Kliniske retningslinjer er ikke en hobby

Patienter med kræft i endetarmen kan i dag se fremtiden i møde med større forhåbning end for 15 år siden. Næsten dobbelt så mange overlever. Af flere grunde: behandlingsmetoderne er centraliseret og forbedret, og nationale kliniske retningslinjer sikrer, at flere patienter får den pt. bedste behandling.

Endetarmskræftpatienterne er ikke enestående. Der er andre eksempler på, hvordan kliniske retningslinjer er til gavn for patienterne. Retningslinjer findes desværre ikke over alt, og det bør der rettes op på hurtigst muligt.

Lægerne er klar, viser en ny enquete, som Lægeforeningen har gennemført blandt medlemmerne. Læger vil bruge de nationale kliniske retningslinjer, der er, og de vil også engagere sig i at udvikle retningslinjer på de mange områder, hvor de endnu mangler.

Den velvilje er det helt oplagt, at Sundhedssty-relsen, regeringen og regionerne samler op. Opgaven kan ikke vente. Det har været beskæmmende at opleve, hvordan læger på den ene side stilles over for det - helt rimelige - krav, at patienter overalt i landet skal kunne gå ud fra, at de tilbydes den bedste behandling.

Og på den anden side, hvordan det konkrete arbejde med at udarbejde de nødvendige landsdækkende retningslinjer reelt af både styrelse og regioner er blevet prioriteret som om, at der var tale hobby-projekter. Det har ikke afholdt lægelige ildsjæle fra at gå i gang med opgaven - ofte efter en lang arbejdsdag og uden betaling.

Dem kan vi takke for de retningslinjer, som foreligger i dag, og de skal have ros. Men det er urimeligt og perspektivløst ikke at sætte opgaven i system og give eksperterne ordentlige arbejdsbetingelser. Tænk hvis ny medicin skulle udvikles på samme dårlige betingelser.

Der har været gjort forsøg på at få mere systematik i arbejdet med kliniske retningslinjer. Sund-hedsstyrelsen drev fra 2004 til 2007 et sekretariat for referenceprogrammer, men ressourcerne var for få, og arbejdet skred for langsomt frem.

Nu promoverer styrelsen sit bud på en ny løsning - Map of Medicine - som er importeret fra Storbritannien. Det ville være dejligt, hvis vi kunne bruge den, for det ville lette arbejdspresset på danske læger blot at kunne overtage en udenlandsk model. Men det kan vi desværre ikke. Map of Medicine passer af flere grunde ikke til danske forhold. Det tager ikke tilstrækkeligt højde for de problemer, der ligger i overgange mellem sektorerne, det dækker slet ikke behovet for antallet af retningslinjer, og vi er ikke trygge ved det faglige niveau.

Vi skal have nationale retningslinjer, som er overskuelige og nemt tilgængelige for læger. Det skal være nemt at få information, retningslinjerne skal være opdaterede, de skal suppleres af kliniske databaser, og læger skal ikke være i tvivl om, at de kan få den nødvendige viden ét - og kun ét - sted. I dag oplever mange, at de skal orientere sig i en jungle af guidelines, referenceprogrammer, håndbøger og lokale retningslinjer, hvis grundlag kan være vanskeligt at vurdere.

Tiden er nu mere end moden til, at de videnskabelige selskaber, Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen, Indenrigs- og Sund-hedsministeret og Danske Regioner får talt tingene igennem og finder ressourcerne til en løsning, som er skræddersyet til dagligdagen i det danske sundhedsvæsen. Lægerne er klar.