To kirurger i tre ugers mesterlære har ryddet ventelisten

Klokken er ikke meget mere end 07.45 fredag morgen, da overlæge Camilla Bille træder ind ad svingdøren til en af operationsstuerne på Plastikkirurgisk Afdeling Z på Odense Universitetshospital (OUH). Hun er speciallæge i bryst- og plastikkirurgi og har foretaget mange af den slags operationer, der skal finde sted her på stuen i dag. En mastek­tomi og rekonstruktion med implantater hedder operationen, der udføres på kvinder, som enten har brystkræft eller er i øget risiko for at få det. Med operationen fjerner man kvindernes brystvæv og erstatter det med silikoneimplantater.

Den unge kvinde, der skal opereres i dag, har ikke brystkræft, men hun er arveligt ­disponeret og har deraf 50% livstidsrisiko for at udvikle sygdommen. Med operationen mindskes hendes risiko helt ned til 3%. Lige nu står hun med afklædt overkrop foran ­operationslejet, mens afdelingslæge Signe Muus Steffensen med en sort tus tegner på og omkring hendes bryster, så det er klart, hvor snittene helt præcist skal lægges, når operationen går i gang.

»Og størrelsen, hvad tænker du om den?«, spørger Camilla Bille den unge kvinde.

»Altså, jeg vil jo helst ikke have to tennisbolde, der hænger nede på maven. Omvendt er jeg heller ikke interesseret i at få nogle kæmpestore bryster. Men jeg har stor tiltro til jer plastikkirurger – jeg ved jo, at I værner om jeres faglige stolthed«, svarer hun.

Camilla Bille udveksler et par ord med Signe Muus Steffensen og siger derefter ­godnat til patienten, inden hun i raskt tempo forlader operationsstuen for at nå til morgenkonference.

Et års operationer på tre uger

Cirka 20 minutter senere sætter Camilla Bille sig i frokoststuen. Det samme gør Rikke Falsig Vestergaard og Signe Muus Steffensen. De er begge blevet ansat som afdelingslæger på Plastikkirurgisk Afdeling Z inden for det seneste halvandet år. Nede på operationsstuen har anæstesilægen taget over, og det kirurgiske trekløver venter nu på, at patienten er blevet bedøvet og klar til operation.

Indtil for et halvt år siden var det udelukkende Camilla Bille og en anden kollega, der kunne foretage mastektomi med rekonstruktionsoperationerne på OUH. Det betød, at de kun blev udført én gang månedligt. Idet mange af de patienter, der får operationen, ikke er syge, men »kun« i høj risiko for at ­udvikle brystkræft, var det en af de grupper, der blev sat bagerst i køen til operation ­under coronapandemien. Det betød, at ventelisten for et halvt år siden var blevet rigtigt lang, hvilket Camilla Bille fandt utilfredsstillende for de ventende patienter. Det fik hende til at tænke kreativt og udvikle idéen om et mester­læreforløb i mastektomi og rekonstruktion, som hun nu sammen med kollegaer har fået realiseret.

»Vi havde to unge, rigtigt dygtige afdelingslæger, Rikke og Signe, og jeg tænkte, at hvis vi kunne få dem uddannet til også at kunne foretage de her operationer, så ville vi være meget bedre stillet. Men hvis vi skulle følge normalen, ville de blive oplært alt for langsomt til, at det ville rykke noget, for ­normalt opererer vi jo kun én om måneden.

Derfor besluttede vi at afsatte tre sammenhængende uger til at foretage et helt års mastektomier med rekonstruktion – ti styk. Det ville gøre et godt indhug i ventelisten, og samtidig ville Rikke og Signe blive oplært hurtigt. Det blev et helt utroligt intenst forløb, og vi var meget trætte bagefter, men det var utroligt effektivt og godt«, siger Camilla Bille og understreger, at mastektomi ikke er nogen standardoperation, idet man ikke blot fjerner brysterne, men også rekonstruerer nye bryster i samme operation.

De to yngre afdelingslæger, Rikke Falsig Vestergaard og Signe Muus Steffensen, er begge meget begejstrede for mesterlære­forløbet.

»Jeg tænkte med det samme, at det var en god idé. Som ung læge hungrer man efter at lære nyt. Som yngre kirurg får man rimeligt hurtigt lov til at udføre indgreb som for eksem­pel fjernelse af modermærker og ­andre almene plastikkirurgiske operationer. Men de her mindre indgreb kommer også hurtigt til at fylde meget, så der går lang tid, inden man får lov at prøve at udføre nogle lidt mere komplekse indgreb. Så på den måde har det været superfedt at være igennem det her mesterlæreforløb, hvor vi virkelig fik lov at udføre noget komplekst. I og med at det har været så intenst et forløb, så har vi bygget læring på hver eneste dag, og vi husker det bedre, fordi der ikke går en måned mellem, at vi udfører operation­erne«, siger Signe Muus Steffensen.

