Kliniske retningslinjer er ved at drukne i bureaukrati

Mange går nok og forventer, at der er nationale kliniske retningslinjer på vej i de lægelige specialer, efter at regeringen sidste år satte 80 millioner kroner af til det.

Men de fleste vil blive skuffede. Der kommer kun relativt få retningslinjer. Det skyldes først og fremmest, at Sundhedsstyrelsen har truffet beslutning om, at de kliniske retningslinjer ikke bare skal være lægefaglige, men dække hele forløbet inden for et sygdomsområde – alle interessenter, tværfagligt, kommunalt og regionalt skal dækkes. Og dermed bliver udarbejdelsen af hver enkelt klinisk retningslinje et meget tungt arbejde.

Det vurderer overlæge Benn Duus, der er centralt placeret i udarbejdelsen af retningslinjerne, idet han er den ene af tre repræsentanter for LVS i Det Nationale Udvalg for Kliniske Retningslinjer under Sundhedsstyrelsen:

»Det bliver langt, langt fra alle områder i de 38 lægevidenskabelige specialer, der bliver dækket. Derfor skal de lægevidenskabelige selskaber, der har arbejdet med at udvikle retningslinjer inden for deres specialer, fortsætte med det. Man skal bestemt ikke sætte sig ned og vente på, at de kommer. Der vil være store og omfattende dele af de fleste specialer, hvor man ikke skal regne med kliniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsens nationale projekt«.

Årsagen er, at det er besluttet, at de kliniske retningslinjer skal være brede, og det forudsætter rigtig mange medvirkende. Det er ud over læger også andre faggrupper, f.eks. sygeplejersker og fysioterapeuter samt kommuner og regioner.

»Hvis man ser på de områder, der allerede er udpeget til at få kliniske retningslinjer – i første omgang ADHD og diabetiske fodsår – er det karakteristisk, at de er meget brede og involverer mange fagligheder og mange sektorer. Selve organiseringen af udarbejdelsen af den enkelte retningslinje bliver således meget omfattende«, siger Benn Duus.

Sundhedsstyrelsens brede koncept er ikke just i tråd med, hvad man fra lægefagligt hold forventede:

»Der var nok en forventning blandt læger om, at det skulle være stringent lægefaglige retningslinjer, men det bliver de kun i begrænset omfang. Det er underforstået i de principper, der skal ligge til grund for, hvilke områder der skal laves retningslinjer for«, siger Benn Duus.

Enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, der er manden for bordenden af hele projektet, erkender, at der kan være behov for at specialerne laver egne retningslinjer:

»Ved udvælgelsen lægger vi overordnet vægt på, at områderne skal have ’kant’ og adressere emner, der er kontroversielle eller uafklarede, og derfor med fordel skal løses på nationalt niveau. Derudover skal emnerne helst have et tværfagligt og tværsektorielt sigte, og opfylde kriterier, som vi har udmeldt på forhånd. Vi håber selvfølgelig, at de faglige selskaber bliver inspireret af det nationale arbejde, og måske endda intensiverer deres eget arbejde med at udarbejde retningslinjer, der mere hensigtsmæssigt laves i et monofagligt regi«, siger han.

økonomiske problemstillinger

Kardiologen Klaus Klausen er i redaktionsgruppen for en af de ældste og mest velfungerende nationale kliniske retningslinjer, nemlig den kardiologiske. Den er udarbejdet af selskabet og hviler på frivilligt og gratis arbejde. Klaus Klausen var også med til at udarbejde et forslag til kliniske retningslinjer, som Lægeforeningen og de lægevidenskabelige selskaber formulerede.

Han siger:

»Tanken var, at det skulle være et her og nu-redskab for lægen i en klinisk situation. Men det er blevet meget bureaukratisk. Regionerne og staten har sat sig tungt i styregruppen, hvor der slet ingen læger er. Her bliver der valgt emner, som i høj grad er styret efter økonomiske problemstillinger. Det er fair nok, at økonomiske aspekter vurderes. Men processen virker unødig tung og bureaukratisk, og det bliver så omfattende, at der er en fare for, at det ikke bliver brugt fornuftigt. Det ligner en gentagelse af de tidligere MTV-rapporter, der blev så brede, at ingen bruger dem. De står bare på en hylde«, siger han.

Forsinkelser

Arbejdet med de kliniske retningslinjer er blevet meget forsinket. Sidste forår lovede Søren Brostrøm, at de første retningslinjer – altså dem om ADHD og fodsår – ville være færdige inden udgangen af 2012.

Det er ikke sket, endnu har vi ikke set en eneste.

Søren Brostrøm siger til Ugeskriftet, at retningslinjen om diabetiske fodsår »meget snart« bliver sendt i høring. Dernæst følger retningslinjer om grå stær, hjerterehabilitering og udvalgte skulderlidelser. Og de er »godt på vej«, oplyser han.

– Hvad skyldes forsinkelserne, og hvad blev der af ADHD?

»Vi kom først i gang med arbejdet i anden halvdel af 2012, da der var en del forhold, der skulle afklares vedr. budget og organisation i projektet. Samtidig blev projektet også udfordret af Sundhedsstyrelsens reduktion og omorganisering i 2012. I opstarten har vi brugt en del resurser på at afklare de metodemæssige tilgange, og vi har udarbejdet en metodehåndbog og en generisk skabelon for de kliniske retningslinjer. De to pilotprojekter vi skød i gang (ADHD og diabetiske fodsår) led en del under, at det metodemæssige ikke var fuldt afklaret, da vi gik i gang, og vi har betalt nogle dyre lærepenge. I forhold til ADHD-retningslinjerne var læringen, at emnet ikke var tilstrækkeligt afgrænset, at de fokuserede spørgsmål var for talrige og brede, og at der var nogle metodemæssige udfordringer i forhold til ‚oversættelsen‘ af anbefalinger fra udenlandske retningslinjer. Som følge heraf blev det besluttet at opdele målgrupperne i henholdsvis børn/unge og voksne. Herudover skal de fokuserede spørgsmål fokuseres yderligere. Efter at det har været sat i bero, har Sundhedsstyrelsen nu genoptaget arbejdet med udarbejdelse af en national klinisk retningslinje for diagnostik og behandling af børn og unge med ADHD«, siger Søren Brostrøm.

Den tunge proces og forsinkelsen i arbejdet får nu Lægeforeningen til at kritisere Sundhedsstyrelsen. Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen siger:

»Det har for Lægeforeningen været meget vigtigt, at arbejdet med de nationale kliniske retningslinjer kommer både godt og hurtigt fra start. Derfor havde vi også forestillet os, at man begyndte med at plukke nogle af de lavthængende frugter ved at tage de områder – f.eks. kardiologi og gynækologi – hvor man allerede har retningslinjer, som vi ved fungerer.

Men i stedet er man havnet i en situation, hvor man tager de mest komplicerede områder først – og dermed ikke rigtigt kommer nogen vegne. Det værste, der kan ske, er netop, at der ikke sker noget. Nationale kliniske retningslinjer er et helt afgørende redskab, når det gælder om at sikre, at patienterne får den p.t. bedste behandling i hele landet. Derfor vil jeg endnu engang opfordre Sundhedsstyrelsen til at speede processen op – også fordi det er vigtigt, at man får en erfaring i at arbejde med nationale kliniske retningslinjer, som man kan bruge på nogle af de svære områder«.

Læs et længere interview med Søren Brostrøm på Ugeskriftet.dk