Klinik for udsat gruppe på vej

I sensommeren 2010 bliver en læge i København kontaktet af en dansk patient, der beder ham hjælpe med at tilse en fireårig pige, Nellie. Pigen har i et halvt år levet under jorden med sin mor, 27-årige Armime fra Kaukasus, og hun trives ikke godt. Især har hun problemer med tænderne og en voldsom tandbyld, der kræver øjeblikkelig penicillinbehandling. Lægen sørger i første omgang for at sætte pigen i behandling, og senere hjælper han familien med at få kontakt med en tandlæge, der bliver nødt til at fjerne de fleste af pigens tænder.

Armine og Nellie gik under jorden i starten af 2010, da de fik afslag på asyl, og faderen blev deporteret. I dag er de vendt tilbage til asylsystemet, men i den periode, hvor de levede skjult, var de afhængige af kontakt med det netværk af sundhedspersoner, der hjælper udokumenterede migranter.

Nellie - og hendes mor - tilhører målgruppen for den nye klinik for udokumenterede migranter, som Lægeforeningen og Dansk Røde Kors har annonceret, at de vil åbne i løbet af foråret. Klinikken bliver oprettet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og har været under forberedelse i lang tid.

Baggrunden er den stigende erkendelse af, at der er en gruppe mennesker, der i øjeblikket er overladt til sig selv, hvis de bliver syge. Nogle er i stand til at skaffe sig forbindelser til det etablerede sundhedsvæsen, mens andre formentlig ikke søger læge, selv om de har behov for lægehjælp, forklarer formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, Poul Jaszczak:

»Der er et udækket behov, fordi folk ikke tør kontakte sundhedsvæsenet af frygt for sanktioner. Som læger kan vi ikke være tjent med, at der er mennesker iblandt os, der ikke får den behandling, de har brug for«.

»Vi kan selvfølgelig ikke undgå at få kritik for at hjælpe disse mennesker. Der vil altid være nogen, der ønsker at sætte hårdt mod hårdt. Men de fleste kan godt se, at vi er nødt til det, at vi ikke kan have syge mennesker gående rundt iblandt os, uden at hjælpe dem«, siger Poul Jaszczak.

Ifølge planen skal klinikken åbne i løbet af de næste 2-3 måneder. I første omgang er målet at sikre udokumenterede migranter adgang til sundhedsydelser. Men det er et ligeså vigtigt mål at få skabt politisk vilje til at finde en løsning, forklarer Poul Jaszczak:

»Det er helt bevidst, at vi er gået ind ad den politiske fordør. Vi siger meget højt og klart, at der er tale om et presserende problem, som bør løses i dialog med myndighederne. I bund og grund er det ikke en opgave, vi skal tage os af - den bør løses politisk«, siger han.

Men sundhedsminister Bertel Haarder afviser at mødes med de tre organisationer for at drøfte problemstillingen.

»Jeg er enig i, at alle personer - også personer, som ikke har lovligt ophold her i landet - naturligvis skal have de sundhedsydelser, som de er berettiget til efter gældende ret, herunder internationale konventioner«, skriver ministeren i et brev dateret den 4. januar. Han fortsætter:

»Men her hører enigheden op. For det er min vurdering, at dette er opfyldt med de gældende regler om adgang til akut sygehusbehandling ... Regeringen har ingen planer om at udvide udokumenterede migranters adgang til sundhedsydelser. På den baggrund finder jeg ikke, at der er behov for at mødes om dette spørgsmål«.

En udsat gruppe

Antallet af udokumenterede migranter er ukendt, men den svenske forsker Carin Björngren Caudra skriver i rapporten Health Care in Nowherelande, Countryreport Denmark fra 2010, at der her i landet lever mellem 1.000 og 5.000 mennesker, der i øjeblikket er uden lægehjælp.

Problemet bliver ikke mindre af, at udokumenterede migranter er i en særlig risiko for at blive udnyttet, og samtidig er de særligt udsatte for en række helbredsrisici. Erfaringer fra klinikker i Norge, Sverige og Tyskland viser, at det især drejer sig om begrænset adgang til behandling af mødre og spædbørn, forsinket diagnosticering af kroniske lidelser og besværlig adgang til behandling af både akutte, kroniske og psykiske lidelser.

Det er problematisk, dels fordi den rette diagnostik og behandling kan afkorte sygdomsforløb og lindre smerte for den enkelte, og dels ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, fordi infektionssygdommedet medfører smitterisiko for andre.

Lægeløftet forpligter læger til at yde lægehjælp til alle, men sundhedsvæsenets indretning med krav om personnummerbevis eller anden form for legitimation forhindrer behandling af denne gruppe mennesker. Det efterlader læger og andet sundhedspersonale i et etisk dilemma, fordi de bliver tvunget til at vælge mellem at følge loven eller lægeløftet.

I sit brev henviser Bertel Haarder dels til Sundhedsloven og tilhørende bekendtgørelser, men også til at det akutte behov beror på lægefaglige vurderinger, som de foretages dagligt på vores hospitaler i mange forskellige sammenhænge.

Men det er ikke rimeligt at lade den enkelte læge navigere i den gråzone, lyder svaret fra Poul Jaszczak, der peger på, at den skarpe skelnen mellem akut og elektivt - ud over at sætte den enkelte læge i et alvorligt dilemma - risikerer at have andre utilsigtede bivirkninger:

»For det første er der den problematiske - og potentielt farlige - brug af andres sygesikringsbeviser, som vi støder på ude på sygehusene. For det andet risikerer man at udvide det elastiske begreb ,akut`, fordi det bliver adgangsløsenet til behandling, og det vil derfor være fristende at bruge betegnelsen om flere sygdomme og tilstande. Og det er jo ikke nogen god løsning«, siger han og fortsætter:

»Endelig er der risiko for, at der er patienter, der venter med at henvende sig, til de er så tilstrækkeligt syge, at deres tilstand bestemt er akut - men så er det ofte både meget dyrt og meget svært at hjælpe dem«.

Armime og Nellie er ikke de rigtige navne, men deres identitet er redaktionen bekendt. De medvirker i dokumentarfilmen A Matter of Decency, der er produceret af Bombay Flying Club og kan ses på www.bombayfc.com/amatte