Klinisk basisår - der mangler noget

Urfan Ahmed vidste straks efter studiet, at han skulle være almenmediciner. Han måtte derfor vide noget om de store hospitalsspecialer - men turnus var skrumpet fra tre halvårsforløb til to. Der måtte planlægning til: Ville han se noget kirurgi, måtte han vælge et halvt år på en kirurgisk afdeling. Og så et halvt år i en lægepraksis for at være helt sikker på, at det nu også var det rette speciale.

Det kirurgiske forløb på Bispebjerg Hospital var alt, hvad han kunne ønske sig; forløbet i Annelise og Jens Zachariassens praksis på Østerbro gav også fuld valuta og skærpede appetitten på almen medicin.

Der mangler et speciale

Alligevel føler Urfan Ahmed sig slet ikke rustet til selvstændigt virke som læge:

»Jeg savner i den grad noget intern medicin. Så ville jeg have følt mig som en mere ,hel' læge, end jeg gør lige nu. Trods et godt basisforløb mangler jeg at have stået med nogle akutte, internmedicinske problemstillinger i en længere periode. At blive 'den komplette læge' kræver, at man også har været i intern medicin«.

De seks måneder, der var klippet af, da turnus blev omskabt til klinisk basisuddannelse, måtte kompenseres ved et vikariat, der kunne give det, Urfan Ahmed var blevet snydt for. Det havde han fortalt Ugeskriftet i februar, og det blev læst på hans »gamle« medicinske afdeling på Herlev Hospital, hvor han havde været vikar.

Afdelingen ringede og tilbød den målbevidste basislæge netop et internmedicinsk vikariat fra 1. september og seks måneder frem.

»Så for mig er det lykkedes at få den sidste del af turnus - bare på en anden måde«.

Anser du den kliniske basisuddannelse for at være en ringere uddannelse end turnus ville have været?

»Ja, absolut. Jeg kan f.eks. ikke regne med at få en introstilling i intern medicin, så længe jeg mangler det halve år som forvagt, der gør, at jeg kan fungere som mellemvagt under introduktionsuddannelsen«.

Ingen tid at spilde

Hvis de nyuddannede læger efter basisåret må ud og på egen hånd finde det seksmånedersforløb, der gør dem til 'hele' læger, ville det måske være en idé med en slags stillingsformidling for basislæger, der ikke besidder Urfan Ahmeds kombination af målrettethed og held?

»Tja - det ville måske være en god idé«, over-vejer han.

»Det kan jo være svært at få en introstilling lige efter den kliniske basisuddannelse. I hvert fald i tilfælde som mit, hvor jeg ikke har været på en internmedicinsk afdeling. Så en formidling kunne være en god hjælp - specielt, hvis stillingerne kunne indeholde kortere ansættelser på forskellige internmedicinske afdelinger«.

Uret tæller ned, og efter vikariatet i Herlev vil Urfan Ahmed have to et halvt år tilbage til at finde en hoveduddannelsesstilling. Der er ikke plads til at træde ret meget ved siden af den smalle sti. Det hjælper Urfan Ahmed, for selv om psykiatri og endokrinologi ikke er helt afskrevet, har han allerede blikket fast rettet mod almen medicin.

»Men jeg har undersøgt intro-markedet, og det ser ud til, at der til almen medicin i hovedstaden er i hvert fald trekvart års ventetid - man skal søge i gennemsnit tre stillinger i almen medicin.

De trekvart år skal lægges til et års introduktionsstilling. Lad os bare sige, at jeg kun skal vente et halvt år på min introstilling. Så har jeg to år tilbage. Og lige nu er der typisk et års ventetid på at få sin hoveduddannelse«.

Forskning - frem for klinik

Maren Weischer valgte helt frivilligt et meget udskældt forløb på Urologisk Afdeling, Sygehus Roskilde, kombineret med seks måneder i distriktspsy-kiatrien.

