Skip to main content

Klarlunds kritikere indklages for fusk

UVVU-sag kan ramme professor Bente Klarlund Pedersens anklagere som boomerang. Jurist kalder UVVUs dom i Klarlund-sagen ”juridisk idioti”.

Professor Bente Klarlund Pedersen
Professor Bente Klarlund Pedersen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

13. feb. 2014
3 min.

En advokat har meldt 44 lægevidenskabelige forskere til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

Ifølge klageren, advokat Jens Ravnkilde, har de 44 gjort sig skyldige i fusk, idet de har ”forsømt at oplyse behørigt om genbrug af biopsimateriale, dvs. har tilsidesat reglerne om krydsreferencer til tidligere publikationer om beslægtet forskning under brug af samme biopsier”.

Det er samme praksis, som i december 2013 resulterede i UVVUs dom mod professor Bente Klarlund Pedersen for videnskabelig uredelighed, og som flere af de nu indklagede forskere selv har kritiseret Bente Klarlund for.

Flere af de 44 har været involveret i UVVU-sagen mod Bente Klarlund.

Det gælder således professor Henrik Galbo, som meldte Bente Klarlund til UVVU.

Derudover finder man blandt de 44 også professorerne Niels Skakkebæk og Jens Rehfeld, som har kritiseret Bente Klarlund for den samme videnskabelige praksis, som de nu selv anmeldes for. Professor Ulla Feldt-Rasmussen, som også er omfattet af anmeldelsen til UVVU, var selv som medlem af UVVU med til at finde Bente Klarlund skyldig i forskningsfusk.

"Justitsmord"

Jens Ravnkilde begrunder i en mail til Ugeskrift for Læger sin anmeldelse til UVVU med, at de 44 forskere ”efter min opfattelse har begået samme ’fejl’ vedrørende krydshenvisning til genbrug af biopsimateriale, som UVVU skyder Bente Klarlund i skoene”.

”Baggrunden for klagen er, at der må være lighed for loven”, skriver Jens Ravnkilde og peger på, at såvel klageren i Klarlund-sagen, Henrik Galbo, samt medlem af UVVU Ulla Feldt-Rasmussen ”begge optræder på listen adskillige gange”.

Jens Ravnkilde lægger ikke skjul på, at han betragter UVVUs dom mod Bente Klarlund som ”juridisk idioti”, og under overskriften ”Et videnskabeligt justitsmord” vil han i en 18 sider lang artikel uddybe sit frontalangreb på UVVU i det kommende nummer af ”Ugeskrift for Retsvæsen”, der udkommer 8. marts.

”Artiklen og klagen bringer Klarlund-skandalen ind i en ny udvikling, der efter min opfattelse kun kan føre til, at hun vil blive fuldstændigt renset”, skriver Jens Ravnkilde til Ugeskrift for Læger.

I sin henvendelse til UVVU rejser Jens Ravnkilde tvivl om, hvorvidt UVVU i det hele taget har lovhjemmel til offentligt at stemple Bente Klarlund Pedersen som uredelig, og tilmed opfordre internationale tidsskrifter til tilbagekaldelse med mere.

"Straffelovsovertrædelse"

Derved overtræder UVVU ifølge Jens Ravnkilde straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser ”med den konsekvens, at de af UVVUs medlemmer, der har skrevet under på afgørelsen, hæfter solidarisk med hinanden for eventuel godtgørelse til den krænkede forsker”.

Da Bente Klarlund Pedersen og hendes advokat i august skrev et høringssvar til UVVUs dengang foreløbige afgørelse, fremlagde hun lister over videnskabelige artikler fra andre medicinske forskere, som havde gjort sig ”skyldige” i den samme praksis, som hun blev kritiseret for.

”Det gjorde jeg for at vise, at der er tale om en ganske udbredt praksis inden for den medicinske forskning, når man genbruger biopsier uden at krydshenvise”, siger Bente Klarlund. Hun understreger, at hun intet har at gøre med Jens Ravnkildes anmeldelse:

”Jeg har aldrig mødt ham, men har via mails svaret på nogle spørgsmål fra ham. Jeg ønsker ikke at ’ramme’ nogen og er ikke hævngerrig, men ønsker bare at få denne sag ud af verden”, siger hun.

Jens Ravnkilde kan nemt have læst de lister, som Bente Klarlund og hendes advokat fremlagde, og som siden har været offentligt tilgængelige på nettet. – og som også indeholder de fire professorer Galbo, Skakkebæk, Rehfeldt og Feldt-Rasmussens navne.

UVVU ventes i nærmeste fremtid at tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse. Efter hvad Ugeskriftet erfarer, kan det ske allerede i den kommende uge.