Har patienten været fuldt informeret om behandlingens nødvendighed, formål, virkning og bivirkninger, når det efterfølgende viser sig, at patienten har brug for en tolk for at kunne klage?
Kunne en overlæge ifølge psykiatriloven uddelegere sin beslutningskompetence til en afdelingslæge, som så kunne beslutte tvangsbehandling af en patient?
Er det i overensstemmelse med mindste middel-princippet, når en læge har presset patientens hage opad ved anlæg af nasalsonde med tvang?
Disse tre scenarier er alle blevet behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Omkring 1.700 patienter klager nemlig hvert år over den behandling, de har modtaget i psykiatrien. Fordi der kan være tale om indlæggelse, tilbageholdelse, behandling, fiksering, dørlåsning og skærmning under tvang, skal der træffes afgørelse hurtigst muligt. Det bliver der bare ikke altid. For Det Psykiatriske Patientklagenævn har overordentligt svært ved at rekruttere nok læger.
»Vi har hårdt brug for, at der er flere læger, der hjælper os med at afgøre sagerne«, siger kontorchef Susie Kristensen fra Styrelsen for Patientklager, hvor man i den optimale verden holder to nævnsmøder om dagen. Men der kan sagtens gå dage helt uden.
»Vi bruger mange ressourcer på at lave vagtplaner, og hver uge ringer vi rundt for at finde lægelige nævnsmedlemmer til at dække de tomme rubrikker i planen. Når det ikke lykkes, samles der til bunke«, lyder det fra kontorchef Susie Kristensen.
Det Psykiatriske Patientklagenævn behandler klager over tvangsindgreb, der har fundet sted under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Når sager behandles i nævnet, foregår det ved, at tre medlemmer mødes, typisk over video, for at behandle sagerne. De tre medlemmer er en jurist fra Styrelsen for Patientklager, et medlem af Sind og en læge, der er indstillet af Lægeforeningen.
Der er behov for, at de behandler omkring 35 sager om ugen. Men skal nævnet nå det, kræver det to nævnsmøder om dagen, hvor der behandles 5-7 sager på hver. Dét lykkes langtfra altid, da man på grund af manglende lægelige medlemmer har svært ved at holde kadencen for møderne. Lige nu mangler nævnet 8-10 lægelige medlemmer.
Konsekvensen er ifølge nævnets seneste årsberetning, at patienter i snit venter 36 dage på afgørelse i deres klage mod de 14, der er foreskrevet i loven. Det skyldes, at man prioriterer at nå sager med opsættende virkning, som ifølge loven skal behandles endnu hurtigere, nemlig inden syv dage. Med de manglende nævnsmedlemmer betyder det, at sagsbehandlingstiden stiger.
»Det er utilfredsstillende for både patient og behandler, at de skal gå i uvished unødigt længe«, påpeger kontorchef Susie Kristensen.
Det er ellers et både vigtigt og givende arbejde som læge at være medlem af Det Psykiatriske Patientklagenævn, mener både kontorchefen og et tidligere nævnsmedlem. Susie Kristensen understreger, at man som læge i nævnet er med til at sikre retssikkerheden i psykiatrien, at man får et stort indblik i praksis og bliver fortrolig med lovgivningen på området.
Det er præcis de fordele, som nævnsmedlem gennem ca. tre år Abidah Ashraf også fremhæver. For fire år siden så hun i Ugeskrift for Læger, at nævnet manglede lægelige medlemmer. Hun er selv psykiater, men havde oprindeligt en drøm om at blive jurist, og nævnsarbejdet gav hende mulighed for at arbejde mere dybdegående med psykiatriloven.
»Jeg tænkte, at det kunne være interessant. Det er jo en instans, man mest hører om som suk fra klinikeres side, fordi de er blevet underkendt og mener, at nævnet ikke forstår den kliniske hverdag. Jeg har også selv siddet på den anden side og følt, at jeg skulle forsvare beslutninger, og jeg havde styr på det«, fortæller hun.
Arbejdet i nævnet viste sig hurtigt at være udviklende for Abidah Ashraf. Psykiatriloven kender man som psykiater godt, mener hun, men nok mest i overordnede termer. I nævnet kom hun helt ned i detaljerne.
