Skip to main content

Klimaudfordringen er en sundhedsudfordring

Klima- og energiminister Connie Hedegaard

23. okt. 2009
3 min.

Til december ved klimakonferencen vil 192 lande være repræsenteret i København. Danmarks mål er klart og tydeligt: Vi skal have en ambitiøs global aftale, der nedsætter udslippet af drivhusgasser.

Videnskaben fortæller os, at vi skal holde temperaturstigningen under to grader i det 21. århundrede for at undgå, at konsekvenserne bliver uoverskuelige og utilregnelige. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad der sker med vores klode, hvis det ikke lykkes. Og samtidig viser flere internationale rapporter, at prisen for at vente med at handle vil være langt højere, end hvis vi sætter ind nu. En global aftale i København skal altså rette sig efter videnskabens anvisninger, hvilket også blev vedtaget ved G8-mødet i L'Aquila i Italien denne sommer.

I det offentlige rum handler debatten om klimaet oftest om stigende vandstand og højere temperaturer. Men et andet vigtigt aspekt er også den lange række af følgevirkninger, der følger med, når vores klode forandrer sig. Det gælder også på sundhedsområdet. Vi står over for en kæmpe udfordring - også på globalt plan - for at sikre, at klimakrisen ikke bliver til en sundhedskrise.

I Danmark bliver vi nødt til at omstille vores sundhedssystem, så vi kan håndtere de nye udfordringer, når vores klima ændrer sig. Det gælder både om at bruge mindre energi og samtidig om at være rustet til de sundhedsudfordringer, der er en naturlig følge af klimaforandringerne.

Vi skal bygge sygehuse og hospitaler, der bruger mindst mulig energi og er godt rustet til at tage fat på fremtidens opgaver. Hver gang vi bygger nye sygehuse, skal energieffektivitet og klimahensyn tænkes ind helt fra starten. Både i selve byggeriet og i den måde, hvorpå vi indretter den enkelte patientstue, kantinen eller toiletterne for den sags skyld. Det handler f.eks. om at bruge LED-lys, der ikke bruger så meget strøm, eller at sørge for, at lyset slukker, når der ikke er nogen i lokalet. Det er altså kort sagt et spørgsmål om at finde på intelligente løsninger og sørge for, at de bliver udbredt i hele det danske sundhedsvæsen.

Klimaudfordringen er i høj grad også en udfordring til hver enkelt af os. Mange borgere, læger og f.eks. journalister tænker på klimaforandringerne som noget, der rammer nogle mennesker, der bor langt, langt borte. Journalisterne skriver nogle gange om klimaet, som om det ikke er noget, der vedrører os her i Danmark. Men faktum er, at hver eneste af os, om vi så er politikere, borgere eller læger, vil mærke konsekvenserne i vores hverdag. Derfor skal vi alle være med til at gøre en indsats.

Det gælder hjemme i huset, hvor vi kan sikre, at vi bruger energien mere fornuftigt for eksempel ved at bruge energi- og miljømærkede produkter. På samfundsplan er der ligeledes nok at tage fat på, og det gælder også på sundhedsområdet.

Det danske sundhedsvæsen skal ligesom resten af vores samfund omstilles til at udnytte nye bæredygtige teknologiske landvindinger, så vi på vores hospitaler og hos den enkelte læge bruger energien fornuftigt og tænker på miljøet. Her kan lægerne være med til at tage et ansvar og skubbe i den rigtige retning i den enkelte praksis og på det enkelte hospital. Men vi skal samtidig tænke klima ind i al lovgivning, vi laver. Det har regeringen allerede gjort i skatteaftalen, trafikaftalen og med Grøn Vækst-aftalen for det danske landbrug. Det samme skal vi gøre på sundhedsområdet.

Det handler om fremtidens Danmark, det handler om det samfund, vores børn og børnebørn skal leve i. Som konservativ mener jeg, at det vil være utilstedeligt at efterlade regningen for vores manglende vilje til at tage fat på opgaven hos de kommende generationer. Det er det, der hedder generationskontrakten: At vi har pligt til at efterlade vores jordklode i mindst lige så god stand, som da vi selv kom til verden. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver enige til december, så vi efterlader en bæredygtig klode og en værdig arv til dem, der kommer efter os.



Korrespondance: Connie Hedegaard, Stormgade 2-6, DK-1470 København K. E-mail: tokel@kemin.dk