Kirurgen, der endte på operationsbordet

Det er lidt ironisk, at Flemming Burcharth, der lige fra barnsben har været hundeangst for nåle og smerter, endte som kirurg med tusindvis af timer med skalpellen på Herlev Hospital. Men sådan gik det altså.

Medfødt fingerfærdighed og et arbejde, der blev en hobby, betød, at Flemming Burcharth blev anerkendt inden for sit felt og blandt andet opnåede lands- og landsdelsfunktion. Patienter fra hele Danmark blev sendt til Herlev Hospital for at blive opereret for kræft i bugspytkirtlen og leveren af Flemming Burcharth, der i dag er 81 år gammel.

Det gik strygende for lægen, der ved siden af job og familie fandt tid til at skrive 282 internationalt publicerede artikler og en doktordisputats, til at opfinde en galdevejsendoprotese og en prop til mennesker med stomi og til at være formand for Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi. Indtil det altså ikke gik så strygende længere, og han fik slidgigt i begge knæ, da han var i starten af 60’erne. Senere skulle han blive livstruende syg.

»Jeg måtte gå med krykkestokke, og portørerne på Herlev Hospital forærede mig en minicykel, så jeg kunne cykle rundt, når jeg gik stuegang, og komme ned til operationsgangen. Og jeg fik en høj stol med cykelsaddel, jeg kunne sidde på, når jeg opererede«, fortæller Flemming Burcharth og indrømmer:

»Det gik jeg med i ti år, fordi jeg ikke turde få nye knæ«.

Hvorfor gik der så lang tid?

»Ja, jeg var altså en tøsedreng. Ti år spildte jeg på at være bange for, at jeg selv skulle opereres. Med alt det, jeg havde repareret, var jeg selv bange«.

Dengang vidste han ikke, at han skulle blive nødt til at vænne sig til et liv som patient.

Fra kræftkirurg til kræftpatient

Som specialist var Flemming Burcharth vant til at få henvist patienter, som andre læger havde opgivet. Også kollegaer, der stod i en svær situation, kom til ham. En tillidserklæring, der yderligere understøttede, at hans kollegaer betragtede ham som en god og dygtig kirurg, kalder den pensionerede overlæge det selv.

Kun et par år efter at han havde fået to helt nye knæ, blev det Flemming Burcharths tur til at lægge sit liv i en anden læges hænder. Det startede med en lungebetændelse, men et røntgenbillede afslørede, at det ikke var slut med det.

»Jeg havde en fire centimeter stor cancer i højre overlap af lungen. Det slog fødderne helt væk under mig, for jeg vidste jo, at femårsoverlevelsen ved lungecancer kun er syv procent. At folk med lungecancer i gennemsnit kun lever syv år, før de dør af recidiv eller spredning«, siger Flemming Burcharth og fortsætter:

»Men der var jo så ikke andet for, end at jeg rystende og bævende og angst måtte lægge mig på operationsbordet på Thoraxkirurgisk Afdeling på Gentofte Hospital«.

Fire timers kikkertoperation senere var højre overlap fjernet sammen med femten lymfeknuder. Der var ingen tegn på spredning, og operation gik så smertefrit, at Flemming Burcharth fjorten dage senere kunne holde foredrag om moderne kræftbehandling. Men frygten slap ikke sit tag i ham.

»Jeg gik til CT-skanningkontrol hver tredje måned. Hver gang var jeg lige nervøs for, hvad den ville vise, og hver gang var det normale forhold. Men mine tanker ændrede sig ikke, jeg frygtede stadig, at skulle dø af det«, siger Flemming Burcharth.

Efter fem års CT-skanninger hver tredje måned, var hans onkolog klar til at afslutte ham som patient. Rask.

»Det ville jeg ikke være med til, for jeg ved jo, at når man først én gang har haft lungekræft, kan man få det igen, så jeg ville i det mindste have en CT-skanning hvert halve år. Det måtte de jo så medgive mig«, siger Flemming Burcharth.

Den var da aldrig gået med en almindelig patient?

»Nej, men jeg insisterede. Så jeg blev kontrolleret, til der var gået ti år, og så sagde de igen 'nu stopper vi'. Men jeg krævede, at vi blev ved en gang årligt, for jeg ville blive ved med at vide, jeg var rask«.

