Kastration har dybe rødder i historien. I Mellemøsten kunne man som eunuk – dvs. en mand, som var kastreret – gøre karriere som vogter i sultanens harem og tilmed nå de højeste embeder.
I Europa, og især Italien, var der ingen haremmer at vogte, men også her blev det uhyggelige indgreb foretaget. Her var formålet at frembringe kastratsangere.
Kvinder måtte af hensyn til velanstændigheden ikke optræde på scener. Også i kirken måtte man give afkald på deres lyse stemmer, da Paulus jo havde sagt, at kvinder ikke måtte lade sig høre i forsamlinger.
De eneste, der kunne klare de højere vokallinjer på teatret eller i kirkens kor, var drenge, som endnu ikke var kommet i puberteten – men deres stemmer var for spinkle. Man forsøgte sig så med mandlige falsetter, men det fungerede heller ikke, mente Pave Sixtus V. Derfor bestemte han i 1589, at der i Peterskirkens kor hverken måtte optræde kordrenge eller falsetsangere. I stedet, lød det i den pavelige bulle, skulle koret have – kastratsangere.
Fra 1500-tallet og frem til slutningen af 1700-tallet blev tusinder af drenge med sangtalent hvert år kastreret før puberteten. Det skulle sikre, at deres stemmer ikke gik i overgang. Drengene kom overvejende fra fattige familier. Aftagerne var ikke alene kirken, men i stigende grad også teatrene.
Fænomenet havde været kendt i forvejen, men nu havde paven gjort det til mode, og snart dukkede kastratsangere op på operascenerne. Først i mindre roller, men på grund af deres popularitet sås de efterhånden også i hovedroller – både mandlige og kvindelige. I løbet af 1600-tallet fortrængte de helt mandsstemmerne, som blev henvist til birollerne.
Kastrationen blev som regel foretaget i 8-10-årsalderen, og kastrationsmetoderne kunne variere.
Som bedøvelse blev der brugt opium i mængder, der fremkaldte en slags koma i drengen, som skulle kastreres. En anden metode var at sammenpresse halspulsåren med et tilsvarende resultat. Den komatøse dreng kunne placeres i et bad med iskoldt vand, hvor proceduren foregik – enten ved en overskæring af sædstrengen eller ved at knuse testiklerne med fingrene. I sjældne skete der en total, kirurgisk fjernelse.
Da kastratsangernes popularitet var på det højeste i 1720’erne og 1730’erne, blev anslået omkring 4.000 italienske drenge hvert år kastreret i kunstens tjeneste. Nogle døde af alt for høje opiumsdoser, andre på grund af den langvarige sammenpresning af halspulsåren.
Drengene – de, der overlevede det traumatiserende indgreb – fik feminine karakteristika som glatte hårløse kroppe, bryster og en lille penis.
Den mest berømte kastratsanger gennem tiden var nok Carlo Broschi (1705-1782) – bedre kendt under kunstnernavnet Farinelli. Der findes selvfølgelig ingen lydoptagelser fra 1700-tallet, så det er umuligt at afgøre, om Farinelli virkelig – som det hævdes – var alle tiders største operasanger, og om hans stemme ville få en Maria Callas til at stampe i gulvet af misundelse og raseri.
Til forskel fra så mange andre castrati kom han ikke fra underklassen. Hans far var komponist og kapelmester i den lokale katedral i den syditalienske by Andria. Blandt familiens venner var hertugen af Andria, som holdt Carlo Broschi over dåben. Drengen havde et sangtalent, som blev bemærket – men i 1717 døde hans far uventet i en alder af kun 36 år.
Uden forsørger var familiens økonomiske udsigter dystre. Carlo var 12 år gammel, så en eventuel beslutning om kastration skulle træffes hurtigt. Og det blev den.
Efter indgrebet fortsatte Carlo, som allerede var i lære hos en operakomponist, sin uddannelse og gjorde hurtige fremskridt. Hvordan han fik sit scenenavn er ikke helt klart – men det skyldes muligvis to rige, napolitanske brødre med navnet Farina, som støttede hans uddannelse økonomisk.
