Skip to main content

Klinisk lederskab

31. okt. 2005
3 min.

Direkte observation af behandling og journalgennemgang har i en række udviklede lande vist, at der stadig begås basale fejl i patientbehandlingen. En undersøgelse fra Frankrig i 2003 påpeger, at de 10%, der ofte citeres som niveauet for mængden af utilsigtede hændelser i hospitalsbehandlingen af patienter, formentlig er en undervurdering. Spørgsmålet er således, hvordan kliniske ledere kan hjælpe med at løse disse problemer?

Først og fremmest må kliniske ledere gøre læger og sygeplejersker opmærksomme på disse fejl og informere dem om de faktorer, der fører til fejlbehandling. I det britiske National Health Service (NHS) er der ofte en mangel på input fra erfarne fuldt uddannede speciallæger i den akutte patientbehandling. Dette er eksemplificeret i en undersøgelse, der har påvist, at dødeligheden efter større kirurgiske indgreb er fire gange højere på et offentligt britisk hospital sammenlignet med et tilsvarende hospital i USA.

Yngre læger i det britiske NHS er ofte presset ud over grænsen for deres faglige formåen og ydeevne. Dette underbygges i National Confidential Enquiry into Patient Outcome and Death (NCEPOD)'s årsrapport fra 2005, som har undersøgt behandlingen af medicinske patienter inden overførsel til intensivafdeling. I denne undersøgelse blev yngre lægers evne til at søge rådgivning og vurdere alvorligheden af sygdomstilfælde samt supervision fra deres overordnede fundet utilfredsstillende i 20-30% af behandlingsforløbene. Også speciallægernes ledelse og samarbejdet.

Forsøg på at skabe samarbejde kan undermineres af ulighed i status og indflydelse, mangel på tværfaglig forståelse og manglende fokus på teambuilding. Problemet forøges af pres på afdelings- og oversygeplejersker for at øge deres administrative rolle. Administrationskrav til overordnede sygeplejersker resulterer alt for ofte i utilstrækkelig tid til at udøve den kliniske ledelse, som er nødvendig for at opretholde kvaliteten af behandlingsniveauet. Dette kan føre til en sænkning af arbejdsmoralen og få sygeplejersker til at søge karrieremuligheder i rent administrative roller.

Hvilke kvalifikationer er nødvendige for effektiv ledelse? En god taktik er at få den administrative ledelse til, i stedet for at pålægge nye arbejdskrav, at forhandle disse med klinikerne, og derudover indgå i en dialog for at få klinikerne til at acceptere nødvendigheden af akkreditering og større resultatansvar. Tilegnelse af de kvalifikationer, der er påkrævede for at opnå en stærk og effektiv klinisk ledelse, ses sjældent som en del af den kliniske undervisning eller efteruddannelse af læger. I Storbritannien tilbyder »The NHS Leadership Centre« ledelseskurser til topledere og de højst placerede læger i sygehusvæsenet, men lederskab er påkrævet på alle niveauer, ikke mindst på de enkelte afdelinger og blandt de klinikere, der varetager den daglige patientbehandling.

Så hvordan løser man disse komplicerede problemer? I USA har »The Institute for Medicine« identificeret et behov i sygehusvæsnet for »transformationsledere«, der kan transformere de behandlingssystemer og underliggende processer, som fører til en bedre kvalitet af behandlingen. Her er der meget at lære af industrien. Et initiativ fra det amerikanske »Institute of Healthcare Improvement« er baseret på bilfabrikanten Toyotas ledelsesmodel og yder tilskud til sundhedsorganisationer, der søger at øge patientsikkerheden og behandlingskvaliteten. Her arbejder den administrative ledelse og læger direkte sammen på lige fod og søger at motivere personalet og at levere den tekniske ekspertise, der er nødvendig for at sikre en tilfredsstillende behandling og pleje af patienter. I det australske program »Towards a Safer Culture« (TASC) er kompetencer for klinisk ledelse indført parallelt med en strømlining af behandlingsforløbet ved hjælp af evidensbaserede guidelines. Dette har ført til en forbedret behandling af akut koronarsyndrom og apopleksi .

En indsats til forbedring af lederegenskaber er påkrævet ikke blot på topniveau men også for læger og andet sygehuspersonale på de enkelte afdelinger, og vi må overveje, hvordan vi bedst kan uddanne den næste generation af læger til at blive effektive kliniske ledere.


Referencer

  1. Olsen S, Neale G. Clinical Leadership in the provision of hospital care, BMJ 2005;330:1219-20.