Her var, sagde kritikere, skrækeksemplet på, hvad den kliniske basisuddannelse kunne udarte til. Men for Maren Weischer var det fint: Hun er interesseret i cancerforskning og særligt i årsagerne til prostatakræft og sygdommens prognose. Allerede for et år siden var Maren Weischer sikker på, at hun ville være klinisk biokemiker. Den beslutning har fem måneder på Urologisk Afdeling ikke rokket ved.

Maren Weischer gik på barselsorlov fire måneder inde i forløbet og skal derfor først lige have fuldført de sidste to måneder på afdelingen, inden hun den 1. september skal videre til distriktspsykiatrien i Greve. Kan det tænkes, at hun svigter sin faste beslutning om at blive speciallæge i biokemi til fordel for et andet speciale? Måske overrasker psykiatrien positivt?

»Jeg er ikke i tvivl om mit valg«, siger hun. »Men det får mig ikke til at se basisuddannelsen som noget, der bare skal overstås. Formålet er vel at give yngre læger kompetencer, der kan bruges i alle specialer«.

Lære-operationer privatiseret

Som uddannelsessøgende på Urologisk Afdeling har Maren Weischer ikke oplevet sit basisophold anderledes, end hvis det havde været turnus. Kurserne har stort set været de samme, og de samme to dage om ugen er sat af til uddannelse:

»Her kan jeg gå med i ambulatoriet eller assistere til operationer i dagkirurgien eller på operationsgangen. Jeg har lært utrolig meget af at være her«.

På baggrund af blot fire måneder er Maren Weischer forsigtig med at bedømme den kliniske basisuddannelse.

»Men jeg synes, det er dejligt, at man nu kan få lov til ikke kun at vælge efter geografi, men også at gå efter en bestemt afdeling. Det var på den måde, jeg kom til Urologisk Afdeling«, siger hun.

Maren Weischer kender folk, der lige som hun selv bor nord for København, men som har søgt til Roskilde, selv om de havde trukket et nummer, der nærmest gav frit valg på alle hylder.

Overordnet synes Maren Weischer egentlig, at basisuddannelsen er o.k.:

»Det mest kritiske for uddannelsen på kirurgiske afdelinger er den generelle udlicitering af benign kirurgi til det private. Jeg kender folk, som var i turnus i urologien for 10-15 år siden og lavede små hydroceler, vasektomerede og fjernede polypper. Det er fortid nu. I dag er det det farlige, som er tilbage på afdelingerne. Cancerkirurgien. Det er sværere, men selvfølgelig også mere spændende for de erfarne læger«.

»Basisuddannelsen har både fordele og ulemper. Og der er mange forslag til forbedringer. Men som uddannelsessøgende læge tror jeg, man må være realistisk. Man kan ikke se alt på hverken 12 eller 18 måneder«, siger Maren Weischer.

»Indtil videre er jeg glad for, hvad jeg har lært«.

Overlæger: Ringere end turnus

Maren Weischers uddannelsesansvarlige overlæge, Nina Råe Holm, har kun erfaringerne fra Marens fire måneder på Urologisk Afdeling at udtale sig på grundlag af, når hun skal sammenligne basis- med turnusuddannelsen. Men hun tør godt komme med et bud på, om man kan lære det samme som i turnus: Det kan man ikke.

»Uddannelsen er en tredjedel kortere, og det kan ikke give det samme fundament«, siger hun.

»Fordelen ved klinisk basisuddannelse er vel, at man hurtigere får produceret en speciallæge. Det må være baggrunden for at skære seks måneder af uddannelsen. Ud over det kan jeg ikke se, hvad fordelen er. For Maren har vi selvfølgelig lavet et program ud fra målbeskrivelse og uddannelsesprogram - men hun er blevet uddannet på samme måde som turnuslægerne og har fået lov at prøve de samme ting: flexcystoskopier, små operationer osv.«

Overlæge Stig Bondesen, der havde ansvaret for Anders Peters Skovsens uddannelse på medicinsk afdeling, mener slet ikke, at turnus- og klinisk basisuddannelse lader sig sammenligne:

»KB-uddannelsen fokuserer på minimale kompetencer, som alle er vigtige og handler om den unge læges evne til at modtage den akutte patient. Det kan vi godt nå på et halvt år. Turnus havde et bredere sigte - herunder også at motivere den unge læge til intro«.