Farinellis kometagtige, internationale karriere skal ikke genfortælles her. Læsere af disse spalter vil være mere interesserede i at høre om den fysiologiske effekt af kastrationen. Netop her er Farinelli et godt eksempel, idet hans grav blev åbnet i 2006. Skeletter af kastrater er sjældne, men nu kunne antropologer studere det, som var tilbage af Farinellis efter en flytning i 1810 fra en gravplads i Syditalien til den berømte La Certosa-kirkegård i Bologna.
Da Farinelli døde i en alder af 77 år, var han højere end gennemsnittet og – hvad der ikke var usædvanligt hos kastrater – meget langlemmet. Nogle detaljer ved rørknoglernes epifyser kunne fortælle om en mulig forsinket vækst som følge af kastrationen. Forskerne fandt både osteoporose og hyperostosis frontalis interna – en fortykkelse af pandebenets inderside. Begge dele noget, som man oftest ser hos postmenopausale kvinder, og som bl.a. forbindes med hormonal ubalance.
Selvom det var en pave, som oprindeligt havde givet stødet til kastratsangernes udbredelse, var det ulovligt at kastrere drenge for at gøre dem til sangere. De barberkirurger, som udførte indgrebet, gik derfor stille med dørene, og deres metoder var ombølget af hemmeligheder. Ved en retssag i Firenze i 1775 kom interessante detaljer dog for en dag [1].
Et af vidnerne var Tommaso Massi, den 40-årige søn af den afdøde kirurg, som havde kastreret den berømte kastratsanger Giusto Ferdinando Tenducci mange år forinden. Massi havde som sin fars lærling assisteret ved indgrebet. I de mellemliggende 27 år havde han utvivlsomt overværet, og selv udført, utallige tilsvarende kastrationer, så måske fortæller vidnesbyrdet mere om Massis standardmetode end om den konkrete operation for så lang tid siden.
Det var Tenduccis far, som havde »givet ordre« til at lade sin 13-årige søn kastrere. Et vidne forklarede, at moderen havde været sønderknust. Hun var gået ind i et tilstødende værelse, hvor hun hørte drengen skrige på »Mama« og »troede, hun skulle dø af den smerte, hun følte i det øjeblik«.
Det har altså ikke været en problemløs beslutning i familien eller et nemt offer, men er formentlig sket i håb om at sikre familiens økonomiske fremtid.
Massi beskrev et radikalt indgreb: »… min far kastrerede den førnævnte Tenducci … og bortskar hans to testikler og sædlederne«. Et andet vidne til selve operationen forklarede:
»Jeg så tydeligt, at … [kirurgen] gjorde to indsnit mellem lårene og kroppen ved siden af skrævet, og da disse indsnit var gjort, så jeg den førnævnte Signor Massi udtage testiklerne én ad gangen, og jeg så dem klart uden mulighed for misforståelse i hænderne på førnævnte Signor Massi, som efterfølgende lagde dem på en tallerken« [2].
En kollega fortalte retten, at han under en turné havde set Tenducci tage de to indtørrede testikler frem fra en pose af rødt fløjl, som han opbevarede dem i.
Når den kastrerede dreng blev voksen, havde han den »fordel«, at strubehovedet forblev lille som et barns, mens lungerne udviklede sig og blev store som hos en mand – og dermed større end kvindens. Hans sangstemme kunne derfor nå de samme højder som en kvindelig sopran, mezzosopran eller alt – bare langt kraftigere og med større fylde.
Med deres unaturligt lyse og kraftige stemmer blev kastratsangerne helt dominerende i operaverdenen. De største kastratsangere opnåede en stjernestatus, der kan sammenlignes med rockstjerners, og intet operahus, der ville sælge billetter, turde sætte en forestilling op uden castrati.
Ved forrige århundredskifte var kastratsangere for længst fortid i operaverdenen. Den sidste bastion var Vatikanet, hvor Paven i 1589 først havde introduceret fænomenet.
I 1861 blev det totalt forbudt at kastrere drenge af ikkemedicinske grunde, og der findes ingen kastratsangere i dag. Den sidste, Alessandro Moreschi, døde i 1922.
Man kan faktisk netop lytte til den sidste overlevende kastratsanger fra det pavelige kor, som i en lydoptagelse fra det Sixtinske Kapel i 1904 synger »Hostias Et Preces« af Eugenio Terziani.
Greibe M. Orkidektomi – kunstens idioti? Historisk bacheloropgave. 2022.
Feldman M. Anmeldelse af »The Castrato: reflections on natures and kinds«. London: Review of Books, 2015.
