Skip to main content

Klinisk ultralyd

Torben Lorentzen, Christian Nolsøe & Bjørn Skjoldbye

23. nov. 2012
3 min.

Den teknologiske udvikling har medført, at ultralydskannere til medicinsk billeddiagnostik er blevet billigere, bedre og mindre. Der fås nu modeller, der koster ca. 50.000 kr. og kan ligge i kittellommen, hvilket har medført, at man har fået øjnene op for ultralydens muligheder i flere og flere specialer, f.eks. reumatologi, anæstesiologi og akutmedicin. Denne udvikling ses både globalt og lokalt. Også på lægestudiet har man fundet anvendelse af ultralyden; således præsenterer Bessmann & Bitsch fra Center for Klinisk Uddannelse, Rigshospitalet, i dette nummer af Ugeskrift for Læger de initiale erfaringer med kurser i klinisk ultralyd [1], hvor den lægestuderende får indblik i teorien bag ultralydbilledet og praktisk erfaring med ultralydskanning af normalanatomi. Tanken er, at disse færdigheder skal implementeres i yngre lægers kliniske hverdag i form af målrettede kliniske ultralydskanninger ved veldefinerede problemstillinger, f.eks. galdesten eller aortaaneurisme. Klinisk ultralyd bliver altså en del af den objektive undersøgelse, og resultatet noteres i journalen ligesom et stetoskopifund.

Fordelene ved den kliniske ultralyd er åbenlyse. Lægen får et billeddiagnostisk værktøj, som kan bruges til at afklare enkle kliniske problemstillinger i f.eks. modtageafdelingen, og et patientforløb kan herved gøres både hurtigere og mere sikkert, ikke mindst fordi ultralyden også kan bruges vejledende for interventionelle procedurer som ascites- og pleuradrænage. Man må også formode, at indførelse af klinisk ultralyd vil øge det generelle bevidstheds- og kompetenceniveau mht. planlægning af et relevant udredningsforløb, herunder valg af andre billedmodaliteter som computer-tomografi og magnetisk resonansskanning.

Udfordringerne ved den kliniske ultralyd er ligeledes åbenlyse. For at opnå tilfredsstillende færdigheder med klinisk ultralyd er undervisning og uddannelse af afgørende betydning. Der findes allerede nu et fornuftigt udbud af teoretiske ultralydkurser i Danmark, enkelte tillige med praktisk træning [2]. Derimod mangler der en systematisk og organiseret mulighed for at udføre superviserede ultralydskanninger hos patienter. Der er ved ultralydskanning en læringskurve som ved andre kliniske og diagnostiske værktøjer. Den Europæiske Ultralydføderation har anbefalet 300 superviserede skanninger for at opnå laveste niveau i beherskelse af gastroenterologisk ultralydskanning [3]. Ved fokuserede skanninger kan man nok klare sig med et langt mindre antal superviserede undersøgelser, hvilket erfaringer med fokuseret traumeskanning tyder på.

Vi skal desuden vænne os til, at en ultralydskanning ikke bare er en ultralydskanning, men kan være udført på et lavere kompetenceniveau end det sædvanlige speciallægeniveau. Kompetenceniveauet bør derfor fremgå tydeligt af beskrivelsen. De sundhedsjuridiske forhold ved indførelse og anvendelse af klinisk ultralyd er enkle. I modsætning til en røntgenundersøgelse kræver en ultralydskanning ikke en særlig autorisation, idet der ikke anvendes ioniserende stråling. Enhver læge kan derfor principielt anskaffe sig en ultralydskanner og anvende den i sit virke i lighed med et stetoskop. Lægen skal selvfølgelig følge afdelingens instruks på området og er som altid underkastet sundhedslovgivningen, idet lægen er »under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed« [4]. Indførelse af klinisk ultralyd bør evalueres løbende. Kvaliteten af undersøgelserne og de kliniske konsekvenser af eventuel fejldiagnostik bør vægtes mod ventetiden til en traditionel ultralydskanning på speciallægeniveau. Desuden bør man se på antallet af kontrolultralydskanninger, som udløses af den kliniske ultralyd i tilfælde af et usikkert fund eller manglende tiltro til beskrivelsen. Det samlede resurseforbrug til billeddiagnostik skulle nødigt stige pga. den kliniske ultralyd.

Den nemme tilgang til ultralyd er kommet for at blive, og vi må forholde os til den! Initiativet fra Center for Klinisk Uddannelse, Rigshospitalet, er et godt eksempel herpå. Vi håber, at initiativet må blive fulgt op på såvel de kliniske afdelinger som i de videnskabelige selskaber, og vi vil opfordre til, at der allokeres økonomiske midler til opgaven samt indføres formelle, men differentierede krav til personer, der udfører ultralyddiagnostik på egen hånd f.eks. i form af et ultralydkørekort.



Korrespondance: Torben Lorentzen , Kirurgisk Ultralydsektion, Gastroenheden, Herlev Hospital, Herlev Ringvej 75, 2730 Herlev. E-mail: tlo@dadlnet.dk Interessekonflikter: ingen


Referencer

  1. Bessmann EL, Bitsch M. Medicinstuderende har udbytte af praktisk kursus i klinisk ultralydundersøgelse. Ugeskr Læger, 2012;174:3000-3.
  2. www.duds.dk (2. april 2012).
  3. http://efsumb.org/guidelines/2009-04-14apx5.pdf (2. april 2012).
  4. Lægeloven. Lovbekendtgørelse nr. 272 af 19.4.2001, § 6.