Klar til udrykning

»De dårligste patienter, under tilsyn af den dårligst uddannede læge og under de dårligste arbejdsforhold« - sådan opsummerer kursusreservelæge Mads Koch Hansen en situation, der forekommer over 600 gange om året i Vejle Amt, når en alvorligt syg eller tilskadekommen patient under lægeledsagelse skal transporteres med ambulance mellem amtets seks sygehuse.

»Og det syntes vi egentlig var mærkeligt«, siger Mads Koch Hansen.

Vi - det var amtsreservelægerådet, som Mads Koch Hansen på dette tidspunkt, for to år siden, var formand for.

Og mærkeligheden var blevet understreget, da to helt unge kolleger, faktisk grønne turnuskandidater, inden for kort tid havde meget ubehagelige oplevelser under transporter af nyfødte, som er vanskelige patienter selv for erfarne læger uden specialviden.

»Men jeg har set flere eksempler på unge kolleger, som havde grimme oplevelser under ambulancetransporter, fordi man som helt ny læge har så dårlige forudsætninger. Og mange af dem er kede af at skulle af sted, fordi de er så uforberedte på, hvad det er for en opgave, de skal løse«, siger Mads Koch Hansen.

Nyfødte - kun for specialister

Det var ikke svært at overbevise amtsrådet om, at den hidtidige praksis var lige uhensigtsmæssig for både patienter og læger, og at der skulle gøres noget ved det. Et udvalg bestående af en cheflæge, en chefsygeplejerske, en anæstesioverlæge og amtsreservelægerådet arbejdede på sagen i nogle måneder og traf de nødvendige beslutninger.

Blandt andet blev al fremtidig transport af nyfødte og meget små børnepatienter lagt i hænderne på anæstesiologiske eller pædiatriske speciallæger.

»Det var i sig selv stort at få gennemtrumfet. Man måtte faktisk oprette et ekstra vagtlag på Kolding Sygehus med en ekstra anæstesilæge i tilkaldeniveau, som kan hente børn i Fredericia, hvor der ikke er en narkoselæge i tilstedeværelse«.

Måske hjalp det på velviljen, at Sundhedsstyrelsen netop havde dekreteret, at transport af nyfødte er en specialistopgave.

Derudover vedtog amtets sygehusledelse et forslag fra Mads Koch Hansen om at arrangere kurser for de nyuddannede læger i ambulancetransport. Kurserne skulle amtets uddannelsescenter stå for, men også Falck skulle deltage, både i planlægningen og på selve kurset.

»Vi lavede en lille gruppe, som stod for planlægningen, og de to første kurser blev afholdt i september, umiddelbart efter, at turnusholdet fra sommeren 2002 var startet.

Amtet har virkelig ofret ressourcer på det: Der var kun 12 deltagere pr. kursusdag, og vi var fire undervisere«, siger Mads Koch Hansen.

Legitimt at sige fra

Kurset handler om sikkerhed ved transport og kørselsformer - dvs. udrykningskørsel og ikke-udrykningskørsel. Derudover underviser embedslægen i de juridiske aspekter ved som ung læge at deltage i patienttransport.

»Hans budskab handler dels om retten og pligten til at sige fra over for opgaver, man på forhånd kan se, man ikke magter, og dels om at være klar over, at man er den, som har den lægefaglige ekspertise, selv om sygeplejersken har 20 års erfaring. Man skal naturligvis ikke sidde 20 års erfaring overhørig og bare sige, at ,det ved jeg ikke noget om`, så det gør man ikke. Men som læge står man med ansvaret under transporten, og det skal man have tænkt igennem, før man tager af sted«, siger Mads Koch Hansen.

Til kursets praktiske del bliver kursisterne inddelt i tre hold, som skiftevis gennemgår avanceret simulatorgenoplivning efter de nye retningslinjer, patientcases og praktisk ambulancekendskab.

»Patientcases« handler bl.a. om de situationer, man kan komme ud for, om de overvejelser man må gøre sig over, hvilket apparatur og hvilken medicin, man på forhånd kan tænkes at få brug for, fordi der som udgangspunkt ikke findes noget i ambulancen.

Mads Koch Hansen har oplevet unge kolleger, der den anden dag på arbejdet, frisk fra universitetet, er blevet sendt på landevejen med den dårligste patient på sygehuset.

»Kunsten består i, at man har overvejet det hjemme på skadestuen og diskuteret det med de speciallæger, som er til stede. Der kan man også i nogle situationer finde ud af, at det måske er bedst, hvis speciallægen tager med«, siger Mads Koch Hansen og tilføjer, at det i øvrigt er legitimt at sige fra i situationer, hvor man selv mener, man savner den nødvendige kompetence.

Viden, alle tørster efter

Kursets sidste »station« omfatter en egentlig kørsel med fuldt oppakket ambulance og en simulationsdukke på båren, fuldt monitoreret og med respirator, dråbetæller og defibrillator. Alt, hvad man kan tænkes at have med under transporten af meget dårlige patienter, som selvfølgelig også får et hjertestop, der pga. monitoreringens placering ikke kan behandles med hjertemassage.

