Klar snak, tak

Som læge oplever man indimellem at skulle forklare den lægelige stillingsstruktur for mennesker fra helt andre fag. Det er en lærerig indføring i, at logikken mildt sagt ikke opleves som krystalklar udefra. Mange tror f.eks. umiddelbart, at en afdelingslæge - som en afdelingssygeplejerske - har en lederstilling. Andre ved ikke, at en alment praktiserende læge er lige så meget speciallæge som en privatpraktiserende speciallæge eller en overlæge. Det er som bekendt heller ikke alle yngre læger, som er yngre - i ordets gængse forstand. Den manglende sproglige konsistens fra lægers egen verden er dog i de seneste år overhalet indenom af de mange nye betegnelser for fysiske lokaliteter i sundhedsvæsenet.

For nylig uddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet puljemidler til et sundheds- og akuthus, et sundhedscenter og flere sundhedshuse. Ministeriet opererer også med et begreb, som kaldes fuldt udbyggede sundheds- og akuthuse. Betegnelserne dækker selvfølgelig noget forskelligt, men jeg vil nødigt vækkes midt om natten og skulle forklare præcis, hvad det er.

Nu kommer de såkaldte supersygehuse. Det er i sig selv utroligt positivt med en samlet sygehusplan for Danmark. Men overskueligheden fremmes ikke af, at de nye faglige flagskibe skal fungere sammen med områdehospitaler, regionshospitaler, universitetshospitaler, hoved- og akutsygehuse, specialsygehuse, akutsygehuse og slet og ret bare sygehuse og hospitaler. De kan så hver især indeholde f.eks. skadestuer, skadeklinikker, akutskadestuer, akutklinikker, ikkelægebetjente skadestuer eller skadestuefunktioner med lægebackup. De sidste eksempler stammer fra den rapport, som regeringens ekspertpanel offentliggjorde i november, og som efterlyser en mere ens terminologi i regionerne.

Det vil Lægeforeningen gerne bakke op om. For det er meget mærkeligt, at der har været et behov for i hver eneste region at opfinde sine helt egne betegnelser for de enheder, som tilsammen udgør sundhedsvæsenet. Områdehospitaler findes kun i hovedstaden, mens landets eneste hoved- og akutsygehus ligger i Køge. Regionshospitaler skal man til Region Midtjylland for at opleve. Ikke et sekund har forvaltningerne tilsyneladende overvejet at skæve til naboen eller - allerbedst - sætte sig sammen i deres forening, Danske Regioner, og sammen med Sundhedsstyrelsen blive enige om, hvilke betegnelser der er bedst og med fordel kan bruges i hele landet.

Man kan beklage det som udtryk for en sognerådsagtig tilgang, hvor det forudsættes, at patientens horisont stopper ved grænsen til naboregionen. Mere alvorligt er det, at de mange betegnelser ikke ligefrem hjælper borgerne på vej. En vigtig del af øvelsen med den gennemgribende omorganisering, som sundhedsvæsenet p.t. er i gang med, er, at befolkningen udnytter sundhedsvæsenet optimalt. En forudsætning for, at det kan ske, er, at borgerne har en reel mulighed for at forstå, hvordan det er organiseret, og hvem der laver hvad.