Rikke Falsig Vestergaard er enig. Hun pointerer desuden, at man som ung kirurg generelt opererer alt for lidt, fordi så mange andre opgaver fylder.

»Det er ikke optimalt, at vi unge kirurger opererer så lidt, som vi gør. For som kirurg handler det om volumen. At man kan få opereret så mange som muligt på så kort tid som muligt«, siger hun.

Elsker at se de yngre læger vokse med opgaven

Der bliver kaldt inde fra operationsstuen, at patienten snart er klar til at blive opereret. De tre læger går i vaskerummet og gør sig klar, inden de går ind til patienten, som ligger helt dækket til med undtagelse af brystområdet. Operationen kræver, at der sidder en kirurg på hver side af patienten, idet begge bryster skal opereres. Rikke Falsig Vester­gaard og Signe Muus Steffensen placerer sig derfor i hver sin side, hvor de begge flankeres af en sygeplejerske. Næsten simultant åbner de to kirurger op ind til patientens bryster, og til lyden af dæmpet popmusik går den fem timer lange operation i gang.

Camilla Bille er med på sidelinjen i dag for Ugeskrift for Lægers skyld. For hun har egentlig sluppet de to unge læger for kort tid siden, og de har gennemført de første ­operationer uden hende. Men hun følger ­begejstret med, og på stuen joker læger og syge­plejersker med, at hun elsker sit arbejde så meget, at hun altid har lyst til at snuppe operationen selv.

»Nej, se lige, hvor lækkert det ser ud. Lagene deler sig bare så godt. Så er de lettere at få fra hinanden. Og vi vil jo gerne gøre det så godt som muligt, så patienten bliver glad bagefter. Så er vi også glade – man bliver glad af at lave bryster«, siger hun og griner.

Hun erkender, at hun er meget optaget af sit arbejde, men at hun også som uddan­nelsesansvarlig læge elsker at se de yngre ­kræfter vokse med opgaven.

»Yngste person på stuen skal altid have lov at lave det, de kan. Så kan vi andre tage over bagefter. Det er rigtigt vigtigt, at vi ældre ­læger giver kniven videre«, siger Camilla Bille.

Det er et omstændigt stykke arbejde at få skilt fedtvæv og brystvæv. Sidstnævnte skal fjernes, idet det er deri, der er risiko for, at kræften opstår, mens man af hensyn til det kosmetiske gerne vil have så meget af det førstnævnte til at blive i brystet. Camilla Bille roser højlydt sine kollegaer flere gange undervejs.

»Jeg er virkelig stolt over, hvor dygtige de er blevet«, siger hun.

Stemningen på operationsstuen er god og afslappet.

»Du må forstå, at vi unge kirurger ude­lukkende lever på verbal ros«, siger Rikke Falsig med slet skjult ironi, mens hun ved­bliver at holde blikket rettet mod det bryst, hun har ansvaret for.

De andre på stuen griner af kommentaren, men man forstår, at der ligger en lille snert af alvor i ordene.

»Som kirurg er noget af det allervigtigste at få selvtillid, så man tror på, at man kan gøre det rigtigt godt. Og generelt er læger faktisk ikke særligt gode til at rose hinanden, oplever jeg. Her vil vi gerne have en anden kultur, hvor vi husker at fortælle hinanden, at vi er dygtige«, siger Signe Muus Steffensen.

Pendler for den gode arbejdsplads

Muligheden for at få lov til at videreuddanne sig og få nye faglige kompetencer er en af hovedårsagerne til, at både Rikke Falsig Vester­gaard og Signe Muus Steffensen har valgt at blive ansat i det offentlige sundhedsvæsen. De fortæller, at de kunne tjene langt flere penge på noget færre arbejdstimer og få bedre vilkår, hvis de blev ansat privat. Men netop deres nyligt overståede mester­læreforløb er noget af det, der gør det interessant for dem at arbejde på OUH.

»Jamen, vi er jo nødt til at gøre det attraktivt for vores unge, dygtige læger at være her. Så de ikke tager andre steder hen«, siger Camilla Bille og afbryder sig selv.

»Nej, er det brystmusklen, vi kan se nu? Hvor godt, og det ser fint ud. Man bliver ­altid så glad, når man kommer ind til brystmusklen«, siger hun.

