KBU i udkanten – er det så slemt?

En form for værnepligt

Niels Frederich

Rose Holm

Nummer 444

Akutmedicin og almen praksis

Nykøbing F. fra 1. maj 2021

Jeg har læst i København, og der bor både jeg og min kæreste. Min familie og de fleste af mine venner bor også i hovedstadsområdet.

Jeg havde mange tanker om, hvor jeg gerne ville hen, før jeg trak nummer. Min første prioritet var et forløb med intern medicin, og så måtte det også gerne være i cykelafstand fra min lejlighed, for det er klart en bedre måde for mig at starte dagen på, frem for at skulle sidde i en bil eller

et tog.

Så trak jeg nummer, og så blev de planer ændret.

Jeg ønskede det medicinske i KBU’en, fordi det giver en god bred base. Med et højt nummer havde jeg et lille håb om intern medicin i Hillerød eller akutmedicin i Holbæk, men som tiden gik, og forløbene blev optaget, kunne jeg se, at det ikke var så realistisk. Da jeg skulle vælge, syntes jeg dog egentlig, at jeg havde nogle rimelige valgmuligheder, selv om det ikke var det, jeg drømte om fra starten. Jeg valgte akutmedicin og almen praksis i Nykøbing Falster, og det er jeg fint tilfreds med. Det tror jeg, at jeg kan lære meget af.

Min plan er nu at samle nogle, jeg kender fra studiet, som også skal i KBU dernede. Vi kunne så leje et hus, måske endda ud til vandet, hvor vi kan have et lille kollektiv. Så kan vi hygge os sammen i hverdagene og skiftes til at lave aftensmad, og når jeg så har nogle sammenhængende fridage, kan jeg tage hjem til min kæreste og min familie.

Der er en form for værnepligt over KBU’en, og jeg tror, det er med til at ryste landet bedre sammen, når vi bliver sendt rundt omkring på denne måde. Nu endte det ikke lige med at blive »Plan A«, men jeg forventer, at forløbet vil udvide min horisont, og at jeg får lært en masse ved at prøve noget nyt af. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan vende det om og se mit dårlige nummer som en god mulighed.

Jeg har ikke haft nogen Plan B

Emma Kristensen

Har ikke trukket nummer, skal i sammenhængende uddannelsesforløb

Intern medicin og almen praksis

Thisted fra 1. marts 2021

Jeg bor i Aarhus, hvor jeg har læst. Min kæreste, Jens, er også læge, og sammen har vi Axel, som er halvandet år. Vi skal have nummer to til april.

Oprindeligt kommer jeg fra Mors, mens Jens er fra Brønderslev. Jeg har altid sagt, at jeg aldrig skal tilbage til Mors.

Men i foråret 2019 var vi et halvt år i Thisted, da Jens skulle have sin intro, og jeg havde et vikariat. Det var det bedste halve år i vores liv. Man tænker måske, at Thisted er en lille skodby, men det var bare så fedt. Vi blev vildt forelskede i naturen deroppe.

Der var så meget gang i det sociale liv, for vi kom ind i en supergod gruppe af KBU’ere. Vi mødtes hver dag, havde madklub, og lavede alle mulige ting sammen. Der er en fantastisk portør på sygehuset – Henrik – og han gør et stort arbejde for os yngre læger, hvor han arrangerer jagtture, fede weekender med vandreture og alle mulige komsammener.

Jeg nåede kun at arbejde tre måneder på sygehuset i Thisted, fordi jeg fødte Axel, mens vi var deroppe. Men jeg fik sådan et godt indtryk af stedet. Man kan få lige så meget ansvar, man ønsker, og samtidig får man god supervision. Mit indtryk er, at man slet ikke får lov til lige så meget, hvis man er på et stort specialiseret sygehus.

Efter det halve år havde vi det sådan, at vi bare skulle tilbage til Thisted. Jeg valgte at søge sammenhængende uddannelsesforløb (pilotprojekt frem til 2022 red.), hvor man får KBU, intro og hoveduddannelse samme sted. Så skal man ikke trække nummer fra puljen. Jens søger nu hoveduddannelse i almen medicin i Thisted.

Jeg har ikke haft nogen Plan B. Jeg turde ikke risikere at trække et højt nummer, så jeg måske skulle et andet sted hen end Thisted. Derfor er jeg glad for, at jeg fik det sammenhængende uddannelsesforløb.

Jeg er ret sikker på, at jeg vil være almenmediciner – og det skal være i Thisted.

Nu, hvor vi er tilbage i Aarhus, føler vi det som et fængsel. Vi skal bare til Thisted.