Turnus' formål var at gøre den nyuddannede egnet til selvstændigt virke. Er en basislæge egnet til det efter 12 måneder?

»Nej, det vil jeg ikke mene. Så skal han jo kunne mere end bare modtage en patient«.

Savner et 3. speciale

Anders Peter Skovsen selv har samlet set været godt tilfreds med sine 12 måneder i Nykøbing Falster:

»Skal man sammenligne med turnus, er den eneste forskel, at jeg kommer til at mangle et halvt år i almen praksis«, siger han. Og han synes, at et tredje speciale - i hans tilfælde almen medicin - er en mangel ved den kliniske basisuddannelse i sammenligning med turnus. Men han vil heller ikke genindføre den gamle turnus på 18 måneder: Faktisk mener han, at tre gange fire måneder vil være tilstrækkeligt. »Især på et provinshospital, hvor man nærmere arbejder 47 timer end 37 timer om ugen«.

»Fire måneder hvert sted vil være optimalt. Efter fire måneder er det alligevel, som om læringskurven flader lidt ud«, siger Anders Peter Skovsen til det ofte hørte argument, at de nye læger ikke gør megen gavn de første tre-fire måneder af et ophold.

Ubrugelige kurser

Det konkrete forløb på sygehuset i Nykøbing Falster har han ikke noget væsentligt at indvende imod. Det eneste kritikpunkt her er generelt: »De obligatoriske kurser er mere eller mindre spild af tid«. Anders Peter Skovsen hentyder til de tre kurser i henholdsvis »akut kommunikation og ambulancetransport« (3 dage), »læring i klinikken« (1 dag) og »kommunikation« (23 dage):

»Jeg synes ikke, at kursernes indhold var brugbart. Det skal ændres.

F.eks. var der noget af videodelen, som var helt ubrugeligt for mig, fordi de stammede fra tiden med turnus«.

I almen praksis kan man relativt nemt stille et videokamera op i hjørnet og filme sin kommunikation med skiftende patienter.

Den mulighed havde Anders Peter Skovsen ikke; han måtte slæbe kamera og trefod rundt til hver enkelt stue og forklare, at han skulle optage noget, og var det i orden at komme igen om lidt med kamera og stativ, som han så kunne stille op i et hjørne?

Alt i alt erklærer han sig tilfreds med forløbet af de to gange seks måneder i Nykøbing.

Er han så nu rustet til »selvstændigt virke som læge«?

»Hmm ... kommer an på, hvad jeg skal lave. Jeg ville ikke føle mig rustet til alene at tage imod patienter i en praksis.

Men jeg ville nok kunne tage ansvaret ved et sportsstævne, og hvad man ellers taler om som selvstændigt virke«.

Hvad med at fungere som bagvagt i en introstilling?

»Det kommer i høj grad an på, hvilket speciale. Jeg vil godt kunne gå ud i en introstilling - på den måde tror jeg ikke, jeg er dårligere rustet end en turnuslæge - hvis det er en hospitalsafdeling. Skulle jeg starte i almen praksis - så ville jeg have problemer, det er klart«.

Planerne er ikke meget langsigtede, og specialevalget heller ikke helt sikkert. Foreløbig har Anders Peter Skovsen tegnet kontrakt for et år med forsvaret. Efter fem måneder i reservelægeuddannelsen skal han udsendes til Afghanistan, hvilket betyder infirmeriet ved en af de fremskudte baser Camp Price eller Camp Armadillo, hvor danske læger behandler sårede og syge danske soldater samt lokale afghanere få kilometer fra kamphandlingerne. Og hvis ikke dét er selvstændigt virke ...

Tidligere artikler i denne serie

Mød de nye basislæger: Ugeskr Læger 2008;170:3026

Basislæger på halvvejen: Ugeskr Læger 2009;171:766