Kighoste

Kighoste tilhører rækken af tidligere frygtede infektionssygdomme hos børn. Sygdomme, som vi troede, vi havde fået kontrol over ved hjælp af vaccination. Incidensen af kighoste er dog steget siden 1980'erne i mange lande, og i Danmark var der specielt mange laboratoriepåviste tilfælde i 1997 og igen i 2002, hvilket er foreneligt med, at kighoste forekommer epidemisk ca. hvert femte år.

Hurtig diagnostik og behandling af kighostetilfælde og profylakse for at hindre smittespredning er vigtig. Booster -vaccination af udvalgte aldersgrupper og overvågning af de cirkulerende kighostestammer for eventuel tilpasning af vaccinen kunne overvejes, skriver Engel-Nørregård et al i dette nummer af Ugeskriftet [1].

Globalt forekommer der 20-40 mio. kighostetilfælde og estimeret 300.000 dødsfald pr. år, heraf 90% i udviklingslandene. Kighostevaccination af spædbørn har medført en betydelig reduktion i svær sygdom og død hos småbørn [2]. I de senere år er der dog generelt sket en stigning i forekomsten af kighoste også i lande med høj kighostevaccinationsdækning, og det er sket uafhængigt af, om der anvendes helcellekighostevaccine eller acellulær kighostevaccine. Stigningen i antal tilfælde er i mange lande set i form af et skift til ældre aldersgrupper [3].

Kighoste forårsages af Bordetella pertussis og regnes for at være den mest smitsomme bakterieinfektion, vi har i Danmark. Kighoste er en toksinmedieret sygdom. Der er 90% risiko for, at en ikkeimmun kontaktperson får sygdommen. Smitten overføres ved dråbeinfektion, luftbåren ved hoste og nys. Patienten smitter mest i det kataralske stadie og i de første to uger efter, at hosten er begyndt, men smitte kan forekomme i op til 4-6 uger. Inkubationstiden er normalt 7-10 dage og varierer fra seks til 20 dage.

Det kliniske billede af B. pertussis -infektion kan variere meget og afhænger bl.a. af patientens alder, og sygdommen er alvorligere, jo yngre børnene er. Sygdommen begynder med et kataralsk stadie med snue og let hoste i 1-2 uger efterfulgt af et paroksysmalt stadium, som varer i et par uger. Herefter starter hos småbørn og børn op til 10-12-års-alderen de klassiske hosteanfald, som består af en serie voldsomme host efterfulgt af en dyb stridorøs inspiration (kigen).

Spædbørn under tre måneder har sjældent kigen, men apnøanfald med cyanose. Hos større børn, unge og voksne manifesterer kighoste sig ofte kun som tør hoste.

De fleste danske børn bliver vaccineret mod kighoste, og tilslutningen til vaccination er yderligere øget, efter at man i 1997 som en del af DiTeKiPol-vaccinen gik over til en acellulær vaccine, der giver færre bivirkninger og har færre kontraindikationer end den tidligere anvendte helcellevaccine.

Inden vaccination mod kighoste indførtes i børnevaccinationsprogrammet, døde omkring ti børn årligt af sygdommen i Danmark. I dag er det kun få procent børn, der får alvorlig kighosteinfektion, men der er stadig en betydelig andel af børn under et år, som må indlægges pga. infektionen. Til gengæld er der formodentlig en del større børn og voksne, der har milde tilfælde af kighoste, som ikke erkendes, men er med til at vedligeholde et smittereservoir af B. pertussis . Da kighoste hos voksne ikke altid manifesterer sig på klassisk vis, kan der være en del uerkendte tilfælde af smittespredere i befolkningen. Det vides ikke, hvilken effekt vaccinen har på faryngeal kolonisering med B. pertussis og på mild kighoste hos unge og voksne [4].

I Holland blev der observeret antigene forskelle mellem kliniske B. pertussis -isolater og vaccinestammerne med hensyn til de overfladeassocierede proteiner pertactin og pertussistoksin. Vaccineinduceret immunitet kan have påvirket udviklingen af virulensgenerne hos B. pertussis . Lignende antigene ændringer er dog også set i andre lande, uden at det har medført større udbrud af kighoste, så den kliniske betydning af de molekylærbiologiske fund er endnu uafklaret [5].

Der bør være en øget bevågenhed på at identificere og karakterisere det infektiøse reservoir. Sundhedspersonale bør være opmærksom på unge og voksne, der kan have kighoste, og diagnosen bør altid overvejes hos unge og voksne ved tør hoste i over to uger.

Det er vigtigt med standardiserede laboratoriemetoder til at diagnosticere og monitorere den epidemiologiske situation. Molekylærbiologisk karakterisering af de B. pertussis -stammer, der findes endemisk bør udføres, således at betydningen af antigene forskelle mellem de cirkulerende stammer og den i Danmark anvendte vaccine kan afklares.

Den 1. september 2003 ændrede Sundhedsstyrelsen børnevaccinationsprogrammet og indførte kighostebooster i 5-års-alderen. Dette vil give forlænget beskyttelse og derved nedsætte smittetrykket mod ubeskyttede spædbørn.