Føler, at jeg skal på eventyr

Isabella Jonsson

Nummer 490

Kirurgi og almen praksis

Esbjerg fra 1. februar 2021

Jeg var en af de sidste, der skulle vælge, og der var ikke ret meget tilbage, da det blev min tur.

Jeg bor i København, hvor jeg også har læst, og jeg ville helst blive på Sjælland. To dage før, jeg skulle vælge, forsvandt det sidste på Hillerød, og aftenen før forsvandt Holbæk. Så fik jeg en lille klump i halsen.

Men der var ingen panik, og jeg blev hurtigt afklaret, for jeg havde allerede forberedt mig selv lidt på, at jeg nok skulle til Jylland. Jeg er single og har ingen børn, så jeg er ikke bundet af noget. Det gjorde ikke noget, at jeg kom langt væk. Sygehuset i Esbjerg var min favorit, fordi jeg har hørt, at det er et rigtig godt sygehus at være yngre læge på.

I begyndelsen var jeg ligesom de fleste i det der ,geografiræs’. Men for mig kom specialet til at fylde mere og mere. Jeg vil gerne være mave-tarm-kirurg, men jeg overvejede alligevel, om jeg skulle gå efter intern medicin, fordi det ville være en god basis. Men nu er det kirurgi, der interesserer mig, så derfor endte valget på det.

Jeg kender ikke en levende sjæl i Esbjerg. Jeg har en veninde i Kolding, og det har så vist sig, at jeg har flere venner, der af og til kommer forbi Esbjerg, fordi de har familie derovre. Der er også en anden læge, som skal starte derovre samtidig med mig, og som jeg kender fra et vikariat i Slagelse.

Jeg er ikke bange for at blive ensom. Jeg skal finde den lokale badmintonklub, for det tror jeg er en god mulighed for at lære lokalsamfundet bedre at kende, og så regner jeg også med, at der er en del, der er åbne for kontakt, fordi de også er kommet til en ny by.

Nu, hvor tanken om Jylland er sunket ind hos mig, føler jeg, at jeg skal på et eventyr. Jeg har boet i København i syv år, og nu får jeg chancen for at prøve en ny by og lære nogle nye mennesker at kende. Jeg tror også, jeg bliver en bedre læge af at se så meget som muligt.

At flytte ud af sin komfortzone

Nikoline Møller Lynnerup

Nummer 455

Fælles Akut Modtagelse, Aabenraa

Almen praksis, Bylderup Bov

Fra 1. marts. 2021

Hvis jeg havde trukket nummer et, så var jeg nok blevet på Sjælland. Jeg bor i København, jeg har kæreste og lejlighed her, og mine forældre og det meste af min familie og venner bor også i hovedstadsområdet.

Men jeg havde ikke lyst til de større hospitaler inde i byen. De har et ry for, at det går lidt hurtigt, og at der ikke altid er tid til supervision. Jeg ville nok være gået efter noget uden for hovedstadsområdet såsom Køge, Nykøbing Falster eller Bornholm.

Da jeg trak mit nummer, kunne jeg godt se, at det ikke var realistisk at blive på Sjælland, hvis jeg skulle have mit ønske opfyldt om et medicinsk speciale. Jeg skrev derfor et opslag i facebookgruppen for de kommende KBU-læger, Snart Yngre Læge, hvor jeg søgte erfaringer fra en række sygehuse, som var realistiske for mig. Der var mange, der svarede, og der var mange, der havde rigtig gode erfaringer, blandt andet med Aabenraa.

Det lykkedes mig at få et forløb med Fælles Akut Modtagelse og almen praksis. Det er jeg glad for, for jeg ville gerne i et bredt medicinsk speciale – ligesom de fleste andre.

Jeg har købt en Toyota Yaris Hybrid som et lille plaster på såret, fordi jeg skal langt væk. Så bliver det nemmere at køre hjem og besøge min kæreste, det bliver nemmere at besøge min mormor, som bor 45 minutters kørsel fra Aabenraa, og det bliver nemmere for mig at køre til min praksis, som ligger en halv times kørsel væk.

Jeg kender nogle tidligere studiekammerater, som er i Aabenraa nu, og det betyder noget, så jeg ikke føler mig som »Palle alene i verden«. Men jeg har også haft et halvt år i et lægevikariat i Aalborg, og der blev jeg ekstremt positivt overrasket over, hvor fedt det egentlig er at komme væk fra København og på afstand af alt det, man kender

i forvejen.

I Aalborg beviste jeg for mig selv, at det godt kan lade sig gøre at flytte ud af sin komfortzone og få et megagodt ophold. Jeg er optimistisk, og jeg glæder mig rigtig meget til at starte.

LÆS OGSÅ

KBU-nummer 563 i Holstebro: »Jeg følte mig ensom. Det vil jeg godt indrømme«