Kirurgi og anæstesi slået sammen

Det er for så vidt et tvangsægteskab, der er indgået på Regionshospitalet Silkeborg mellem specialerne ortopædkirurgi og anæstesi. Tvang fordi det er et resultat af tiden, hvor der som bekendt tænkes i store volumener og stram økonomi, og så centraliserer man magten - i dette tilfælde blev magten placeret i Viborg og herfra styres de forskellige funktioner. De er blevet fordelt mellem hospitalerne i, hvad der i embedssprog hedder »fusionerende enheder«. Således blev Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg dannet. Væk er de akutte patienter, her kommer nu udelukkende planlagte.

Men forud for det tvangsmæssige var der en lang og vellykket forlovelse mellem de to specialer. Og som ekstra sammentømrende faktor har en vedvarende lukningstrussel af hele sygehuset skabt, hvad de selv kalder en »positiv kampgejst« blandt medarbejderne, som brænder for deres lokale hospital.

Berømt for joint care

Forlovelsen først. I de seneste par år er medier og sundhedsdelegationer af forskellig varians kommet til Regionshospitalet Silkeborg for at se på det berømte Diagnostiske Center, der leverer diagnose til patienter i lyntempo. Men før var det kirurgien og anæstesien på sygehuset, hvis fælles indsats for hoftepatienter trak opmærksomhed fra presse og andre sygehuse. Joint care var navnet på fænomenet, som blev et lærestykke i hurtige pakkeforløb for patienter, der skulle have en ny hofte. Forløbene foregik gelinde og velplanlagte og var hurtige med udskrivning til fordel for såvel pengepung som for patienter - der vel at mærke blev sendt hjem med god rygdækning.

Sidste år blev de to specialer så officielt formælet med udnævnelsen af én samlet ledelse. Men for at det skulle være fagligt tilfredsstillende for alle, besluttede man sig for, at ledelsen skulle være en trio, bestående af en ledende oversygeplejerske og hele to ledende overlæger. En fra hvert speciale.

»Ellers kunne det ikke lade sig gøre«, siger anæstesiologen Jens Jørgen Daugaard, en af de to ledende overlæger i det nye center. (Han er nu tilbage i klinikken efter en årrække som leder). Den anden ledende overlæge - ortopædkirurgen Søren Søndergaard Mikkelsen - nikker. Begge er overbevist om, at der må være en ledende overlæge for hvert speciale. I modsat fald ville der være risiko for, at det ene speciale blev forfordelt - fordi det er lettere at sætte sig ind i problemstillinger i sit eget speciale - eksempelvis når der skal fordeles resurser. Sådan lyder deres samstemmende vurdering.

Sammenlægning af flere specialer i én afdeling er grundtanken i de fleste af de sygehusbyggerier, der er på vej rundt om i landet. Men som også i det mere stille prøves af i forbindelse med omrokeringer inden for de eksisterende sygehusmatrikler. Tanken bag er at skabe bedre patientforløb. De kan i nogle tilfælde betyde, at tre eller fire specialer bliver lagt sammen. Men hvad siger de foreløbige erfaringer i Silkeborg til det - man kan næppe have en fra hvert speciale i ledelsen, så skal speciallæger finde sig i at have en fra et andet speciale som leder, kan man det?

»Det bliver en nød. Ledelsens faglige ekspertise tæller meget hos personalet og jeg tror ikke, at tiden er moden til noget andet«, lyder Jens Jørgen Daugaards vurdering.

Eksperiment

Alle tre i ledelsen på det kirurgiske center i Silkeborg føler sig lidt i et eksperiment, der skal finde ud af, hvordan man egentlig skruer tingene sammen, når man gør alvor af ordene om at lave et patientforløbsorienteret hospital.

»Vi lægger vejen, mens vi går«, konstaterer Søren Søndergaard Mikkelsen.

Han minder om, at det ikke bare er to specialer, der skal arbejde sammen. Det er en masse forskellige enheder og afdelinger - ambulatorier, dagkirurgiske afsnit, operationsgang, sterilcentral, intensivafsnit, terapi palliativt team - for at nævne en pæn del af dem.

Kravene er samarbejde, at arbejde over faggrænser, at lade opgaver glide.

Der har været markante effektiviseringer i de senere år, hvor de to afdelinger har øvet sig i tværfagligt samarbejde, smidige korte patientforløb og kortere indlæggelsestider - uden at der er kommet mere personale til. Dertil kommer en meget stabil arbejdsstyrke, det sker sjældent, at man siger farvel til nogen.

De bløde værdier

Spørges der til årsagen til al den positivitet, så er der to svar. Det ene er et vist trodsigt sammenhold opstået på baggrund af, at hospitalets eksistens i snart mange år har været usikker, det har været nedlukningstruet som så mange andre mindre sygehuse i en del år.

»Vi ved ikke, om vi er her efter 2013, hvor der er regionsrådsvalg«, siger Jens Jørgen Daugaard.

Det andet svar er et bevidst fokus på bløde værdier, som god tone og ansvarlighed.

Ansvarligheden kommer for eksempel til udtryk i solidaritet og samarbejde også mellem faggrupper. Ledende oversygeplejerske Mette Fjord Nielsen giver eksempler:

»Hvis der er supertravlt på en afdeling, kan vi se både andre faggrupper og andre afdelinger gå til hånde for at aflaste. For eksempel kan en fra sterilcentralen give en hånd med i anæstesiologien, hvis det brænder på, og der er mindre pres i sterilcentralen. Selvfølgelig under forudsætning af at det er inden for deres kompetencer. Fordi vi er et stort center, så har vi store fællesmøder, hvorfra folk kender hinanden. Og det er også vigtigt at sige, at sådan noget kan lade sig gøre meget bedre, når vi har én fælles ledelse og samme budget. Så går der ikke noget fra en enhed, hvis en ansat går til hånde i en anden«.

Vi ringer direkte til hinanden

Bevæger man sig ud på gangen og fanger et par menige overlæger, er der generel tilfredshed med centerdannelsen.

»Lægerne fra de to specialer kender hinanden, har fælles kaffestue og går til en del møder sammen, morgenkonference holder vi dog hver for sig. Men det betyder, at er der problemer, for eksempel med at få journalerne, ja så ved vi hvor vi skal gå hen«, siger ortopædkirurgen Kaspar Saxtrup.

»Vi kan også bedre bruge hinandens resurser. For eksempel i forhold til smertebehandling, afdelingen ved præcist, hvem de skal ringe til i vores smerteteam. Man ringer direkte nu - hvor man tidligere gik igennem den anæstesiologiske bagvagt«, siger Astrid Soldal, der er anæstesiologisk overlæge.

Efter at de akutte patienter stort set er væk - der er stadig en sygeplejerskebemandet akutklinik på Regionshospitalet Silkeborg - er livet blevet anderledes for såvel kirurger som for anæstesiologer. Astrid Soldal kan godt savne traumatologien, men begge er dog enige om, at der er ikke to patienter der er ens, så kedeligt er det langtfra.

Begge har foreløbig kun gode erfaringer med, at de to specialer har en fælles ledelse. Men at der skal være to ledende overlæger, en fra hvert speciale, er helt sikkert:

»Jeg er lige så meget anæstesiolog i dag, som jeg hele tiden har været. Men vi må nødvendigvis have en leder af samme fag. Det er vigtigt i forståelsen af problemstillinger. Det ville være mærkeligt, hvis bare Søren var leder. Vi anæstesiologer ville savne faglig sparring. Og så er det vigtigt når resurserne skal fordeles, at der er nogen til at argumentere for hvert speciale«, siger Astrid Soldal.