»De små detaljer i loven bliver man meget mere opmærksom på. Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Og den får man meget mere forståelse for. Nævnets arbejde ligger i snitfladen mellem den firkantede jura og den pragmatiske og nogle gange kaotiske kliniske hverdag. Det giver anledning til mange interessante diskussioner i nævnet«, siger hun og mener, at nævnsarbejdet har gjort hende skarpere fagligt som psykiater, ligesom det har gjort hende i stand til at vejlede kolleger bedre.
Hun har også været med til at påvirke nævnsarbejdet ved at skubbe på for mere udførlige svar til de læger, hvis behandling bliver underkendt.
»En underkendelse kan være svær at forstå i den kliniske virkelighed og kan også være en følelsesmæssig oplevelse for lægen. Så der har jeg skubbet på for, at vi skrev lidt mere detaljerede afgørelser«, fortæller hun.
Da Abidah Ashraf var mest aktiv i Det Psykiatriske Patientklagenævn, deltog hun i et nævnsmøde om ugen. Nogle læger deltager kun ved et enkelt nævnsmøde om måneden. I dag deltager Abidah Ashraf også kun, hvis nævnet virkelig er presset. Hun forklarer, at hun har for travlt i dag, hvor hun er ledende overlæge på Retspsykiatrisk Afdeling i Slagelse.
Men hun fremhæver også, at lønnen som nævnsmedlem er for lav. Lønnen afhænger af antallet af sager, der behandles på et nævnsmøde. Er der f.eks. 7-9 sager, får man i omegnen af 1.700 kroner for det. Men forud for et møde kan man ifølge Abidah Ashraf »snildt« bruge seks timer på at læse journaler detaljeret igennem, som nogle gange kan være 100 sider lange pr. sag.
»Så lønnen passer ikke til den indsats, man leverer for et så vigtigt erhverv«, siger hun og mener, at man som læge nok skal anse nævnsarbejdet for ,interessetimer’.
Kontorchef Susie Kristensen er godt klar over, at honoraret for nævnsmedlemmer ikke modsvarer den løn, som læger får på deres vanlige arbejdsplads. Derfor er nævnet også lige så glade for nævnsmedlemmer, der kan deltage månedligt som ugentligt, og sekretariatet gør meget ud af at være fleksibel i forhold til vagtplanen, så det passer medlemmerne bedst muligt.
Travlhed og lønnen er nok årsagen til, at nævnet primært henter sine lægelige medlemmer blandt pensionerede læger. Det er heller ikke altid, det lykkes at få nok psykiatere til opgaven, så der er også almenmedicinere, og sågar har der været en øjenlæge blandt nævnets medlemmer. Men der er ingen tvivl om, at det har rigtig mange fordele, når nævnsmedlemmerne både er psykiatere og erhvervsaktive, forklarer Susie Kristensen.
»Særligt dem, der stadig arbejder i psykiatrien, har et andet blik på, hvorfor noget ikke altid går lige efter bogen. Det er både dem, der kan få allermest ud af arbejdet i nævnet, og også dem, der har de bedste forudsætninger for at vide, om noget er gjort rigtigt«, siger hun.
Hun peger forsigtigt på, at oplever man som psykiater frustration over nævnets afgørelser, kan det måske være en løsning at komme og hjælpe i stedet.
»For nævnet bliver ikke bedre, end den sammensætning det har. Jeg ville da ønske, at alle psykiatere kunne tage et nævnsmøde om måneden«, siger Susie Kristensen.
Også tidligere nævnsmedlem Abidah Ashraf mener, at flere erhvervsaktive psykiatere burde stille sig til rådighed for nævnet. Selvom hun godt forstår, at man ikke gør det, når man har »sindssygt travlt« og får noget, der ligner »mindsteløn, for det«. Men:
»Det er sjovt, interessant og vigtigt på rigtig mange planer. Jeg er en bedre kliniker i dag på grund af mit arbejde i nævnet. Så på den måde er det absolut dét værd«, mener hun.
Fakta
