1880’erne var det moderne gennembruds årti. Naturvidenskaberne og medicinen var ved at fødes som videnskab i moderne betydning. Franskmanden Louis Pasteur var da også en ny slags forsker – på én gang systematisk, idealistisk og ambitiøs. Han drev det, vi i dag kalder anvendt forskning. Gennem tre årtier havde han især interesseret sig for mikroorganismer.
Som den første indså Pasteur i 1850’erne, at gæring og forrådnelse skyldes mikroskopiske organismer – gærceller eller bakterier. Man antog, at bakterier opstod »spontant« af dødt stof, men i 1860 viste Pasteur i laboratoriet, at intet liv kan opstå af livløst materiale. Herfra var det ikke svært for den praktisk orienterede forsker at udvikle den kortvarige opvarmningsproces, der kunne dræbe bakterier i fødevarer og forlænge fødevarernes holdbarhed. Processen blev kendt som pasteurisering.
Hidtil havde Pasteur mest løst problemer inden for brygning og mejerivirksomhed. Men i 1865 tog hans karriere en afgørende drejning, der satte ham på sporet af mikroorganismer som årsag til sygdomme. En sygdom, der angreb silkelarverne, var ved at ruinere Frankrigs silkeavlere og ødelægge silkeindustrien. Industrien og regeringen bad Pasteur hjælpe.
Under Pasteurs mikroskop viste silkesommerfuglenes æg og larver sig at være inficeret af bakterier. Han fik fat i et parti sygdomsfri larver. Halvdelen fodrede han med morbærblade, der var forurenet med rester af sygdomsramte larver. Den anden halvdel fik ubesmittede blade. Den første gruppe larver blev syge og døde – resten forblev sunde. Herefter var det et spørgsmål om at finde frem til en metode, der satte silkeavlerne i stand til at beskytte silkelarverne mod smitten.
Pasteur havde reddet silkeindustrien. Men han havde samtidig fastslået forbindelsen mellem mikroorganismer og sygdom.
Da Tyskland i 1870 angreb Frankrig, var Pasteurs søn, Jean-Baptiste, i hæren. Som mange andre soldater fik han tyfus. Da Pasteur besøgte ham på hospitalet, var han chokeret over de uhumske forhold og stanken af råddenskab fra soldaternes åbne, betændte sår. Han forklarede lægerne, at svineriet gav bakterier alt for gode vækstbetingelser. Det vrøvl gad de ikke høre på – havde Pasteur måske studeret medicin?
Han kastede sig ud i en kampagne for, at læger skulle vaske hænder og instrumenter før operationer, bære ren kittel og sørge for sterile operationsstuer. Og til forskel fra den østrigske læge Ignaz Semmelweis, som i 1849 blev hånleet ud af sine bedrevidende kolleger, havde Pasteur solide, videnskabelige argumenter – plus al den en autoritet, hans internationale ry gav ham.
Pasteurs stædighed fik vidtrækkende følger, da den skotske kirurg Joseph Lister læste om hans arbejde. Kirurger havde på det tidspunkt lært at bedøve og kunne derfor udføre større operationer – hvorved endnu flere patienter døde af sårbetændelse. Lister fandt på at bekæmpe bakterierne med karbolsyre. Resultatet var, at dødeligheden efter operationer faldt dramatisk. Efterhånden begyndte selv de franske læger at gøre, som Pasteur foreslog.
Efter et slagtilfælde kunne Pasteur ikke længere undervise. I stedet brugte han sin energi på at studere sygdomme og deres årsager.
Den smitsomme kvægsygdom miltbrand var i 1877 udbredt i store dele af Frankrig. Pasteur konstaterede, at nogle dyr blev hårdere angrebet end andre. Han forsøgte at injicere to køer med en kraftig dosis miltbrandbaciller og ventede, at de begge ville dø. Til hans overraskelse blev ingen af dem syge. Det viste sig, at begge dyr allerede havde haft sygdommen og havde overlevet den. Kunne det være årsagen til, at de var immune? Det var jo sådan, koppevaccinen fungerede. Måske kunne man på samme vis immunisere andre dyr ved at give dem en dosis svækket miltbrand.
Efter mange forsøg lykkedes det at frembringe en svækket stamme af miltbrand i laboratoriet. Med den blev et antal køer og får inficeret, og som ventet fik de en let omgang miltbrand. De blev senere sat sammen med meget syge dyr. Så var der kun at vente …
Omsider blev spændingen udløst: Ingen af de vaccinerede dyr var blevet syge. De var blevet immune.
Efterhånden slugte den medicinske forskning al Pasteurs tid. En dag fik han besøg af en læge, som håbede, at Pasteur kunne hjælpe en femårig dreng, som var indlagt med rabies.
Pasteur vidste, at sygdommen påvirker hjernen – måske via et direkte bakterieangreb? Pasteur og hans medhjælpere indledte et forsøg: Hjernevæv fra hunde, som var døde af rabies, blev injiceret i raske hunde. Forsøgsdyrene blev syge og døde, men til alles undren ledte man forgæves efter en bacille, der kunne sammenkædes med sygdommen. Selvom Pasteurs laboratorier rådede over tidens bedste mikroskoper, var de ikke kraftige nok til at afsløre patogenet. Det var nemlig et virus.
