Content area

|

HISTORIE: Kirurgiens fremskridt

I 1877 stod lægevidenskaben i et vadested. Det danske Bibliothek for Læger refererede en omfattende tysk statusartikel om de store fremskridt, specielt kirurgien havde gjort. Men medicinen var også på spring.
Kirurgiens største fremskridt i 1800-tallet var æterbedøvelsen, som havde debut i 1846. Den kirurgiske planche er fra årene før og viser en låramputation med anvendelse af tourniquet. (Wellcome Collection)
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

I 1877 befandt medicinen sig i en historisk overgang. Forståelsen af, at mikroskopisk liv kunne være årsag til sygdom, var så småt på vej, og ”lægekunsten” kunne snart lægge middelalderen bag sig og blive til videnskab. Kirurgien havde dog allerede et betydeligt forspring, og det var derfor naturligt, da Bibliotek for Læger i 1877 plankede artiklen ”Tilbageblik på Chirurgiens Fremskridt i den anden Halvdel af dette Aarhundrede” fra et tysk tidsskrift.

Bedøvelse

I artiklen omtaler lægen, Adolf Bardeleben æterbedøvelsen som århundredets landvinding i kirurgien. Nu kunne man operere smertefrit, og når man ikke længere skulle haste igennem operationen med en skrigende og kæmpende patient, kunne man gå mere velovervejet frem og forsøge sig med nye, mere tidkrævende og komplicerede operationer. Man kunne udvikle faget.

Et år efter, at den første danske æterbedøvelse i 1847 fandt sted på et københavnsk hospital, udbrød den 1. Slesvigskrig (”Treårskrigen” 1848-51), som både var en borgerkrig om Slesvig og Holsten inden for det danske monarki, og en krig med de tyske stater, der allierede sig med de slesvig-holstenske oprørere. Begivenhederne gav – skriver Bardeleben – ”Chirurgerne rigelig Leilighed til at udøve og berige deres Kunst”.

Slagmarken leverede tusinder af sønderskudte soldater, og kirurgerne arbejdede i døgndrift på de fremskudte lazaretter. De kirurgiske fremskridt skete dog primært på lazaretterne i krigens bagland, hvor det første, akutte pres var mindre end i kampzonen.

Et af de fremskridt, som Bardeleben nævner, er indførelsen af resektioner i behandlingen af beskadigede led, fremfor en hurtig amputation af hele lemmet. En resektion af albueleddet resulterede ganske vist i en såkaldt ”dinglearm”, men det foretrak de fleste frem for en stump.

Ind i kroppen

Artiklen nævner også ”Øiespeilet”, en opfindelse, som for første gang lod øjenlægen se patientens nethinde. Bardeleben opdeler oftalmologiens historie i to perioder: En før og en efter øjenspejlet, som betød, at ”Øienlægevidenskaben” løsrev sig fra kirurgien og ”fra den Tid af vandrede sine egne Veie”.

I det hele taget gav øjespejl og pandespejl adgang til at belyse og undersøge dunkle, snævre steder, og f.eks. granske strubehovedet, stille diagnoser og operere i svælget.

Med oftalmoskopet (billedet) og pandespejlet kunne kirurgen se ting, som før var skjult, og udvikle hidtil  usete behandlinger. (Fransk illustration fra 1872)Med oftalmoskopet (billedet) og pandespejlet kunne kirurgen se ting, som før var skjult, og udvikle hidtil usete behandlinger. (Fransk illustration fra 1872)

Hvor kirurgien før, i vidt omfang måtte nøjes med at bortskære svulster, amputere kvæstede lemmer, åbne bylder mm., var faget nu begyndt at bevæge sig ind på den ”indvortes Medicins” gebét:

”Man kunde sige, at Medicinen stedse var bleven mere Chirurgisk”, og at det kun var en gammel konvention, ”der endnu opretholder Grændser imellem den indvortes Medicin og Chirurgien”, skriver forfatteren.

Han tvivler ikke om, at kirurgien allerede er på vej mod nye højder, takket være de seneste årtiers ”Fuldkommengjørelse af den hele operative Technik”, som er muliggjort af bedøvelsen, som det efterhånden er blevet rutine. Nu er det ikke længere hurtighed, der er den dygtige kirurgs vigtigste egenskab, men sikkerheden i udførelsen:

”Den Syges Smertesytringer betvinger ikke mere vor Kniv” nu, da ”Chloroformrusen kan sætte behagelige Drømme i Stedet for Smerterne”.

Der er blevet god tid for kirurgen til at gå varsomt frem og ”undersøge de syge Dele nøiagtigere” samt at udføre operationer, ”paa hvilke man før slet ikke havde tænkt”.

Bandager

Et stort fremskridt var også opdagelsen af, at man hurtigt kunne anlægge en immobiliserende gipsbandage på brækkede lemmer. Omkring 1850 havde mange ment, ”at videre Fremskridt ikke kunde ventes i den mechaniske Behandling af beskadigede Knogler og syge Led”. Men nu, i 1877, havde man udviklet metoder til at etablere permanent stræk på brækkede lemmer, som kunne modvirke og ophæve musklernes kontraktion, mens knoglen helede. Tilmed kunne man konstruere strækket sådan, at patienten kunne gå omkring, i stedet for at ligge ubevægelig i sengen.