»Man tvinges til at tænke igennem, hvad man ville have gjort, og hvilken medicin, man ville have givet. Det giver en virkelig realistisk forestilling«, siger Mads Koch Hansen.

»Man får virkelig sved på panden, og det kunne nemt blive meget skræmmende, men vi prøver at bruge det lærende.«

Hvilken nyuddannet læge ved fx umiddelbart, at man af sikkerhedsmæssige grunde skal bede ambulanceføreren holde ind til siden, før man forsøger at genoplive ved hjælp af stød?

»Det ved man ikke nødvendigvis, og det kan føre til farlige situationer«, siger Mads Koch Hansen, som i dag ville ønske, at han på forhånd havde fået et lynkursus som det, der nu er blevet obligatorisk for nyuddannede læger i amtet.

Evalueringen fra deltagerne på de to endagskurser i september var da også entydigt positiv. Hvordan kunne den også være andet, når man her under kontrollerede forhold kan høste nogle af de erfaringer, som de fleste læger hidtil har måttet gøre sig på den hårde måde?

»Vi har alle sammen prøvet det«, siger Mads Koch Hansen, der selv med ubehag husker transport af svært tilskadekomne trafikofre - herunder børn.

»Der var fx en niårig pige, som var meget ustabil, og som jeg som nyuddannet var meget usikker på, hvordan jeg skulle håndtere under transporten til universitetshospitalet i Odense. Hun var bevidstløs, og jeg havde ingen erfaring at trække på. Min viden om traumatiserede børn og transport af dem var meget lille. Det er en meget ubehagelig situation at komme i på et tidspunkt i sin uddannelse, hvor man ikke ved, om man nu gør det rigtige. Situationen kan pludselig udvikle sig i en retning, man ikke havde ventet, og hvor man ikke ved, hvad man skal gøre«.

Efter kurserne fik alle deltagere et evalueringsskema: Næsten alle deltagere gav maksimalt antal point til spørgsmålet, om de ville anbefale kurset til kolleger og til, at de finder det »relevant i forhold til det daglige arbejde«.

Noget kunne også tyde på, at tørsten efter viden er så stærk, at der skal mere end én dags kursus til at slukke den:

»Man kunne have snakket om mange andre emner. Men hvor meget kan man rumme på en dag?«, kommenterer én.

Andre efterlyser »lidt mere tid til hjertestopøvelser«, »flere cases«, »lidt mere gennemgang af kompetenceområderne, fx hvad Falckredderne må give af medicin, og hvad de har med«, »at man får en ny chance mht. til hjertestopsituation, så det ikke kun er én gang«, »mere tid til flere øvelser« og i øvrigt »at det var længere«.

Interessant nok svarer de fleste desuden klart nej på spørgsmålene om, hvor vidt nogle af emnerne er overflødige.

Evalueringsskemaerne tyder på, at kurserne i Vejle Amt har ramt en meget tør plet.

Obligatorisk i Vejle Amt

En af kursisterne, reservelæge Mette Pedersen, Kolding Sygehus, havde været på en ambulancekørsel, inden hun deltog i kurset. Det skete dog »med nogen nervøsitet, og med manglende viden om, hvad man burde tage med«. I dag - et kursus og to ambulancekørsler senere - kan det godt undre Mette Pedersen, at nyuddannede læger sendes på landevejen uden den viden, der kan formidles på et endags-kursus.

»Jeg har været på to-tre ambulancetransporter siden kurset, og der følte jeg mig langt bedre rustet og mindre nervøs, fordi jeg havde bedre overblik«, siger Mette Pedersen.

»Jeg vidste, hvad jeg ville spørge om, hvad man skulle tjekke ud med bagvagten, og hvad man skulle have med på transporten«.

Om det skal ske ved et kursus for nye turnuslæger, på sidste stu-diesemester eller i forbindelse med GYL's »overlevelseskurser« er af mindre vigtighed. Men den viden, kurset gav - den bør være obligatorisk, siger Mette Pedersen.

Og det er den faktisk blevet, i hvert fald i Vejle Amt:

»Vi gennemfører nu kurserne fire gange årligt - to dage i marts og to dage i september - simpelt hen for at opkvalificere de yngre læger, der kommer lige fra skolebænken«, siger uddannelseskonsulent i amtet, Karen Margrethe Nielsen.

Hun oplyser, at kurset nu suppleres af »et E-lærings-modul« på uddannelsescentrets hjemmeside, som streamer en video om standardambulancens indretning og oppakning, om kørselsformer og om reddernes uddannelse.

»Indtil videre er linket forbeholdt amtets egne kursister«, svarer Karen Margrethe Nielsen på spørgsmålet om web-adressen. Efter en kort konference med sit bagland indvilliger hun dog i at dele den med Ugeskriftets læsere.

Så behøver de ikke være helt uforberedte på deres første ambulancetransport, bare fordi de er så uheldige ikke at være ansat i Vejle Amt.

Introduktionsvideoen kan ses på www.uddannelsescentret.dk. Herfra klikker man på linket til hjemmesidens hovedmenu, derfra på ordet »kursister« i menuen til venstre. Det bringer underpunktet »afsnit for kursister« frem, og når man klikker på det kommer man frem til det link, der starter videoen.