Skip to main content

KBU-forløb baner vej for tredjelandslæger

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

29. okt. 2012
3 min.

Indtil 2010 kunne tredjelandslæger komme ind fra gaden og starte i prøveansættelse på enhver afdeling. Hvis det gik godt i seks måneder, fik de automatisk en midlertidig autorisation.

Nu skal tredjelandslæger, som ikke er speciallæger, først eksamineres i sproglige og lægefaglige færdigheder - og derefter igennem et KBU-forløb på en uddannelsesafdeling for at blive evalueret. Kravet gælder alle læger fra tredjelande, dvs. lande uden for EU-samarbejdet, selv hvis de næsten er færdiguddannede speciallæger, og uanset om de er uddannet i Uganda eller USA.

Det lyder fornuftigt nok, men det har skabt et andet problem: Ifølge Sundhedsstyrelsens regler skal tredjelandslægerne nemlig selv finde deres ansættelser - og det er uendelig svært, siger Barbara Bøgsted Knudsen, Videreuddannelsesregion Øst.

»Afdelingerne tøver med at oprette evalueringsstillinger«, forklarer Barbara Bøgsted Knudsen. »Måske skyldes det, at der er lidt ekstra bureaukrati - selv om det kun består i at udfylde tre evalueringsskemaer på 12 måneder. Men det skyldes nok mere bekymring for, om de kan det samme som danske læger«, siger Barbara Bøgsted Knudsen.

Indgangsport til sundhedsvæsenet

I løbet af sin turnus, som i Brasilien varer to år og omfatter alle hovedspecialer, var Vinicius Araujo de Lima i 2009 en måned på udveksling på Hillerød Hospital. Da han vendte hjem til Brasilien for at tage hul på sit lægeliv, blev han præsenteret for en reservelægekontrakt, der bød på en 60 timers arbejdsuge - plus vagter.

To måneder senere var han tilbage i Danmark for at videreuddanne sig.

»Jeg var først til en prøve i dansk, mens jeg ventede på at få min uddannelse godkendt. Derefter var der en skriftlig og en mundtlig prøve inden for medicin, og så et kursus i dansk lovgivning. Når man har bestået det hele, får man lov til at søge et job i det, man kalder en evalueringsstilling«, fortæller han på ubesværet dansk.

Sådan en stilling var ikke nem at finde. Og selv om Barbara Bøgsted Knudsen kunne fortælle, hvor der var KBU-stillinger at søge, forblev flertallet af hans ni ansøgninger ubesvarede.

Kort før jul 2011 opsøgte han derfor Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital for at aflevere sin ansøgning personligt.

Den ledende overlæge indkaldte ham til en samtale, der resulterede i, at han skulle begynde seks måneders ansættelse 1. marts i år.

Den uddannelsesansvarlige overlæge fra Bispebjerg siger, at du allerede kunne de samme ting som en dansk læge. Har KBU-forløbet givet dig noget, rent lægefagligt?

»Det har nok været indgangsporten til det danske sundhedsvæsen. Jeg kan slet ikke forestille mig at arbejde i det danske system uden først at have et KBU-forløb. Men spørger du om det rent faglige, er der ikke den store forskel. Man håndterer selvfølgelig tingene forskelligt - det er jo to forskellige lande«.

»Men et KBU-forløb giver også klinisk erfaring, og den kan man aldrig få for meget af. Og så har det også givet mig mulighed for at komme bedre ind i den danske tankegang, hvor man tager mere hensyn til det sociale. Noget, vi nok går mindre op i i Brasilien«, siger han.

1. september begyndte Vinicius de Lima på den sidste halvdel af KBU-forløbet i en lægepraksis på Amager.

Ingen betænkeligheder

Ifølge uddannelsesansvarlig overlæge Nanna Eriksen var det nemt nok at bruge et vakant KBU-forløb til evaluering. Det eneste, der adskilte det fra et almindeligt KBU-forløb, var, at hun to gange under forløbet skulle udfylde et skema.

Hun har været overordentlig tilfreds med forløbet, der sluttede den 31. august.

»Men jeg kan sagtens forestille mig forløb, hvor der vil være brug for flere resurser. For det er nok ikke hver gang, at en tredjelandslæge kan gå ind på fuldstændig lige fod med andre KBU-læger«, siger Nanna Eriksen.