Selvom virus endnu var et ukendt fænomen, udtænkte Pasteur en metode til at tæmme den usynlige sygdomsårsag: I flasker med steriliseret luft tørrede han væv fra syge dyr for at svække mikroorganismen. Det tørrede væv blev derefter injiceret i raske hunde og kaniner. De blev ikke syge – heller ikke, da de senere fik et skud ren, ufortyndet rabies.
Rabiesvaccinen var fundet – problemet var bare, at man jo ikke kunne indfange alle hunde, katte og ræve og vaccinere dem. Derfor måtte man opfinde en behandling, der kunne hindre sygdommens udvikling i dyr, eller finde mennesker, som var blevet bidt af et sygt dyr.
Pasteur eksperimenterede videre. Men han var ikke meget for at forsøge behandlingen på mennesker, som Edward Jenner havde gjort 90 år tidligere, da han brugte gartnerens niårige søn som intetanende forsøgsperson. Alligevel fik en læge overtalt ham til at prøve behandlingen på en pige, som var indlagt og syg af rabies. Men pigen døde, og selvom Pasteur var stærkt berørt, overvandt han sig selv til at udtage væv fra hendes hjerne og injicere det i kaniner. Dyrene blev syge og døde. Kunne det være fordi, behandlingen blev indledt for sent til at redde patienten?
I Alsace havde fru Marie Angélique Meister hørt om en videnskabsmand, som hed Louis Pasteur, og som gjorde forsøg med at vaccinere hunde med rabies. Da hendes søn, Joseph, i 1885 blev skambidt af en smittet hund, skyndte hun sig derfor til Paris med sønnen for at tigge Pasteur om at redde ham fra en sikker død. En ledsagende læge, Jacques-Joseph Grancher, tryglede Pasteur og hans kolleger om at forsøge det umulige. Drengen ville under alle omstændigheder dø, hvis der ikke blev gjort noget. Émile Roux, lægen, som assisterede Pasteur, ville ikke injicere Joseph Meister, som endnu var helt symptomfri, med rabiessmitte.
Dr. Grancher overtalte Pasteur til at lade ham gøre det, og de følgende ti dage gav Grancher Joseph Meister 13 injektioner med rabiesvirus af tiltagende styrke. Den sidste injektion var så kraftig, at den ville slå et forsøgsdyr ihjel på få dage. Efter en neglebidende ventetid på en måned stod det klart: Drengen var ikke blevet syg. Vaccinen havde virket. Den frygtede og uhelbredelige sygdom kunne overvindes.
Sensationen blev verdenskendt på få dage, og Pasteur-laboratoriet var ved at drukne i rabiessmittede, der ville behandles. I marts 1886 havde han behandlet 350 mennesker for rabies, og kun én var død.
På ganske få år reddede Pasteurs rabiesvaccine tusinder af menneskeliv – og endnu vigtigere: Lægevidenskaben indså, at sygdom, der skyldes mikroorganismer, kunne overvindes.
Trods alder og et nyt slagtilfælde fortsatte Pasteur sin forskning til det sidste ved Pasteur Instituttet, som var åbnet i 1888. Her opnåede Pasteur i 1894, at en vaccine mod difteri kunne sættes i produktion.
Året efter havde Pasteur kastet sig over at forske i pestbacillen, da endnu et slagtilfælde standsede ham. Pasteur døde og fik en statsbegravelse i Notre Dame-kirken. Han blev genbegravet i en krypt i Pasteur Instituttet, som fortsat er et af verdens vigtigste centre for mikrobiologi, forskning i infektionssygdomme og produktion af vaccine.
Formentlig har ingen enkeltperson haft større betydning for lægevidenskaben end Pasteur. Han revolutionerede medicinen, især med sin opdagelse af, at en række sygdomme skyldes mikroorganismer. Pasteur udviklede flere vacciner, og skønt han ikke selv var læge, var han – i skarp konkurrence med den tyske læge Robert Koch – med til at tvinge en dybt konservativ lægeverden til at opgive århundredgamle forestillinger og tænke i moderne, videnskabelige baner.
Faktisk havde Pasteur allerede i 1884 fortalt verden om sine forsøg med en vaccine mod rabies – nemlig, mens han var æresgæst på den internationale lægekongres i København. Det er svært at forestille sig den ærefrygt, der omgav videnskaben i dens moderne gennembrudstid. I en uge var København på den anden ende, og Pasteur var stjernen over dem alle.
Alle talte om Pasteur. Selv på den store fattigstiftelse, Almindeligt Hospital, var der en gammel kone, som så gerne ville se den store mand. En dag kunne hun fortælle, at hun ikke alene havde set Pasteur. Hun havde også talt med ham. Det lød godt nok utroligt, mente øjenlægen Edmund Jensen (1861-1950), som har fortalt historien. Hvordan var det gået til?
Jo, forklarede konen: »Jeg saa ham saamænd staa foran et Vindue, og saa gik jeg hen til ham og sa': ,Med Forlov, er det ikke Hr. Pasteur?' – ,Jo', sa' han, ,det er ganske rigtigt'. Og han talte saa pænt med mig«. »Men jeg troede ikke, at Pasteur talte Dansk?« – »Aah, saadan en Mand taler naturligvis alle Sprog!«