Lige nu er ingen af de to unge læger i tvivl om, at de er på rette sted. Heller ikke selvom Rikke Falsig Vestergaard hver dag tager den lange vej fra hjemmet i Aarhus for at komme på arbejde i Odense.

»Der er jo ingen tvivl om, at en af de vigtigste årsager til, at vi gerne vil være her er, at vi har et fagligt fyrtårn som Camilla her, som er utroligt dygtig. Og oven i hendes ­faglige kompetencer så har hun også en ­arbejdsglæde, der smitter rigtig meget«, ­siger Signe Muus Steffensen.

Mange effektiviseringer

I forbindelse med at mesterlæreordningen blev etableret, blev der også sat andre initiativer i søen. Dels for at effektivisere og dels for at give patienterne bedre forløb. Blandt andet har man eksperimenteret med at bedøve patienterne anderledes end førhen. Nu får kvinderne et såkaldt blok, som er en form for bedøvelse, der lægges, så den går ind til nervebanerne, men kun i det bælte omkring brystet, hvor der skal opereres. Det betyder, at patienterne har brug for mindre morfin, og at de er mindre smerteplagede og forkvalmede under og efter opvågningen. Resultatet er, at de hurtigere kan udskrives.

Det handler ikke først og fremmest om at få gjort plads til nye patienter, når patienterne som regel sendes hjem allerede dagen efter operationen, men derimod om, at langt de fleste gerne vil hjem så hurtigt som ­muligt, hvor de føler sig mere trygge og i ro.

På det mere lavpraktiske – men nok så vigtige – plan er der på operationsstuen ­blevet hængt store fotos op af, hvordan et operationsbord med alle redskaber og remedier skal se ud, når der skal foretages en mastektomi med rekonstruktion. Det betyder, at for eksempel operationssygeplejerskerne, også selvom det måtte være afløsere, har nemt ved at gå ind i teamet og foretage de nødvendige forberedelser til operationen.

I det meget intense mesterlæreforløb var det en stor del af tiden næsten det samme team af både læger og sygeplejersker, der arbej­dede sammen. Det har betydet, at der er blevet oparbejdet en helt speciel måde at kommunikere på inde på operationsstuen, så det hele glider meget nemt. Som Camilla Bille siger, behøver hun kun at række hånden bagud, så står der en sygeplejerske klar med det rette instrument.

Fra fire til otte hænder

Efter to timer har kirurgerne fået alt kirtelvæv og fedtvæv skilt fra hinanden, så førstnævnte kan fjernes helt og sidstnævnte blive. I begge sider sætter de to kirurger ­hånden ind i brystet og kører den rundt en ekstra gang for at sikre, at der ikke sidder mere helt inde bagved. Bagefter er der en kort pause for lægerne. De kan nå at få en hurtig frokost, mens patienten sover videre, og operationsstuen steriliseres på ny. Når de nye implantater skal pakkes ud og sættes på plads i patientens bryst, skal der være fuldstændigt rent på stuen, og der må således også kun være fagfolk til stede på stuen ­under den del af operationen.

Når hun ser, hvor dygtigt hele holdet og i særdeleshed hendes »elever« nu er blevet, og at der i stedet for to sæt hænder i dag er fire sæt, der kan udføre en mastektomi med rekon­struktion, er Camilla Bille glad for, at hun og hendes kollegaer stod igennem de tre intense og hårde uger med mesteroplæring. Hun går allerede med tanker om, hvordan de eventuelt kan overføre mesterlære­princippet til andre former for operationer på ­afdelingerne.

»Vi kan selvfølgelig kun gøre det ved planlagte operationer og ikke de akutte. Men det har været så godt et forløb og en god oplevelse, at jeg drømmer om, at det kan bruges til andre slags operationer også – måske til de mennesker, som har meget hudoverskud efter et massivt vægttab«, siger hun og fortsætter:

»Nu har vi været igennem det her fast track, hvor vi kan se, hvor meget bedre processen kan blive, hvis vi ser på alle struk­turer og faser. Og oveni har alle faggrupper udviklet sig og lært nyt. Også sygeplejerskerne og anæstesilægerne. Så nu må vi se, hvad fremtiden bringer«, siger hun.

Når dagens patient vågner, vil der sandsynligvis kun gå et døgns tid, inden hun er klar til at tage hjem med en væsentligt mindre risiko for at udvikle brystkræft, end hun havde, da hun kom. Havde det ikke været for mesterlæreforløbet, havde hun formentlig slet ikke været opereret endnu.