Skip to main content

Kemo-sag vokser: Mindst 70 kræftpatienter behandlet med for meget kemoterapi

Alt for høje dosis kemoterapi har medført alvorlige bivirkninger. Region Midtjylland frygter, at fejlbehandlingen også kan have medvirket til tre dødsfald. Også Region Syddanmark har doseret forkert.

foto: Colourbox
foto: Colourbox

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

31. jan. 2014
5 min.

Region Midtjylland og Syddanmark er ramt af en stor kræftsag.

Faktaboks

Fakta

I en pressemeddelelse her til morges oplyser Region Midtjylland, at 28 prostatakræftpatienter på Aarhus Universitetshospital i 2012 og 2013 har fået stoffet cabazitaxel i doser, der har været 16-21 procent større end ordineret.

Det har medført kraftigere bivirkninger i forbindelse med kemoterapien.

"Det er en meget kritisk situation, som selvfølgelig er helt uacceptabel for dem, det er gået ud over", siger direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, i pressemeddelselsen.

Onsdag sendte hospitalet brev til patienter og pårørende til afdøde, hvori der oplyses om fejlen. Alle er tilbudt samtale på hospitalet om fejlen og forløbet. Ligeledes er alle orienteret om, at de kan søge erstatning hos Patientforsikringen.

Hospitalsapoteket Aarhus blev opmærksom på overdoseringen 4. november sidste år. Fejlen blev rettet samme dag.

Siden har man arbejdet på at få afdækket forløbet, omfanget og konsekvenserne. Det arbejde er endnu ikke fuldført.

Tre patienter er døde i forløbet, og det kan skyldes overdosering.

"Vi mener, det er vigtigt, vi fortæller åbent om vores fejl, så patienterne kan være trygge ved den behandling, de ellers modtager", siger Ole Thomsen.

Fejlen er også sket på andre hospitaler i Europa, og der skyldes, at den første udgave af produktinformationen fra producenten var mangelfuld.

Sundhedsstyrelsen: Fejl på 2 ud af 5 sygehusapoteker

Sundhedsstyrelsen har her til formiddag meddelt, at den har konstateret, at der på sygehusapoteker i 2 ud af 5 regioner systematisk er sket alvorlige kvalitetsbrister i færdigtilberedningen af kemoterapi-produktet Jevtana med det aktive stof cabazitaxel.

Der er tale om et koncentrat til infusionsvæske, der efter fortynding indgives i en blodåre til brug for visse former for prostatakræft.

På Odense Universitetshospital siger direktør Henrik Villadsen til pol.dk, at 46 patienter har fået for meget kemoterapi.

Til politiken.dk siger Sundhedsstyrelsen, at de tre øvrige regioner har doseret korrekt.

Kræftens Bekæmpelse er rystet over skandalen.