Blod

Men der er også grænser. Man har opdaget, at en langvarig bedøvelse kan have fatale følger, lige som man skal passe på, at patienten ikke mister for meget blod. Indtil omkring 1850 havde kirurgerne haft en beklagelig ”Tilbøielighed til at ødsle med Blod” og endda supplere operationen med at årelade patienten. Det var man trods alt holdt op med.

Ganske vist var man endnu ikke nået dertil, at man kunne transfundere patienten. Men man var i det mindste ophørt med at standse blødninger ved hjælp af ætsning eller glødende brændejern. I stedet var man begyndt at lukke mindre, blødende kar ved hjælp af glødende metaltråd, opvarmet med elektricitet.

Til at standse blødning fra større kar var man fortsat afhængig af tourniquet og underbinding. For at spare på blodet ved en amputation kunne man holde den pågældende legemsdel løftet under operationen, og før man anlagde tourniquet, så veneblodet ikke gik tabt sammen med det afskårne lem, men blev sendt tilbage i kroppen – eventuelt hjulpet på vej af ”en Rulleforbinding”, så man opnåede ”en kunstig Blodtomhed”. En metode, som desværre kun lod sig anvende ved operationer på ekstremiteterne.

Betændelse

Trods fremskridtene var kirurgi i bryst- og bughule tabu. Dels fordi patienten med stor sandsynlighed ville forbløde. Men også fordi dødelige infektioner nærmest var uundgåelige, når man rodede i de indre regioner.

I 1867 - ti år før artiklen i Bibliotek for Læger – havde Ugeskrift for Læger publiceret den skotske kirurg Joseph Listers opdagelse af karbolsyrens antiseptiske virkning. Samme år havde kirurgerne Mathias Saxtorph og Valdemar Holmer som nogle af de første uden for Skotland forsøgsvist introduceret Listers antiseptik på henholdsvis Frederiks Hospital og Københavns Kommunehospital. I 1877 foregik operationer her rutinemæssigt i en sky af forstøvet karbolsyre-opløsning, der skulle bekæmpe, hvad man mente var luftbårne ”sygdomskim”. Louis Pasteur og Robert Koch havde opdaget, at der fandtes ”levende partikler”, som kunne inficere sår og fremkalde ”forrådnelse”. Men det var langtfra rutine at desinficere hænder og instrumenter.

Artiklen i Bibliotek for Læger finder, at tidens vigtigste tema er den diskussion, der raser om ”Kampen imod den septiske Infection eller Forebyggelsen af Forraadnelsen ved og i Saarene”.

Hidtil havde en af de mest udbredte metoder til at forebygge sårinfektion været at brænde med glødende jern. Der havde været brugt æteriske olier, grødomslag, drænage med mecher af oprevne linnedstykker (charpi), stramme forbindinger og løse ditto, placering i vandbad, udttørring ved fri luftadgang og meget andet.

Overlægens neglebørste

Ordet ”bakterier” forekom endnu knap nok uden for Pasteurs og Kochs laboratorier i Paris og Berlin. Men forfatteren havde hørt tale om ”organiske Smaalegemer” og ”Forraadnelseskim”, der svævede rundt som støv i luften. Og enkelte avancerede kirurger var begyndt at anvende antiseptik på operationsstuen. Om det har fremtiden for sig er ifølge forfatteren ”Nutidens brændende Spørgsmaal”.

Om det virkelig vil vise sig at være et gennembrud, er det endnu for tidligt at spå om, mener forfatteren. Men indtil videre ser det lovende ud, og han er selv overbevist om, ”at det ved Hjælp af den (antiseptikken, red.) lykkes at opnaa Helbredelser, paa hvis Mulighed Ingen tidligere havde tænkt”.

Men selv om de videnskabelige tidsskrifter i disse år kunne berette om de utroligste fremskridt inden for hygiejnen, var det dog stadig småt med hygiejneforståelsen ude på afdelingerne. En ældre læge huskede i 1930’erne, at han havde fået en røffel af ”plejemoderen” på Københavns Kommunehospital, da han ville benytte en neglebørste. Den var reserveret til overkirurgen, fik han at vide.

Billedtekst

Kirurgiens største fremskridt i 1800-tallet var æterbedøvelsen, som kirurger begyndte at anvende efter 1847. Den kirurgiske planche – fra 1821 – viser en låramputation med anvendelse af tourniquet. (Wellcome Collection)

Litt:

”Tilbageblik på Chirurgiens Fremskridt i den anden Halvdeel af dette Aarhundrede. Efter Adolph Bardeleben, Berlin 1876”. Bibl. f. Læger 1877, s. 191-212

Blad nummer: 

Right side

af Pedram Kazemi-Esfarjani | 28/11
2 kommentarer
af David McWhan | 27/11
4 kommentarer
af Ulf Bern Jensen | 24/11
2 kommentarer
af Bodil Marie Nielsen | 24/11
2 kommentarer
af Jan Nielsen | 23/11
1 Kommentar
af Toke Seierøe Barfod | 23/11
2 kommentarer
af Thorkild I.A. Sørensen | 20/11
1 Kommentar
af Kim Varming | 20/11
1 Kommentar
af Niels Holmark Andersen | 20/11
1 Kommentar