer hele vores sundhedssystem, så skal vi være sikre på, at kvaliteten er i orden, og at vi kan følge den over tid«, siger han.
»Og jeg kunne godt tænke mig, at vi lavede monitoreringen lidt mere finmasket, end den er i dag, hvor vi kun har overlevelsen på patienter med en kendt diagnose. Men ikke på alle dem, der kommer ,skævt’ ind på sygehuset«.
Han er også godt tilfreds med, at de lægefaglige specialeselskaber under LVS stadig skal stå bag de kliniske retningslinjer.
»Vi har et godt system i Danmark til at definere, hvad den optimale behandling er. Og vi vil gerne løfte det en tand videre og ikke bare lave behandlingsvejledning, men også integrerer den i kvalitetsmodellerne«.
Det er afgørende for Jens Flensted Lassen, at prioriteringerne i det nye institut bliver transparente.
»Laver man monitoreringen af kvaliteten efter, at man har opfyldt behandlingsvejledningen, så har man et mål. Så kan vi se, om kvaliteten falder eller stiger, når man laver de her ændringer« siger han. Og tilføjer: »Den skulle gerne stige«.