Kontrol resten af livet

Man siger, at lynet aldrig slår ned samme sted to gange, men den gamle talemåde tager fejl. Det er fire år siden, Flemming Burcharth kunne fejre ti år som cancerfri, men siden da er han blevet ramt af nye cancertumorer i begge lunger. Den ene så stor som en valnød, ingen af dem metastaser af den første. Begge er blevet behandlet med stereotaktisk strålebehandling, fordi operation ikke var mulig. Både hans kone og den søn, der er gået i hans fodspor som gastroenterologisk kirurg, har været til stor støtte, fortæller han. Men tankerne kunne de ikke stoppe.

»Bekymringerne i mig fortsatte. Jeg tænkte 'virker det her, eller virker det ikke?'«, indrømmer Flemming Burcharth.

Den første tumor forsvandt efter tre behandlinger, imens den anden tumor stadig er en skygge på CT-skanningerne. Dem går han igen til hver tredje måned, og hans onkolog er altid forberedt på, at Flemming Burcharth har en række spørgsmål, når han kommer til konsultation.

»Hver gang jeg har været til skanning, ringer jeg til en af overlægerne på røntgenafdelingen, og så sidder vi og studerer billederne sammen. Så jeg kender resultatet af billederne længe før onkologen, men jeg har altid spørgsmål til, hvordan han tolker dem, og om han tolker dem ligesom radiologen«, forklarer Flemming Burcharth.

Det er jo din onkolog, der er eksperten, så hvorfor går du ham i bedene på den måde?

»Nej nej, jeg går ham ikke i bedene, jeg lytter efter, hvad han siger, og retter mig efter det«.

Han har selv som kræftkirurg set på tusindvis af CT-skanninger, men en ekstra mening eller tre skader ikke. Når det kommer til sit eget forløb som patient, tager Flemming Burcharth ingen chancer. Han kan ikke få kontroller nok, selvom han godt selv ved, at alene den røntgenbestråling de har udsat ham for, er en potentiel kræftrisiko.

»Jeg vil selvfølgelig insistere på at gå til kontrol resten af livet«, konstaterer han med et grin så stort, at det går over i hoste.

Deprimerende indblik

Efter den første tumor vendte Flemming Burcharth tilbage til operationsgangen, før han lod sig pensionere som 71-årig. Og lod sig afpensionere for at arbejde på 1813 som speciallæge til han var 80 år, fordi han savnede arbejdet med patienter. Det gav ham en ny horisont.

»Jeg kan godt fortælle dig, at forløbet har været et helvede. Fordi jeg selv er kirurg, kender jeg prognosen, tallene og komplikationerne«, siger Flemming Burcharth.

Fik du bedre blik for, hvor bange man kan blive?

»Der var nogle patienter med kræft, hvor jeg måtte sige til dem, at jeg forstod dem vældig godt, for jeg havde selv haft kræft, og jeg havde overlevet det. Og at patienten ikke måtte være så deprimeret, før de så om det ikke endte godt i virkeligheden. Jeg gav mig virkelig god tid til det«.

Så nemt var det ikke, da han selv blev ramt for tredje gang. Udsigten var deprimerende, og det kunne han ikke skjule for sig selv.

»Hvis jeg nu var et almindeligt, ikkemedicinsk menneske, så ville jeg måske ikke være blevet så deprimeret. I en periode har jeg taget en mild antidepressiv tablet hver aften for ligesom at få 90 procent af mine tanker væk fra min sygdom«, fortæller Flemming Burcharth.

Stadig mere læge end patient

På trods af et langt sygdomsforløb, der stadig er en skygge på den ene lunge, og på trods af at Flemming Burcharth endegyldigt gik på pension sidste år, er det tydeligt, at han ikke for alvor tænker på sig selv som patient. Lægen kommer i første række.

»Jeg har nu haft tre forskellige lungecancere, og det er intet mindre end et medicinsk mirakel, at jeg stadig er i live. Jeg har talt med min onkolog om, at når vi er 100 procent sikre på, at den sidste tumor er død, så burde vi skrive en kasuistik til Ugeskriftet om, hvordan det kunne gå til. Det kunne måske også hjælpe andre patienter til ikke fuldstændigt at tabe modet«, siger han og fortsætter:

»Jeg var ekstremt bekymret og havde nærmest selv lagt mig i graven. Jeg har haft tre lungecancere og lever stadig. Jeg tror ikke det nogensinde er beskrevet før, det er helt, helt usædvanligt«.

Det ene øjeblik læge, det næste øjeblik patient. Det er tydeligt, at det på mange måde både er en fordel og en ulempe, at Flemming Burcharth ikke kan ignorere sin medicinske indsigt. Selv en kirurg kan ikke skære de negative tanker væk.